Rage, Jack VI

BANK!

Jeg ser hendes mørke øjne kigge undrende på hånden foran hende, og jeg ved, at det er nu, hun opdager det er hendes egen. Jeg rækker ud efter de små fingre, der folder sig sammen om min pegefinger med et fast greb. Så meget kraft i den lille hånd. Hun smiler til os. Inge. Og mig. Fylder os med varme. Så bliver hun mindre. Hendes buttede kinder skrumper og huden strammer om det lille babykranie.

Foran mig skvulper Øresund, og råber med en stemme jeg ikke kender. Bag mig fortærer flammerne min ven og forvandler ham til aske.

Jeg ser hendes kronragede hoved og den blege hud gennem hullerne i blusen. Men hun kigger igennem mig. Sidder ved bordet og stirrer ud i luften. Jeg nærmer mig forsigtigt, for der er farlige spørgsmål i hendes øjne. Hun banker hænderne i bordpladen. Flaskerne vælter, og øl og vodka forenes i en sø på det langhårede gulvtæppe.

Jeg ser hun vokser. Og den skaldede isse forvandles og prydes af langt, bølgende hår. Hun banker igen i bordet og fanger mine øjne.

BANK!

Og nu spørger hun, om det eneste jeg ikke kan svare på. Skriger efter svar på gamle gåder. Hendes knyttede hænder banker hårdere i den massive træplade, og støvlerne knuser flaskerne til små skår. Jeg har ingen ord og er reduceret til tør mund og tomt hoved.

Bølgerne råber, og flammerne skriger, men jeg forstår dem ikke.

Hun banker hurtigere. Hårdt og insisterende. Banker for at få svar på det enkle, simple og svære spørgsmål.

BANK

”Mr.?”

Pulsen hamrer og jeg er vågen igen. Griber maskinpistolen på sengen og rejser mig. Skærmen er sort og flasken er tom.

”Cleaning!” En hvinende thaiaccent udenfor døren til værelse 217. Mit værelse.

”No!”

Jeg trykker sikringen på plads, og tvinger mit åndedræt til at være roligt. Kan høre hende og rengøringsvognen bevæge sig videre ned af gangen. Hendes tanker er ord, jeg ikke forstår.

Jeg samler mig sammen og ryster drømmen væk. Det har jeg altid været god til, og under de skoldhede stråler fra bruseren forsvinder de sidste rester af min whiskydrøm.

Og jeg beslutter mig for at lade de sidste år af Jessicas liv være.

--

Det afdæmpede lys er det samme. Ligesom det er den samme portier der står bag disken. Og det er med til at forklare hans søvnige øjne, og den måde de kigger på nøglen.

”Værelse 217. Og du tjekker ud nu?”

”Ja.”

Han hænger nøglen på plads. Og fortsætter med ord der pumper adrenalinen ud i mit blod med ekspresfart.

”Der er et brev til dig.”

Jeg stirrer på den brune a4 kuvert og tænder dagens første cigaret.

”Undskyld. Her er rygning..”

Et enkelt blik stopper ham.

Jeg flår kuverten op med min Leatherman, og tager et stykke stift a4 papir ud af den. Budskabet er enkelt og letforståeligt. Et billede og enkelte blokbogstaver skrevet med sort tush. Det burde ikke tage lang tid at forstå. Alligevel står jeg bare stille og og ryger min cigaret helt ned til fingeren. Jeg vågner ved smerten og begynder at løbe ud mod Volvoen.

--

Der er heldigvis masser af plads på E47 i sydgående retning denne formiddag. Og jeg kommer hurtigt ud af byen. Skiltene suser forbi og fortæller navnene på byens satellitter beboet. Her bor det pendlende folk. Greve. Solrød. Køge.

Landskabet ændrer sig til en blanding af skov, grønne marker og og høj himmel. Og så dukker helikopteren op. Og den følger mig resten af vejen. Hele tiden svæver den over mig. Så er den foran. Så er den bagved. Og piloten tænker, at han har det hele under kontrol. Hele vejen til Møns Klint.

Jeg drejer ned af en grusvej omgivet af lysegrønne spirende marker og sætter farten op. Nu skal det afsluttes. Lægger hånden på min H&K´s buttede løb, og det er som altid dejligt beroligende. Foran mig dukker bunkeren op. Den afrundende grå betonkuppel ligner sig selv, men jeg ved at den huser andre hemmeligheder i dag. Bunkeren der aldrig har eksisteret i nogen officielle fortegnelser. Ligesom mig.

Dækkene skrider og sender en sky af grus og støv mod den klare blå himmel, da jeg stopper bilen foran den røde dør i bunkeren. Den røde farve er i hvert fald ny. Bliver siddende i bilen, og tænker på det budskab de har sendt mig.

Så bliver den røde dør åbnet, og 10 mænd i sorte uniformer træder ud. Jeg kan ikke høre dem. Deres tanker er ukendt land. De må have et eller andet på.

Jeg stiger ud af bilen og peger på dem med maskinpistolen. De reagerer ikke og har tydeligvis fået deres klare ordre.

”Så er jeg her,” råber jeg.

Intet svar. Kun vinden der suser over markerne og helikopterens brummen.

Jeg sender en kort byge mod manden yderst til venstre, der vælter omkuld med det samme. Bare for at få en reaktion. Men de peger bare deres automatvåben mod mig, og siger stadig ingenting.

Helikopteren er lige over os, og jeg får støv i øjnene, da den lander til højre for bunkeren.

Først hopper soldaterne ud. Flere uniformer. Flere våben. Og flere ofre. Til sidst træder en slank ældre mand ud af kabinen, og får mig til at synke spyt.

Han har ikke forandret sig det mindste. Han har stadigvæk det dér satans, sorte, nypressede jakkesæt på.