Rage. Tredje mellemspil.

København den 9. maj 1988. klokken 09.17.

Det var allerede lunt, bilerne summede og i Tivoli kørte forlystelserne formiddagens sidste prøveture, og forberedte sig på endnu en dag med glade konfirmander, nyforelskede par og stolte bedsteforældre der luftede næste generation. Det var dagen før valget, og dét fyldte hovedet på manden i sort der kom gående langs rådhuset med sin attachemappe i hånden. Valget, og hvad det ville betyde for ham og hans operation.

Han kiggede på sit ur. Spejdede ud mod den sorte Mercedes på H.C Andersen boulevard og drejede ned af Vesterbrogade.

Om lidt ville første led i aftalen blive iværksat. Han havde deltaget i et utal af endeløse møder, kæmpet som besat, dyrket diplomati, og skreget så spyttet stod ud af munden for at undgå, at et kvart århundredes arbejde bare blev sat i stå. Men det var politik, og mod det kæmpede selv han forgæves, og det her var kompromiset, som parterne kunne leve med.

Trafikken flød stille langs med Vesterbrogade, og han så endnu en gang på sit ur, hvor viserne nærmest var gået i stå.

Atom-valget blev det kaldt, og hvis ikke det var fordi, at der lå andre ting under overfladen, ville han bare have rystet på hovedet og ladet pøblen og de pøbelvalgte diskutere ligegyldige ord og symbolsk politik i deres evige kamp om taburetter og ministerpensioner. For han vidste hvorfor samarbejdet i den gamle alliance slog sprækker lige nu. Han vidste hvorfor onkel Sam var morgengnaven på den lille nevø, og det var bestemt ikke på grund af det spørgsmål, der havde fået statsministeren til at kalde oppositionens leder for en løgner og trykke på valgknappen. Det var et helt andet spørgsmål der var på dagsordenen.

Både Reagan og Thatcher kunne leve med et officielt brev fra Slotsholmen, der venligt påpegede at Danmark var atom-våbenfri zone. Altså bare lige for en sikkerheds skyld, og hvis nu de udsendte diplomater ikke lige havde fået den lille oplysning sendt hjem til hovedkvarteret. Om det brev så var en underretning eller en orientering, ville de ikke skænke en tanke, selvom det var den sindrige, semantiske forskel mellem en underretning og en orientering, der havde fået vreden til at kamme over på Christiansborg.

Nej, det var hans operation, der havde fået de allierede op ad deres stole, og han var stadig i fuld gang med at finde ud af, hvem der havde talt over sig.

Han smed resten af sin grønne Cecil på fortovet, og lovede endnu en gang sig selv at holde op til næste år.

Hans operation kunne afslutte krige, hvilket hverken raketter eller missiler kunne. Uanset hvor meget skade de så kunne påføre fjenden. De afgjorde krige, men afsluttede dem aldrig. Det vidste han, og det vidste de allierede. I sidste ende skulle der bruges soldater. Og hans soldater havde evner som mennesket havde drømt om siden det kunne drømme.

Overnaturlige evner. Overmenneskelige evner. Umenneskelige evner.

Og det var netop ordet umenneskelig der havde besvaret de første spørgsmål. Soldaterne havde ingen personnumre og var, teknisk set, hverken menneske, dyr, plante eller mineral. Deres juridiske rådgiver havde haft rystende hænder og sved på panden, da det var gået op for ham, at ingen af de kasser han havde til rådighed kunne rumme virkeligheden.

I hans egen praktiske verden var dét den ene grund til, at han ikke skulle bekymre sig synderligt om lovgivning. Soldaterne var simpelthen ikke underlagt nogen.

Igen kiggede han på sit ur. De måtte være sent på den.

Den anden og mere oprindelige grund var, at hans operation var etableret under Operation Gladio. Og lige præcis derfor var den struktureret med den afstand til statsmagten der gjorde, at han kunne operere hvis russerne skulle overtage administrationen. Lektien var læst fra den 9. april, den danske modstand og mangel på samme. Stifterne af Operation Gladio havde god hukommelse.

Han kom forbi Vesterbro torvs snuskede værtshuse, stive subsistensløse og spyttede ind på brostenene. Tænk, at han ofrede og havde ofret så meget for at beskytte den slags.

Dengang han var kommet tilbage fra basen ved Baffin bugten i det iskolde nord med de første resultater, havde forsamlingen været helt stille. Og det havde han aldrig oplevet før.

Resultaterne var et produkt af en tilfældighed, for biokemikeren med de opsigtsvækkende resultater havde slet ikke kigget den vej. Han havde derimod viet sit liv til planteresistens og drømt store drømme om, at netop hans bidrag til evolutionen ville betyde, at alle mennesker ville kunne få mad i maven en dag. Og når det skete ville de holde op med at slås med hinanden. Fred i verden.

Han fortalte selvfølgelig ikke forsamlingen om tilfældigheden bag resultaterne. Ligesom han ikke fortalte at forskerens livsdrøm om en fredelig verden druknede på bunden af Baffinbugten, mens resultaterne af drømmen og et helt livs forskning nu gav evolutionen en helt anden og skarp drejning.

Den første der havde reageret var italieneren. Altid skarp, kompromisløs og med et indædt had til alt hvad der duftede af socialisme.

”And who will be in charge of this special unit?” spurgte han på sit rullende engelsk.

Det spørgsmål havde han selvfølgelig ventet og forberedt sig på.

”CCWU of course.”

Den havde han ladet hænge i luften, mens han stirrede ud på de sortklædte mødedeltagere omkring det blanke bord. Det var næste del af svaret der ville møde modstand.

”And I will be the supervisor.”

Så begyndte italieneren og franskmanden at råbe og fægte om kap med armene. Ganske som forudset. Og til sidst fik han et nik fra alle parter. Selvfølgelig under betingelse af direkte rapportering til Pentagon. Ganske som forudset.

Han så ud på gaden og fik øje på bilen der kom kørende med lidt for høj fart på. Så var de sikkert kommet for sent ud af døren. Uden at vende sig kunne han høre motoren fra den sorte Mercedes. Hans mand var klar.

Nu kunne han se dem gennem forruden. Kvinden ved siden af førersædet havde fået øje på den modkørende og han kunne næsten aflæse advarslen på hendes læber. Den kom for sent.

Et skrald af skærende metal fik de subsistensløse til at kigge op fra deres morgenrus, og ud på gaden hvor en Mercedes var kørt frontalt ind i en modkørende. Råb og skrig flød ind over Vesterbrogade, og han gik hurtigt hen for at se ind ad den knuste forrude. Der lå de ypperste gener fra første generation. Hans hoved hvilede på rattet, og kvinden der havde råbt sekundet før, lå nu på køleren af den sorte Mercedes i en vinkel, der fik hans mave til at krølle sammen.

Det var en advarsel der ikke kunne misforstås. Han nåede lige at se hans mand forsvinde, mens duerne på torvet sank sammen. Tragisk, at de to ypperste repræsentanter fra hver deres generation skulle mødes på den måde.

Så skyndte han sig videre, imens fodgængere og cyklister højlydt diskuterede om der nu var ringet efter hjælp, om der ikke var en læge tilstede, og hvad der egentlig var sket.

Sirenerne tudede da han drejede ned mod Smallegade, og sendte en tanke til både første og anden generation. Han havde sørget for dem begge to, og det der var gået galt med den første, havde han lært af til den anden. Tom var en dybt loyal soldat, og havde gjort nøjagtig det han havde fået ordre til den morgen.

--

Tirsdag den 10. maj 1988 blev en ung kvinde på 26 år, ved navn Inge Russel, født Inge Andersen, erklæret død på rigshospitalet i København efter svære kvæstelser. Hendes mand, der havde ført bilen, overlevede det frontale sammenstød. Politiet ledte stadig efter føreren af den anden bil, og var samtidig dybt fortørnede over at denne var forsvundet fra ulykkesstedet. Men alt det druknede i dagens valg.