Rage, Jessica, I

--

Håb. Det havde taget hende fem år, at indse, at det var dét, der havde skræmt hende helt derud, hvor stanken af pis egentlig duftede af Chanel. Og i de fem år, havde hun brugt den ene halvdel af tiden hos den kommunebetalte psykolog, og den anden halvdel på, at komme ovenpå efter besøgene. Noget i hende, havde nægtet at indtage Cipramil, Zoloft eller hvad der ellers lige var på markedet af antidepressive medikamenter. Egentlig paradoksalt for ellers havde hun jo fyldt sig med alle de kemikalier og euforiserende stoffer, som blev lagt foran hende uden så meget som at overveje, om et nej tak kunne være en mulighed. Det var dengang. Nu var hun ikke bange for håbet mere. Nu nød hun bare solen der lagde et varmt, gyldent skær om døbefonten og alteret.

Stemmen rungede under de hvidkalkede hvælvinger.

”Og så tilspørger jeg dig, Anders Danielsen. Vil du have Jessica Russel, som hos dig står til din ægtehustru?”

Hun havde aldrig nogensinde håbet på, at hun en dag ville stå her. Hun havde altid vrænget ad overstadig højfrekvent tøset snak, fnis og forhåbninger om lige præcis det. Og alligevel gav hendes knæ efter, da hun hørte Anders Danielsen stemme.

”Ja.”

”Vil du elske og ære hende i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?”

”Ja.”

Manden med den sorte kjole vendte sig, og hun måtte kvæle en begyndende latterboble.

”Og ligeledes tilspørger jeg dig, Jessica Russel. Vil du have, Anders Danielsen, som hos dig står til din ægtemand?”

Hvad fanden havde han regnet med? Selvfølgelig ville hun det.

--

Og festen blev et brag, selvom det kun var hans familie og venner der var med. Og selvom hun holdt igen med rødvinen.

--

Hun så på den mand der nu lå og snorkede ved siden af hende. I går havde det været hendes samlever. Hendes kæreste. Hendes forlovede. I dag var det hendes mand. Hun kunne godt lide smagen af det ord. Hun kunne i det hele taget godt lide det blege ansigt med det pjuskede mørke hår, der havde sagt ja til hende i går.

Hun ville fortælle ham det i dag. Det skyldte hun ham.

Hun strøg ham over kinden og tænkte på den pige, hun havde været engang. Den pige hun var søgt tilbage til den forbandede aften hun var faldet i. Den pige som havde tilbragt det meste af sin tid på byens brune beværtninger. Med alt for gamle, alt for liderlige og alt for ensomme mænd. Den pige som var gået med dem hjem, hvis de havde spenderet mere end ti genstande på hende. Det havde været pigens egen lille regel. Lige så meget for pigens egen skyld, som for deres. Pigen fik en aften i nuet og en seng at sove i. Så var de få minutter med spredte ben ingenting. Og tit var dét ikke engang nødvendigt.

Det var den piges skyld, at de to streger på den billige slip med urin var et større problem, end de egentlig skulle være. Hun rystede pigen væk, krøb ned under dynen og gav ham sin første morgengave.

--

De havde spist blødkogte æg og drukket sort kaffe. Nu sad der lidt størknet blomme i hans mundvig, og det var det der fik hende til at tøve. Hun rakte ud efter en serviet, da telefonen brummede mod stuebordet.

Anders rejste sig hurtigt fra stolen og gik ind i stuen.

”Nu?” hørte hun ham udbryde.

”Er det fra arbejdet?” råbte hun.

”Ja. Men det må vente,” kom det inde fra stuen.

Hun begyndte at tage af bordet, samtidig med at hun endnu en gang tog mod til sig. Hvorfor var det så fandens svært at få sagt.

Så kom han ud i deres lille blå køkken, der stadig duftede af ristet brød og nymalede kaffebønner. Og denne gang var det hans øjne der tog modet fra hende.

”Skal du på arbejde nu?” spurgte hun.

”Nej, nej. Selvfølgelig ikke.”

”Men hvad så? Hvorfor ringer de lige nu? De ved da hvad for en dag det er.”

”Nå, ja. Men de ville bare lige sige tillykke. De var kede af, at de ikke var der i kirken.”

”Okay,” smilede hun og undrede sig. Hans øjne var forandrede.

”Skal vi ikke starte dagen med at køre en tur? Bare langt væk fra alting. Kun os to?” spurgte han.

”Jo. Det kan vi da godt,” sagde hun. Hans øjne lignede sig selv igen. Og nu havde hun egentlig mere lyst til at krybe tilbage i sengen.

--

Motorens arbejde blev overdøvet af buldrende gulvtam, pumpende bas og en messende insisterende stemme, der førte valgkamp for Jerry Brown. Dead Kenedys, som hun var kommet en generation for sent til, men som hun alligevel vidste var lavet til hende.

Jessica smilede og kiggede på sin mand der nikkede i takt til rytmerne. Jo, hun havde valgt rigtigt. Og det havde hun sikkert vidst fra den første gang, han tilbød hende en genstand. Hun havde bare nikket, også havde han stukket hende en elefant.

At en ung mand på den måde, bare vidste hvad hun ville have, hvad hun kunne lide, og hvad hun tænkte, havde skræmt hende af helvedes til efter de første par uger. Der havde hun haft det, som om nittehalsbåndet var strammet fem huller for meget. Og hun havde gjort alt for at sparke ham væk. Men han havde bare krænget halsbåndet af hende. Roligt og bestemt.

Også, efter et par år og i en alder af 23 år, var det pludselig strammet til igen.

Et par måneder før den store dag, deres dag, havde udsigten til faste spisetider, forsikringer og et fælles liv fået hende til at smadre spejlet i entreen, springe ud af døren og hjem til byen.

Der var hun startet med elefanter og hjemmebrygget vodka, som de gamle venner fra pladsen gavmildt tilbød hende sammen med et par spørgsmål om, hvor hun dog havde været hende, og hvordan og hvorledes, der hurtigt gik over i den sædvanlige snak, for det var ikke vigtigt hvor hun havde været. Det vigtige var, at hun var her. Lige nu. Og hun var hurtigt med igen. Hvem skyldte hvem. Hvem var gået fra hvem, og hvem var sammen igen. Hun havde savnet det. Fællesskabet. Det fællesskab som kun eksisterer når alle kan drikke igennem af samme flaske.

Og hun var vågnet på gulvet hos en ældre fyr og huskede ikke meget mere, end at han havde vundet en formue i en snusket lille pokerbule på Vesterbro og havde tilbudt hende hele formuen og sig selv for resten af livet. Han havde heddet Tom, og hun var gået sin vej uden at vække ham.

Anders drejede til venstre ind på Mønsvej og nu begyndte det at dæmre.

”Har du nogensinde været her?” spurgte han og dæmpede musikken.

”Møns klint?”

”Jep.”

”Nej. Aldrig.”

”Så er det på tide. Det er det smukkeste natur du finder i kongeriget Danmark.”

Det var fint nok. Hun havde aldrig været til natur, men et eller andet sted var det som om alt var bestemt for hende. Selvfølgelig skulle hun fortælle ham, at der nu lå et meget lille barn inden i hende, lige her. Midt ude i Danmarks smukkeste natur. Og når det var bestemt for hende, kunne det da også kun være ham der var faren. Sådan måtte det da være.

--

Havet lå derude som det havde gjort i så mange år før hende. Dybt og blåt, og hun måtte give ham ret. Her midt mellem de lysegrønne blade, højt oppe på klinten var det svært at tænke på noget der var smukkere. Den stilhed der kun blev brudt af forårskåde, højtflyvende svaler og vandrefalke, gjorde illusionen fuldendt. Lige nu var der kun hende, ham og en lille ny generation på vej. Og da hun vendte sig for at delagtiggøre ham i sin lille illusion, var det lige i tide til at se ham med sorte øjne og en kniv i hånden. Så skreg hun så højt, at fuglene faldt ned mod klinten.