Gaddafi er død. You live by the sword and you die by the sword. Hvem dræbte du selv i 1969?
Vinden snapper i kinderne og den kølige, skarpe luft varsler handsker og hue. Brune, røde og gule blade danser langs kirkegården, og jeg træder ind ad indgangen ved Jagtvej.
Trækker vejret dybt, og bliver glad for at være til. For her er smukt under træerne, og i aften spiller København.
Og tiden. Den går bare stærkt. Nej. Den løber. Og det så plat, så banalt, så skide simpelt og alligevel så skide fucking sandt. Ikke at der skal spilles bold i aften, men at tiden spurter og hvert eneste år sætter ny rekord i disciplinen: Hvor hurtigt kan dette år så egentlig passere?
Den fjerde januar i år, døde en mand på 26 år af sine kvæstelser. Han var vokset op i byen Sidi-Bouzid i Tunesien og hed Mohamed Bouazizi, blev kaldt Basboosa og var bestemt ikke sværdets mand.
Han var mere en glad dreng. Sådan en der var kendt af alle og som de fleste holder af. Men selv en glad dreng kan få nok af det hele. Og det fik han så.
Bouazizis far døde, da Bouazizi var tre år gammel og han voksede op med sin mor, seks søskende og en onkel der senere giftede sig med Bouazizis mor. Da Bouazizi var ti begyndte han at bidrage til husholdningen ved siden af skolen, og da han var nitten, helligede han sig fuldtidsarbejdet.
Og der stod han så og drømte om en universitetsuddannelse mens han vejede frugten på den elektroniske vægt, og tjente de penge der sikrede mor, onkel og små søskende mad i munden, og også var med til at betale for, at søster Samia i det mindste fik en uddannelse.
Det var den 17. December 2010, at Mohamed Bouazizi fik nok.
Han havde taget opstilling med sine frugter pakket på vognen klokken otte om morgenen, og vidste godt hvordan tingene fungerede. Selvom han ikke skulle have nogen officiel tilladelse til at sælge sine varer, kunne ordensmagten sagtens finde på at stille krav om fiktive tilladelser der skulle betales. Og det gjorde de også den dag.
Og der er ingen der ved, hvad det var, der fik tingene til at eksplodere. Om det var mange års frustration over chikane og afpresning. Om det var den kvindelige betjent der slog, eller det var hånen mod ham og familien.
I hvert fald blev varer og den elektronisk vægt konfiskeret. Og da Bouazizi opsøgte en borgmester, der simpelthen nægtede bare at høre på ham, blev det altså for meget.
”Hvis ikke du vil høre på mig, brænder jeg mig selv” råbte han, og gik ud for at skaffe benzin.
Og midt på gaden, råbte han ind mod muren der skilte ham og borgmesteren.
”Hvordan forventer du jeg skal leve?” Så skød flammerne op omkring ham.
En måned efter Bouazizi døde, blev en plads i Paris omdøbt til Mohamed Bouazizi. Tre dage senere, den 7. februar 2011, trådte en ny samlingsregering sammen i Cairo og erstattede Mubarak.
Den 17. marts 2011 vedtog FN en sikkerhedsresolution, og et enigt dansk folketing sendte danske tropper ud i en væbnet konflikt i Libyen.
Og nu, i dag, den 20 oktober 2011, sidder jeg på en bænk på en kirkegård, og kigger isblå himmel og skarp sol.
Det er ikke engang et år siden, at Bouazizi købte sine frugter på kredit, og da han nikkede ja til gælden på $200, sad Mubarak og Gaddafi stadig på magten.
Tre dage til. Så er det den 23. og så går tuneserne til valg. Det er det første valg under den nye forfatning, og det første hvor tuneserne kan vælge mellem flere partier.
Det havde Mohamed Bouazizi sikkert ikke skænket en tanke, da han pakkede sine frugter den 17. December 2010. Han tænkte sikkert på dagens salg og den pick-up han drømte om, og som ville lette arbejdet og indtjeningen betydeligt.
Og han tænkte helt sikkert ikke på hverken revolution, ny forfatning, valg, Mubarak eller Gaddafi, da han gennemvædede sine klæder med benzin og lod flammerne svide sin hud.
Og i dag er Gaddafi så død. Og så er det som om, at selvom året løb hurtigere end sidste år, er sidste år alligevel længe siden. Meget kan ske på et år. Alt kan ske.
Må hellere komme afsted. Det er køligt, og der er bold i aften. Alt kan ske.
