… som et strejf …
Nogen ånder tungt. Jeg kender parfumen.
”Hey … er du der?”
Jeg nikker. Selvfølgelig er jeg her.
Hvad er det for et spørgsmål?
… af en dråbe …
Jeg møder dig i den gule murstensgang der fører ned til kantinen. Du har langt hår. Små bryster.
Dine cowboybukser er smøget op og afslører et stykke forårsbrun hud med lyse hår. Lige der, hvor de røde basketstøvler stopper. Og dét, får alt andet til at blive gråt og tordnende ligegyldigt.
”Kommer du på fredag?” spørger jeg. Og du smiler, og dufter godt.
… fik vi lov …
Mit værelse er dækket til med plakater. Der er en blå/sort med Betty Blue og en sort/hvid med silhuetten af Robert Smith.
Det er sent. Radioen spiller mørk musik, selvom forårslyset stadig skinner ind og råber om kap med de lystne fugle og mit brunstige indre.
I morgen er det mandag, og jeg skal til eksamen. I fredags begyndte mit liv for allerførste gang.
Det bobler indeni, og jeg kan ikke læse. Tænker på din hud. Duften af dig. Vores varme og fugtige tunger. Mine hænder under din bluse. Først forsigtigt. Som brændende snemandskys. Og senere. Senere.
I baggrunden læser speakeren i radioen endnu et brev op. Det handler om kærlighed der gik tabt.
Jeg føler med ham der har skrevet og stadig lider. Godt det ikke er mig. Godt det aldrig bliver mig.
Så tager musikken over. Sange i mol. Stille nu.
… til at håbe …
”Hvad er det for en parfume?” spørger jeg kvinden.
”Det er da den jeg altid ...”
”Hvor er mine plakater?”
”Dine plakater?”
”Er det Maj, der har taget dem?”
”Maj? Hvad mener du? Søde skat, kan du slet ikke?”
Jeg mærker en rynket hånd på min kind og slår den væk.
Hvem er kvinden med rynker og tårer i øjnene?
Og hvem har taget mine plakater?
… på de ting …
Ser dig læne hovedet tilbage, første gang jeg trænger ind. Ser dig med studenterhue og smilet der smelter sammen med bøgen bagved. Ser flasker og flammer fra midsommer. Grå iglotelte og en festival der er vores.
Vi rejser ud i europa. Med rygsække fyldt med tøj og mod.
Vi kommer hjem. Sikre på os selv og hinanden. Vi skal bo i Brønshøj.
Duerne flyver omkring din hvide kjole, da vi går ned ad trappen til rådhuset. Jeg har lånt et jakkesæt, og de er der alle sammen. Nede foran trappen. Selv min søster Maj.
… som skal komme …
Solen stråler på dig, og du har vores mirakel på armen. Hvordan kan fingre være så små?
Senere, meget senere men alligevel kun et sekund, kører vi til stranden. Vores mirakel er blevet til to, og du fordeler saft, kys og klap helt om på bagsædet. Og det elsker jeg dig for.
Ligesom jeg elsker din bemærkninger, om naboens kone der bliver tykkere. Huden der er begyndt at hænge under dine arme. Fordi det er din hud, og selvom du bliver rasende, når jeg siger det.
Og pludselig er det os der står neden for trappen og ser vores mirakel vinke. Hun har sin mors hvide kjole på.
Hvordan kan små fingre blive så store?
… før end livet ...
”Jeg kommer igen i morgen, ikke?” Hun snøfter.
”Hvem har taget mine plakater? Jeg vil have mine plakater!”
Kvinden med det grå hår lukker døren bag sig.
Jeg ser rundt i et værelse, jeg ikke kender.
Men parfumen. Jeg kender parfumen. Det er jo den, du bruger.
… er omme …
