Det er en smuk dag, og hvis jeg havde været i live, havde jeg løftet langemand mod døren til kirken og spyttet. Vendt mig, løsnet det snærende slips og forladt lyden af de rungende klokker. Mine laksko havde passeret hen over det knasende perlegrus, trådt ud på fortovet og fundet nærmeste røgfyldte lokale med gyldne damer til halsen og lette damer til senere.
Det var sjovt nok, præcis den opførsel der sendte os videre. Det var min trang til nu´et, der fik hende til at sparke mig ud. Min pige. Min elskede.
Under mig spiller orglet op til bryllup.
Hendes krop dirrer mere end første gang. Eller som hun husker, den gjorde første gang. En rus i Vegas, hvor pianisten havde spillet forfærdeligt. Vistnok Elvis. De var vaklet ud af den neonoplyste kirke. Han havde kærtegnet hendes kind, og hun havde været nygift.
Stilletten vakler, og grebet omkring armen holder hende oppe. Hun drejer ansigtet og sender sin granfætter et smil gennem sløret, mens bryllupsmarchens akkorder fylder det højloftede rum.
Der er ingen ledige pladser. Festklædte gæster til højre og venstre for hendes blik. Hans gæster, der er klar til at byde hende velkommen til en tilværelse med faste spisetider.
Hun fanger sin brudgoms brune øjne, og varmen i maven bliver forvandlet til let kvalme og sitren ned ad ryggen.
”Hvad laver du her?”
Sådan havde hun snøvlende spurgt ham, da hun så brudgommen for første gang. Forvirret over at se sådan en som ham, sådan et sted som hende.
”Det samme som dig, smukke. Drikker, mens jeg leder efter mirakler.”
Han havde smilet, og hvide tænder havde fanget skæret af formiddag i den støvede bar. Smilet havde åbnet hendes fraskilte hjerte, og senere hendes trængende skød.
Nu skulle hun så giftes. Igen. Han var yngre end hende i alder. Stabil indkomst. Villa med bogreoler og uddannelse med papir.
Hun sætter farten mod alteret ned. Det er som om, der er en der kærtegner hendes kind, og det føles på samme måde som dengang, han kaldte hende sin elskede. Klikkene fra stilletterne blander sig med orglet, og pulsen banker i blodårerne. Så bliver der stille.
Jeg holder øje med kirken, og griner for mig selv over ironien i lige netop det. For det var annoncen med billedet der fortalte om deres bryllupsdag, der fik mig til at binde rebet om halsen. For det har altid været dig. Som kongen sang en nat i Vegas: You were always on my mind. Orglet er stoppet dernede. Om lidt er hun en anden mands. Jeg burde glæde mig på hendes vegne. Hun har fortjent bedre, end det jeg kunne give.
Døren til kirken går op, og hun træder ud, barfodet. Alene. Tårerne gør kinderne våde, mens hun løber ned ad stien. Nu træder et jakkesæt ud ad døren og kigger på den løbende brud. Der kommer en til. Ingen siger noget.
Jeg smiler, for jeg kender hende igen. Min pige. Min elskede.
Hendes krop dirrer mere end første gang. Eller som hun husker, den gjorde første gang. En rus i Vegas, hvor pianisten havde spillet forfærdeligt. Vistnok Elvis. De var vaklet ud af den neonoplyste kirke. Han havde kærtegnet hendes kind, og hun havde været nygift.
Stilletten vakler, og grebet omkring armen holder hende oppe. Hun drejer ansigtet og sender sin granfætter et smil gennem sløret, mens bryllupsmarchens akkorder fylder det højloftede rum.
Der er ingen ledige pladser. Festklædte gæster til højre og venstre for hendes blik. Hans gæster, der er klar til at byde hende velkommen til en tilværelse med faste spisetider.
Hun fanger sin brudgoms brune øjne, og varmen i maven bliver forvandlet til let kvalme og sitren ned ad ryggen.
”Hvad laver du her?”
Sådan havde hun snøvlende spurgt ham, da hun så brudgommen for første gang. Forvirret over at se sådan en som ham, sådan et sted som hende.
”Det samme som dig, smukke. Drikker, mens jeg leder efter mirakler.”
Han havde smilet, og hvide tænder havde fanget skæret af formiddag i den støvede bar. Smilet havde åbnet hendes fraskilte hjerte, og senere hendes trængende skød.
Nu skulle hun så giftes. Igen. Han var yngre end hende i alder. Stabil indkomst. Villa med bogreoler og uddannelse med papir.
Hun sætter farten mod alteret ned. Det er som om, der er en der kærtegner hendes kind, og det føles på samme måde som dengang, han kaldte hende sin elskede. Klikkene fra stilletterne blander sig med orglet, og pulsen banker i blodårerne. Så bliver der stille.
Jeg holder øje med kirken, og griner for mig selv over ironien i lige netop det. For det var annoncen med billedet der fortalte om deres bryllupsdag, der fik mig til at binde rebet om halsen. For det har altid været dig. Som kongen sang en nat i Vegas: You were always on my mind. Orglet er stoppet dernede. Om lidt er hun en anden mands. Jeg burde glæde mig på hendes vegne. Hun har fortjent bedre, end det jeg kunne give.
Døren til kirken går op, og hun træder ud, barfodet. Alene. Tårerne gør kinderne våde, mens hun løber ned ad stien. Nu træder et jakkesæt ud ad døren og kigger på den løbende brud. Der kommer en til. Ingen siger noget.
Jeg smiler, for jeg kender hende igen. Min pige. Min elskede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar