”Borgmesteren er optaget.”
Døren smækker hårdt. For første gang siden Samia startede på universitetet, mærker jeg tårer flyde. Men i dag er det ikke glædestårer. I dag har jeg fået nok. Raseriet breder sig fra brystet. Eksploderer i mine arme, og jeg hamrer og sparker på den massive dør.
”Hvis ikke du vil høre på mig, så brænder jeg mig selv!”
Vender ryggen til døren og løber ud i forkontoret, hvor en overvægtig kontorfuldmægtig med dovne øjenlåg rejser sig fra sit skrivebord og holder hænderne afværgende op foran sig. Men jeg tager fat i hende og rusker.
”Det er mit levebrød . Mit levebrød. Hvordan kan du bare sidde her og se på? Du kender mig. Jeg har altid arbejdet hårdt.” Jeg fikserer hendes blik.
”Det her - det er mit levebrød,” siger hun stille.
Jeg slipper og et langt øjeblik forvandles de brune øjne. Jeg ser sorgen i mors øjne, da far døde. Sorgen, da hun giftede sig med onkel. Tomheden, da jeg stoppede med skolen, og helligede mig frugtvognen.
Løber ud på gaden der stinker af pis og håbløshed. En bil dytter, og et par af mine faste kunder hilser.
”Salam aleikum.”
Men jeg løber forbi uden at hilse. I dag er det slut.
Jeg har betalt betjentenes fiktive bøder og opdigtede gebyrer, siden jeg var ti. Men i dag slog hun mig. Hånede mig. Tog min vogn, min frugt og min elektroniske vægt, som det tog mig otte måneder at spare op til. Jeg skylder stadig for den frugt. Min mor, onkel og brødre er sultne og søster Samias studier er dyre.
Luften er kølig i butikken, og kunderne ser forskrækkede ud. De er ikke vant til at se mig sådan. Den glade frugtsælger er ikke glad mere. Jeg griber en blå dunk, og farer ud på gaden igen.
”Jeg vil ikke mere!”
Og i det øjeblik ved jeg, hvor ligegyldigt det er. Ingenting bliver bedre. Ikke for sådan en som mig. Jeg kommer aldrig til at køre til torvet i en pickup fyldt med frugt.
”Mohamed! Stop!”
De kommer løbende inde fra butikken, da jeg tømmer dunken. Trækker lighteren op ad lommen og retter blikket mod rådhuset. Benzindampene river i næsen.
”Hvordan forventer du jeg skal leve?” råber jeg, inden flammerne befrier mig fra smerten.
Døren smækker hårdt. For første gang siden Samia startede på universitetet, mærker jeg tårer flyde. Men i dag er det ikke glædestårer. I dag har jeg fået nok. Raseriet breder sig fra brystet. Eksploderer i mine arme, og jeg hamrer og sparker på den massive dør.
”Hvis ikke du vil høre på mig, så brænder jeg mig selv!”
Vender ryggen til døren og løber ud i forkontoret, hvor en overvægtig kontorfuldmægtig med dovne øjenlåg rejser sig fra sit skrivebord og holder hænderne afværgende op foran sig. Men jeg tager fat i hende og rusker.
”Det er mit levebrød . Mit levebrød. Hvordan kan du bare sidde her og se på? Du kender mig. Jeg har altid arbejdet hårdt.” Jeg fikserer hendes blik.
”Det her - det er mit levebrød,” siger hun stille.
Jeg slipper og et langt øjeblik forvandles de brune øjne. Jeg ser sorgen i mors øjne, da far døde. Sorgen, da hun giftede sig med onkel. Tomheden, da jeg stoppede med skolen, og helligede mig frugtvognen.
Løber ud på gaden der stinker af pis og håbløshed. En bil dytter, og et par af mine faste kunder hilser.
”Salam aleikum.”
Men jeg løber forbi uden at hilse. I dag er det slut.
Jeg har betalt betjentenes fiktive bøder og opdigtede gebyrer, siden jeg var ti. Men i dag slog hun mig. Hånede mig. Tog min vogn, min frugt og min elektroniske vægt, som det tog mig otte måneder at spare op til. Jeg skylder stadig for den frugt. Min mor, onkel og brødre er sultne og søster Samias studier er dyre.
Luften er kølig i butikken, og kunderne ser forskrækkede ud. De er ikke vant til at se mig sådan. Den glade frugtsælger er ikke glad mere. Jeg griber en blå dunk, og farer ud på gaden igen.
”Jeg vil ikke mere!”
Og i det øjeblik ved jeg, hvor ligegyldigt det er. Ingenting bliver bedre. Ikke for sådan en som mig. Jeg kommer aldrig til at køre til torvet i en pickup fyldt med frugt.
”Mohamed! Stop!”
De kommer løbende inde fra butikken, da jeg tømmer dunken. Trækker lighteren op ad lommen og retter blikket mod rådhuset. Benzindampene river i næsen.
”Hvordan forventer du jeg skal leve?” råber jeg, inden flammerne befrier mig fra smerten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar