Jeg slås for Danmark. Kæmper stadig for alt hvad jeg har kært. Så Stauning vakle. Så Stauning falde. Så dem samarbejde, og startede min egen kamp. Aldrig mere en 9. april.
Tusmørke over Kongens København, og den lette, lune brise kærtegner min nøgne krop. Heroppe på øverste etage kan ingen se, jeg har taget mit sorte sæt af.
Klokken er 23.33, og det er her, jeg venter på hende og på morgendagen.
Altanen simrer stadig af varme, og udsigten over Islands Brygge, byens lys og byens tårne minder mig om al den tid der er gået. Dengang snakkede de om sameksistens og alliancer, og i dag snakker de om sameksistens og alliancer. Ansigterne er forandrede og personerne er nye, men ordene er stadig nøjagtig de samme. Underdanigheden, eftergivenheden og manglen på vilje er stadig nøjagtig den samme. Men det får ikke lov til at ske igen. Denne gang, gør jeg hvad skal gøres.
Pladeskrat, klaverpuls og en stemme fuld af længsel strømmer ud på altanen. En blid dråbe sommerregn rammer min næse, og jeg synger med.
Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd.
Heroppe falder maskerne. Klokken er 23.40.
Det er små viljeløse børn der sidder på taburetterne igen. Børn der aldrig har oplevet afsavn. Børn der smiler af deres bedsteforældre, når gavepapiret bliver foldet sammen, strøget og brugt igen til næste år, og børn der kigger ned, når jeg taler om fædrelandskærlighed. For børnene taler selv om samhandel og en fri verden bundet sammen af bi- og multilaterale aftaler, og de tror på FN og dialog, og de tror på velstand og demokrati som det eneste der sikrer Danmark en fremtid. Men fremmede soldater stopper ikke, når en flok fuldfede snotunger der er gået siddende gennem livet, rækker hænderne frem og vil tale om tingene. Soldater tager det, de kan, fordi de kan. Der er ingen forhandling. Den kære Kong Christian den 10. ønskede den tyske fører tillykke med dagen, og så blev Danmark bidt af tysken uden at bide igen.
Det er en smuk aften, og min rustne stemme blander sig med Liva Weels udødelige.
Glemmer du, så husker jeg det ord for ord ...
Mit glas balancerer på dem mørke trækant der skiller altan fra frit fald. Et lille puf, og så er det fanget af større kræfter. Der er 40 meter ned til fliserne, og der vil gå cirka tre sekunder fra det lille skub, før sten og krystal mødes og spreder splinter og rødvin over vores fællesarealer. Glasset bliver stående, for der er sat nok i gang for nu.
Klokken er 23.50, og det ringer på.
Jeg kan huske, da opgangene lugtede af kål og frikadeller med hestekød. Dengang var de ikke låst, og en entre var lille og mørk. I dag er den hvid, og dørtelefonen har en 4” farveskærm. Billedet hakker en anelse og der er en pil gennem det røde hjerte på hendes blege skulder. Hun roder i sit kortklippede, pjuskede sorte hår, slår paraplyen ned og spytter tyggegummiet ud. Hun ved, hvad jeg syntes om det.
”Du er tidligt på den.”
”Luk mig nu bare ind.”
”Tag blusen af.”
Jeg mærker den gamle varme, for hun tøver ikke et sekund.
”Bukserne.”
Hun lægger paraplyen på fliserne, knapper de stramme jeans op og trækker dem af.
”Resten.”
Min vejtrækning er tung.
BZZZZZZZZ...
Jeg trykker hende ind, og leger med tanken om hendes mælkehvide nøgne krop på gangen, i korridoren, i elevatoren, og udenfor min dør der går op, så hun kan komme ind. Første gang hun besøgte mig var hun tolv, og jeg ser hende i min gamle lejlighed på Gammel Strand. Dengang sitrede den fine bløde, uberørte hud af nysgerrighed. Det er fem år siden og tiden har sat de første fine aftryk.
Den spinkle krop ryster, da hun trykker sig ind mod mig. Ved hun, at det er tid nu?
Hun river sig løs, og går ud på altanen og snuser til mine tomatplanter.
Dronning Sofie havde tomaten, kærlighedsæblet eller Poma Amoris i sit kammerregnskab, og siden dengang har den overlevet. Selvbestøvet og krydsbestøvet gennem generationer, for nu endelig at blomstre her hos mig. Jack er krydsbestøvet, og i morgen vil de sidste blomster folde sig ud. Han har altid haft let til vrede, så når han ser hvad der er sket med Jessica ...
”Du er langt væk,” siger hun og kører hånden gennem sit hår.
Jeg elsker hende stadig. Der er 40 meter ned, og der går omkring tre sekunder. Er det vinden der er blevet kold?
Hun tripper indenfor igen og ser på de billeder, jeg ikke har pakket ned. Det var der ingen grund til i dag. Hun stiller sig selvfølgelig foran Jack, der ligner en helt almindelig lille dreng.
”Hvem er det?”
Jeg stiler mig bag hende og nyder hvordan nakken forvandler sig til baghoved.
”Er det ... din søn?”
Jeg kan stadig huske, da ingen vidste præcist hvad han indeholdt. Vi havde kun vores forhåbninger. De første tegninger var bare meningsløse streger på et blankt stykke karton. Kaotiske kradserier, streger og farver uden tanke, men pludselig begyndte de at tage form. Billeder af mine tanker. Billeder af vores tanker. Og så, det røde skær i øjnene. Første gang kostede det en hel afdeling, og en helvedes masse tid og ressourcer på at dæmpe rygterne bagefter. Og han var ikke mere end 15 måneder.
”Ja.”
”Ham har du da aldrig fortalt noget om.”
”Nej.”
Han er min søn. Eller det tætteste jeg kommer på. Den førstefødte. Ham og Tom er mine sønner. Kain og Abel.
”Hvorfor? Savner du ham ikke?”
Betragter den spinkle nakke, og kan næsten høre et tørt knæk. Rusland. Kina. USA. Indien. Tyrkiet. Vi giver os ikke. I morgen viser vi dem, hvad vi egentlig er i stand til. Måske bukker jeg under, men kampen fortsætter til det sidste. Jack fortsætter til det sidste.
”Kom med.”
Trækker hende ud i det fri, og herude står vi tæt sammen uden at sige et ord.
Klokken er 00.05.
Jeg har ventet og nu er morgendagen her. Løfter den tynde krop op og udover, og slipper uden at møde hendes blik. Hun skriger ikke. Der er tavshed hele vejen ned, og lyden af 65 kilo kød og knogler der knuses mod fliserne når ikke helt herop.
Jeg er den nøgne mand i sort, og jeg kæmper for alt hvad jeg har kært.
