Rage, Jack IIII

Luften trækker sig sammen og eksploderer i et dumpt, dybt drøn, da jeg smider tændstikken ind i benzindampene og begraver Stefan i meterhøje og alt for tidlige midsommerflammer. Jeg læste engang, at brændt menneskekød lugter sødt. Men den tykke, sorte røg, der bevæger sig ud over Øresund og den dalende sol, stinker af benzin, brændt hår og for tidlig død. Og det er bestemt ikke nogen sød duft. Jeg tager en dyb indånding for at holde den fast.

”Kom godt afsted, Stefan,” hvisker jeg og følger de sorte skyer der forsvinder op mod den rosa streg på himlen.

”Du var en kriger.”

Krigeren brænder, og vinden hiver mig i håret. Horisonten giver frit udsyn mod det land, han gav alt og som åd ham til sidst. Fra ilden til asken. Og snart driver du med blæsten tilbage.

Jeg vender ryggen til ilden og åbner døren til Stefans A5. Sætter mig i læderet og sprøjter 98 oktan gennem 24 ventiler med et let tryk med højrefoden. Uhyret brøler. Det var første stop. Jeg skal have nye hjul, og så er næste stop Bagsværd. Jeg håber hun er hjemme.

--

Jeg skifter i Lomma. En fabriksny Audi med en sort, støvet Volvo, der er tæret langs panelerne. Det er godt, jeg ikke handler med biler. Men Volvoen starter fint uden nøgle, og jeg ved, der bliver holdt øje med Stefans bil.

--

Mørket har lagt sig over Bagsværds murermestervillaer, nyklippede græsplæner, gamle frugtræer og velnærede tilfredshed med livet.

Min højre støvle skubber et par røde og blå matchbox biler ud i vejkanten. En glemsom lille knægt, der er løbet ind, for at spise til aftens med mor, far og søster, og nu ligger og drømmer om dagen i morgen, hvor han vil samle bilerne op fra kanten af vejen, ganske tæt på den rustne rist, og igen love sig selv, at det er sidste gang han glemmer dem derude.

De grå granitskærver knaser under mig, da jeg roligt går ad stien op mod hoveddøren. Her stopper min finger foran den runde, hvide knap sekundet før, jeg har røbet min tilstedeværelse. For jeg kan mærke dårlig energi.

Jeg håber på, hun ikke er hjemme og glider ned under de stirrende, tomme vinduer, og om i baghaven. Der er intet lys. Ikke så meget som en skide sparepære er der tændt.

Hun er en af dem, som jeg altid kan høre. Ligesom der er nogle der har stemmer, der brænder og skærer sig gennem den mest massive mur af støj, har hendes tanker altid skreget til mig. Viftet og vinket, så jeg ikke kunne undgå at høre hende. Men her. Midt i mørket. Midt i forstaden hører jeg ingenting. Mærker kun et stik i brystet og følelsen af, at være kommet for sent.

Finder Gaffa-tape frem og laver et kryds på glasdøren ud til haven, og nøjagtig samtidig med at naboens hund hyler og en sky dæmper lyset fra oven, knuser jeg glasset med et kvalt klir. Ingen larm og ingen skår på gulvet.

Jeg lukker døren op, og ånder tung indelukkethed og støv fra mahognimøblerne. Hendes stue fortæller mig, at hun er det ordensmenneske jeg regnede med. Går forbi spisebordet og sofamøblerne og åbner døren til soveværelset. Synet her fortæller mig, at hun ikke længere er ordensmenneske. Hun var ordensmenneske.

For der ligger hun. Den hvide dyne og puden er plettet af størknet blod, og alligevel ser det ud som om, hun bare ligger og drømmer. Kun blodet og indgangshullet i tindingen fortæller en anden historie.

”Marie,” hvisker jeg.

Jeg kendte hende egentlig ikke særlig godt, men det var hende, der besøgte mig på sikringen. Hende der fortalte historier med sagte stemme, der næsten lullede vagterne i søvn, mens hendes tanker skreg den sande historie for mig. Det var hende, der fortalte mig, at vi to var første generation. Forskellige og alligevel, så vigtige for hele det projekt vi åbenbart var en del af.

Jeg har lige lavet aske af Stefan, og nu ligger den sidste jeg kunne stole på med et hul i kraniet. Det er bestemt ikke en af mine bedste dage.

Trækker den blodige dyne over hendes ansigt og går tilbage i stuen. Finder den bogreol, som var en af de ting hun fortalte mig om. Fjerner bøgerne fra hylderne, trækker den til side, og stirrer ind på en rå væg.

--

Første gang hun besøgte mig, kunne jeg høre hende, længe før jeg trådte ind i besøgsværelset med de fesne, gule vægge og sløve, støvede potteplanter.

Jeg ved du kan høre mig. Lad som ingenting.

Først troede jeg, at det var en af de andre indsatte, og jeg var stoppet op på gangen. Deres tanker var også højråbende og insisterende. Også var de for det meste langt mere interessante end de trivielle emner som jeg kunne høre på udenfor. Derude plejede jeg som regel bare at lukke af, men inde bagved murene var det svært ikke at være nysgerrig. Vagten havde forsigtigt skubbet mig videre.

Jeg havde åbnet døren og der sad hun. Hendes hår havde allerede dengang en grå stribe, og hendes øjne var milde.

”Hej Jack, godt at se dig igen,” sagde hun, mens hendes tanker skreg.

Lad som ingenting. Lad som om du kender mig.

Og jeg satte mig foran hende, mens hun legede gammel veninde, der aldrig havde fundet manden i hendes liv, og nu havde besluttet sig for at kaste sin sidste rester af kærlighed og energi ind på at frelse en sjæl, der var endnu mere fortabt end hende selv.

Men under legen, og foran vagten, fortalte hun mig hemmelighederne. Hun fortalte mig hvorfor det var vigtigt, at jeg kom udenfor. Hun fortalte mig, hvordan jeg kom udenfor, og hun fortalte, hvordan jeg fik dem til at lade mig være, når jeg kom udenfor.

Også fortalte hun mig selvfølgelig også, hvad det var, hun skjulte bagved reolen.