Han strøg hånden over låret på sin sorte habit og stirrede på mappen foran ham. På forsiden havde han selv skrevet Jack med tydelige, stejle versaler. Det ville være den sidste mappe af alt for mange. Indenfor en uge ville det, der engang startede som en ide, og siden blev et potentiale der fik magtforholdene i den gamle nato-alliance til at vippe, ende med at være fortrolige sagsmapper, der om præcis tredive år ville blive overdraget til statens arkiver, og først være tilgængelige for pressen og pøbelen om et trekvart århundrede. På det tidspunkt ville ingen af de implicerede formentlig trække vejret mere. Formentlig ville det være længe siden, de havde gjort det.
Han åbnede mappen, bladrede og så på billederne af en spinkel pige med maskinklippet hår. Læber, næse, ører og øjenbryn stoppet med piercinger. Det var et gammelt billede, og alligevel måtte han stoppe trangen til at spytte. Hvis det havde været hans egen datter, havde han selv givet hende tæsk. Gad vide om Jack også ville have givet hende tæsk, hvis ikke han havde været spærret inde.
Han tog telefonen og slog den raspende forvrængning til.
”Tom. Min dreng,” sagde han.
”Ja.”
”Jeg har et nyt emne til dig.”
”En ung mand. Hans navn er Anders Danielsen. Han er en af vores. Uden x-power. Men pas på alligevel.”
”Okay.”
”Det er godt, min dreng. Lad nu være med at skuffe mig.”
Han lagde på. Strøg sig igen over låret. Tastede igen og ændrede forvrængningen med et klik.
”Hallo.”
”Er det Anders Danielsen?” spurgte han.
”Ja.”
”Så er tid.”
”Nu?”
”Ikke lige nu. Indenfor de næste 48 timer bestemmer du selv hvordan og hvornår.”
Der var stilhed i den anden ende.
”Er du der?”
”Ja, ja. Jeg har forstået.”
”Godt.”
Igen dvælede hans tanker ved Jack. Jack, der nu var på vej til at vise dem, hvor han havde gemt den eneste grund til, at de stadig brugte dyrebare ressourcer på ham. Jack, der indenfor de næste 48 timer ville miste sin datter, og så ville Jack og Tom være de eneste, der var tilbage med det enestående og dyrebare arvemateriale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar