Rage, Jack V

Tungt, støv fra den revnede mur slører strålerne fra den gamle, fede måne. Jeg kigger ind gennem hullet på to bokse støbt i pansret stål og fylder lungerne med tjære, nikotin og kulilte. Min glød lyser svagt på det firkantede tastatur, og et diskret klik fortæller, at jeg har tastet den rigtige kombination.

Jeg tager den sorte æske fra hylden i det første skab, og mærker lettelsen, da både nøglekortet til den lille nedfrysningstank og USB-stikket ligger hvor de skal.

I det næste skab ligger min gamle Heckler & Koch. Hun blev bygget til mig, og spytter 900 gange 10 millimeter død i minuttet, når jeg holder aftrækkeren inde. Det er mere end hendes søstre, og derfor jeg kysser hende på siden af det korte, kolde sorte løb.

--

Manden med de skarpe pressefolder, så op på sergenten foran det tunge skrivebord.

”Han kører mod København nu,” sagde sergenten.

”Det er fint. Vi kører som planlagt.”

Jakkesættet rejste sig, strakte ryggen og knækkede sine fingre. Så snart, Jack havde gjort det, han skulle, ville han få sig en overraskelse.

--

Jeg kører gennem majnatten og Bispebuen. Til venstre ad Jagtvej og ned langs med kirkegården. Og jeg parkerer lige der hvor der engang var posthus og går ned mod Metro-skiltet ved Runddelen. Det røde M lyser gennem mørket, og de stejle rulletrapper kører mig ned i dybet.

På perronen ved Linje M3 mod Rådhuspladsen, står jeg sammen med en gruppe højtråbende teenagere med søgende blikke og flasker i hånden, et småberuset ægtepar og en gammel, tyndhåret dame der hvisker uforståelige ord.

Jeg går hen mod døren med den gule trekant og tager min Leathermann frem. Folder låsedirken ud og stikker den i metalcylinderen.

”Hey! Dig. Med frakken. Hvad laver du?”

En kåd teenager i sort træningstøj og gummisko har fået øje på mig og øjner en chance for øget respekt og avancement i gruppens hierarki. På mine vegne, vel at mærke. På den forkertes vegne, vel at mærke. Jeg vender mig og trækker frakken til side, og selv om han er ung, er han smart nok til at holde kæft, når han ser en maskinpistol, og et blik fra en mand der mener det. Klog dreng. Han skal nok klare sig.

Jeg åbner døren og glider ind i røret hvor de førerløse tog kører i døgndrift. Over mig ligger de døde og rådner, og jeg sender en af dem en kærlig tanke, da jeg springer ned på sporet. Skinnerne summer for det næste tog kommer nærmere. Løber mod det grønne skilt med den hvide mand, og hopper op på kanten. Der er tre trin under nødudgangen. Det ene er hult, og gemmer på vores lille hemmelighed. Det var Marie der fandt på, at vi skulle have to nøglekort og to lister. Bare lige for en sikkerheds skyld. Jeg løsner trinnet med det brede blad på kniven, og stopper den sorte æske i inderlommen, da toget suser forbi mig.

--

Portieren i den dæmpede belysning og nedslidte lobby, kigger på mig med grå øjne der har set det meste, og jeg kan ikke bedømme, om de er trætte på grund af dét, de har set, eller det bare er ganske almindelig dødelig mangel på søvn.

”Til højre når du kommer ud,” siger han og nikker mod elevatoren, mens han skubber nøglen hen over disken.

--

Jeg låser mig ind i nummer 217, og tjekker udsigten og de parkerede biler. Bagefter smider jeg frakken, lægger Heckler & Koch på sengen og åbner min computer.

Jeg har tre filer på mig. To af filerne rummer, rigtigt sat sammen, oplysninger om attentater og aktioner, der kan koste regeringssæder overalt i Europa. Men det er ikke på grund af dé filer, at jeg fylder mit glas til randen med røget whisky. For jeg er kold overfor Europa. Jeg er kold over for politik og alverdens regeringer. Jeg er i det hele taget fuldstændig og aldeles ligeglad og iskold. Men filen Stefan gav mig, inden hans hjernemasse blandede sig med svenske skovmyrer, indeholder alligevel noget, der får min hånd til at ryste, da jeg fører glasset til munden.

Jeg sætter USB-stikket i med et lille klik. Processoren arbejder og jeg åbner den eneste mappe der er på stikket. Den hedder Jessica, og der er en undermappe for hvert eneste år af hendes liv. I et forvirret øjeblik overvejer jeg, at lukke computeren ned og smide stikket ud. Begive mig ud i natten og finde nogle at tømme flasken med.

Så klikker jeg, og åbner den mappe, der handler om hendes allerførste år på denne jord. Det eneste år, hvor jeg måske kan genkende noget.