Jeg tygger groft brød med fedt, skinke og en sennep der virkelig giver luft i næsen. Den svenske ødegård er fin. Der er langt til naboerne, og den er principielt uden for det danske militærs jurisdiktion. Det burde give os tid. For hvis de selv skal komme og hente os, er de virkelig i gang med en tung, tung bureaukratisk opgave.
”Skål, du gamle” siger Stefan og hæver glasset igen. Hans lyse kortklippede hår og blå øjne har ikke forandret sig.
Vi skåler og lader som om, vi bare er to soldaterkammerater i deres bedste alder, der endelig er kommet på den tur, de har talt om hver gang, de har mødtes i de sidste mange år. Lige nu er der ingen af os, der har lyst til at bryde den illusion.
”Hvad så, Stefan. Har du børn?” spørger jeg og sætter glasset fra mig.
”Ja, to. Tvillinger. En dreng og pige”
”Okay. Tillykke”. Vi hæver glasset og hilser.
”Hvor gamle er de?”
”Hvad er de?” Han ser op, som om at hans børns alder tilfældigvis er malet i loftet.
”De bliver snart 17”.
Det var den åbenbart.
”Voksne børn”
”De bor hos mor. Så jeg ser dem ikke så tit”
”Okay..ja, det er jo ikke første gang, at folk går fra hinanden”
En variant over de kloge ord ”ja, sådan er dét”. Et punktum. En afrunding. En pause. Glassene bliver fyldt og så er det min tur.
”Hvordan er Jessica?”
Jeg har ikke set hende, siden hun vejede omkring 5 kg.
”Hun er sin egen. Ligesom dig. Hun har ikke haft det nemt altid, men nu klarer hun sig. Hun er en overlever”
”Okay”
”Hun faldt ikke rigtig til hos nogle af plejefamilierne”
”Plejefamilierne?”
Hvad har jeg tænkt på? Hvad ellers? En far på psykiatrisk og en død mor. Ingen bedsteforældre. Havde jeg forestillet mig et fint og rart lille skolehjem med en forstanderinde og en masse søde lærerinder. Engang imellem er jeg bare for dum. Ganske enkelt.
”Jeg kunne ikke tage mig af hende. Eller jeg fik ikke lov”
”Det er noget man skal have lov til, når man stiger i graderne?”
Han rykker tilbage i stolen og blinker med øjnene. Kigger væk.
”Jeg holdt øje med rapporterne. Jeg kunne ikke gøre meget. Tingene ændrede sig allerede dengang”
”Holdt øje med rapporterne. Du er hendes gudfar!”
”Ja. Lige præcis. Jeg fik ikke lov, fordi det var din datter, Jack. Det var jo ikke nogen hemmelighed. Det var en kamp bare at få lov til at rekvirere rapporterne”
En dyb indånding.
”Hvor mange plejefamilier?”
”Ti. Tolv. Mange. Jeg kan ikke huske det nøjagtigt”
Jeg har aldrig kendt mine forældre. Det var forvirrende, men jeg har trods alt kun skulle forholde mig til én far og én mor der ikke var der. Prøver at forestille mig ti eller tolv. Det er svært, og det er for nemt at bebrejde Stefan noget, når jeg selv sad og gemte mig på en kolbøttefabrik. Jeg tænder en smøg.
”Jeg har alle rapporterne på hende”
Han rejser sig og kommer tilbage med et USB-stik.
”Lad os snakke om noget andet. Du kan selv læse dem, når du er alene”
Jeg griber stikket i luften. Det føles tungere end sådan et plejer at gøre.
”Hvad så? Skal vi sidde og længtes efter gamle dage?”
”Nej. Jeg vil spørge dig om gamle dage”
Jeg ser på USB stikket og tænker på gamle dage.
”Vi skal langt tilbage. Før ulykken” fortsætter han.
”Ulykken kommer jeg tilbage til. Lige om lidt”
Jeg ser mig selv på en fjern majdag. Lige før min verden for alvor styrter sammen.
”Inge, kom nu bare. Drop det. Jeg kører dig”
”Vi var et godt makkerpar dengang” siger han og stirrer igen op i loftet. Jeg kigger også op. Bare lige for at være sikker på, at der ikke står noget.
”Og alligevel var vi så forskellige. Var du virkelig allerede klar over det dengang? Så du verden så klart?”
”Stefan. Lige nu aner jeg ikke hvad du snakker om”
”Dengang jeg startede i enheden. Der blæste nye vinde. Alt var klart til at blomstre. Jeg troede på det dengang”
”Troede på hvad?”
”En bedre verden. En ny start. Nu var det endelig tid. Min generation ville starte på en frisk. Etablere den nye verden på fornuft og folkestyre”
Jeg fisker endnu smøg frem. Jeg har stået for mange afhøringer, og de har lært mig hvornår det er tid til at holde kæft og ryge.
”Jeg havde været i Berlin dengang, du. Det gamle øst. Foråret 1990. Det er først nu, jeg kan se hvor ung jeg egentlig var. Har tænkt meget over det siden”
Han tænder en af sine hjemmerullede og blikket bliver fjernt. Hvad er der med det loft?
”Der var sådan en følelse af, at stå i centrum for alting. At historien startede lige nu. Du kunne flytte ind hvor du ville. Staten var væk. Politiet var væk. Der var bare fællesskab. Fik du en ide, var det bare at gå i gang. Her og nu. Nye strukturer, folkekøkkener, fester”
Prøver at forestille mig, Stefan feste i et besat hus i det gamle Østtyskland og kan ikke få det til at stemme.
”Har du besat huse i Berlin?”
”Nej. Jeg besatte dem ikke. Jeg flyttede bare ind. Fulgte med og blev grebet. Jeg mødte en pige det forår. Hun var.., jeg kunne ikke gøre andet end at følge med hende”
Der er altid en pige. Alle historier starter med den her fantastiske pige. Prinsessen der giver alting mening.
”Men du troede aldrig rigtig på det?”
Jeg svarer ikke.
”Gjorde du?”
”Undskyld. Jeg troede du var i gang” Jeg suger på min smøg og blæser røg ud over bordet.
”Men nej. Jeg troede aldrig på det. Når en krig slutter, starter en ny. Et magttomrum er kun et spørgsmål om tid. Sådan er det”
Jeg betragter røgen der langsomt opløses i lyset fra den svenske sol.
”Hvor lang tid gik der fra genforeningen til politiet rykkede ind og ryddede jeres huse?”
”Ikke lang tid. Det gik stærkt. Omkring seks uger vil jeg tro”
”Præcis. Om det et par hundrede huse i Berlin eller om det er sammenbrudte stater eller sammenbrudte styrer. Det gør ingen forskel. De får ikke lov til at passe sig selv”
”Ja. Men dengang. Det var anderledes. Det var folket, der havde tvunget det igennem. Det var politikerne der måtte give efter”
”Give efter? For Sovjet var det et spørgsmål om at redde det, der kunne reddes. Sgu ikke folkets interesser. Et folk uden stat er ikke andet end flygtninge, der kan sparkes til. Gorbatjov havde nok at slås med for at holde sammen på sit Sovjet. Hvis han havde haft midlerne, havde han ikke givet slip. Kineserne havde midler og de slog hårdt ned, da folket gik på gaden. Det gav kritik, ja, men det gav også ro.”
”Men er det rigtigt, Jack? Syntes du, det er rigtigt?”. Jeg kan se på ham at det er vigtigt, så jeg dæmper min irritation.
”Rigtigt. Forkert. Hvad betyder det, hvad jeg syntes? Østblokken faldt. Den kolde krig var slut og en ny kunne begynde”
”Ny krig. Jugoslavien? Srebrenica? Vi var der jo sammen. Du kan da ikke give Sovjets sammenbrud skylden for den krig”
”Jeg snakker ikke om Jugoslavien. Og jeg snakker slet ikke om skyld. I Sarajevo havde der levet katolikker, ortodokse, muslimer og jøder side om side i mange generationer. Pludselig eksploderer det. Hvorfor? Fordi chancen er der. Der er ingen skyld. Folk slås, når de kan se, at det kan føre til noget. Det er kun dem uden håb, der starter krige der ikke kan vindes”
Nu er vi pludselig tilbage i de gamle dage. Diskussioner om verden. Historien. Og fremtiden. Havde næsten glemt hvordan det var, og han har ikke ændret sig siden. Det har jeg så heller ikke.
”Krig er verdens naturlige tilstand? Jeg tror stadig ikke på det, Jack. Så er politik ligegyldigt”
”Stater slås altid. Og når først tingene spidser til, bliver det rigtig grimt. Politikerne burde bare sørge for, at tingene ikke spidser til. Men det er jo ikke dét, der er på deres dagsorden”
”Var det derfor du forlod os?”
”Nej”
”Hvorfor så?”
”Det er lige meget nu. Hvad med dig? Så vidt jeg kan regne ud, har du lige brændt dine striber”
”Du er stadig den samme. Aldrig et ord om dig selv”. Han kigger op i loftet igen.
"Mine striber brænder fordi, at jeg stadigvæk prøver at gøre det rigtige”
Så kan vi høre det banke på. Tre hurtige slag på døren bringer os tilbage til virkeligheden, og jeg kan se, hans øjne spærre sig op.
”Hvordan kan de?”
Han siger det, jeg tænker, og spørgsmålet hænger i luften imens jeg følger hans blik hen på havedøren bag mig.
”Jeg ville have sagt det før”
”Ja?”
”Biluheldet. Dig. Inge. Det var ikke et uheld”
”Hvad?”
”Det var ikke noget uheld”
Han rejser sig og går ud mod hoveddøren, imens han viser mig fire spredte fingre bag på ryggen. Jeg snupper den kokkekniv, vi har brugt til at skære skinke.
--
De er klædt i ens sorte bukser og skjorter og har det samme maskinklippede hår. Sergenten har grågrønne øjne imens hans kollegaer har skjult deres med solbriller. De fleste ville blive forskrækkede hvis de stod foran hoveddøren. Jeg bliver nød til at smile ad dem, da de med meget alvorlige miner beder Stefan og jeg om at følge med.
”Hvem er død, drenge?”
Der er ingen af dem der svarer, og de følger efter os ud på den åbne plads foran ødegården. Deres biler må stå længere nede af stien, og nu kommer deres kollegaer frem fra bagsiden af huset. Fire stykker. De må have undervurderet os.
Jeg begynder at hoste og kan straks smage noget af det brune seje slim, jeg altid bliver belønnet med. Starter som en let irritation i halsen og udvikler sig til en dyb kaossymfoni af sønderrevet strube og tjære fra mine plagede lunger.
Forsamlingen er stoppet op, og jeg bevæger mig hurtigt om bag den nærmeste uniform og presser kniven mod hans strube.
”Tilbage. Smid jeres våben, op på række og hænderne bag hovedet”
Lederen reagerer hurtigt. Han tager fat i Stefan, afsikrer og sætter pistolmundingen for hans tinding. Jeg er imponeret.
”Smid kniven. Eller din ven dør”
Kan se på de grågrønne øjne, at han mener det. Det er mig der er vigtig lige nu. Stefan er blevet en bonde og kan undværes. Det er de store drenge der spiller skak nu. Ikke meget tid til at reagere, og det hér, havde jeg ikke forudset. Men Stefan plejer at være hurtig. Fordi jeg ved, at det vil ske, ser jeg det, og ja, Stefan er stadig hurtig, men i dag kommer han for sent. Han når kun at gribe hans højre hånd og vride sin egen tinding fri. Så lyder der et knald og blodet begynder at regne fra Stefans hoved, imens jeg ser alting ske med meget langsomme bevægelser. Stefans højre øjenæble der falder ned på hans kind, og bliver holdt fast i en lang tynd og rød synsnerve, imens kød og bensplinter fra næsebenet falder mod græsset.
Et hurtigt vandret snit med kokkekniven får soldaten foran mig til at gurgle blod og blive blød i knæene. Kniven er fra Japan, og jeg kunne allerede mærke kvaliteten, da jeg skar det første stykke skinke. Den er også god til struber.
Nu har jeg også hans pistol, og manden der lige har slået den eneste, jeg nogensinde ville overveje at kalde min ven ihjel, er den første der får 9 millimeter smadret igennem struberøret. Det er ikke noget pletskud, men det slår ham ihjel. To nede og seks tilbage. Manden foran mig må tage et par kugler, imens jeg retter sigtet mod de næste. Det bliver to rene perler. Projektilerne borer sig gennem solbrilleglassene og henholdsvis højre og venstre øje, imens de bliver slynget mod jorden. Deres baghoveder er åbne, og de ender deres korte liv foran en ødegård i Sverige. Øjeblikkelig symmetrisk død er nu smukt. Jeg sender de næste ud i mørket med blodet sprøjtende fra halspusåren. Så smadrer jeg knæene på de to sidste og sparker deres våben væk. Deres sergent er død, og det irriterer mig. Ville godt have fornøjet mig med ham, inden han definitivt lukkede øjnene. Nu må jeg nøjes med hans kollegaer. Jeg har ikke tænkt mig at skære i dem. Det ville ikke være det værd, imens de allerede ligger og skriger over deres knuste knæ. Kroppen har helt naturlige grænser for smerte. Stefan ligger på græsset, og der er græs i det øje der hænger på kinden.
”Nå, drenge. Hør efter! En af jer kommer til at dø meget snart!”
Når du fortæller folk, at de skal dø, imens du står med en rygende pistol i hånden, hører de efter. De holder op med deres skrig og ynk.
”Er der nogen af jer der har børn?”
Den ene rækker hånden i vejret og kigger på mig med øjne der minder mig om en hvalp, der lige er blevet sat på plads af en voksen hund.
”Jeg har to små og en kone”. Hans stemme ryster, ligesom hans kollega ved siden af.
Og jeg lader dem ryste af dødsangst. Jeg lader dem svede kold, kold sved. Jeg lader dem se deres unge liv passere og lader dem ærgre sig over alt det, som de ikke fik nået. Jeg lader dem fortryde og forbande, at det lige præcis var dem der blev sendt til Sverige i dag.
Så skyder jeg hvalpen og forvandler hans kone til enke med to små. Hans kollega begynder at klynke igen, og jeg kan ikke fordrage soldater der klynker.
”Du får to sekunder til at stoppe med at flæbe og tørre snottet væk fra næsen”. Jeg sætter et nyt magasin i pistolen. Klik.
”Hvor er jeres biler?”
”Nede af stien. 200 meter”
”Nøgler?”
”Sergenten” Han peger på manden der skød Stefan.
Jeg sparker hans latterlige døde hoved ind i en sjov vinkel, efter jeg har fundet nøglerne i hans skjortelomme og fisker en smøg frem. Nyder følelsen af røg langt ned i lungerne, imens jeg kigger på den sidste soldat. Han håber endnu. Jeg tager det sidste drag på cigaretten, smider den i græsset og trykker af. Sætter en stopper for hans håb. Der har aldrig været noget at håbe på fra min side.
Så smider jeg Stefan over skuldren og går hen mod hans nye bil. Han skal begraves ordenligt.
Stefan, for fanden. Hvad har du lavet siden du er gået fra oberst til en simpel bonde på ingen tid? Og hvad mente du med, at det ikke var noget uheld? Jeg var der for fanden. Det var mig der kørte bilen den dag.
Blinker noget væk fra øjnene. Han var en god dreng. Han var min bedste elev. Han var min datters gudfar. Han var min ven.
De har holdt øje med mig i lang tid. Vi har ladet hinanden være og holdt lav profil. Nu er de ude efter mig, og jeg er så sandelig også ude efter dem. Nu er det krig. Verdens sande tilstand, og der hvor jeg bedst kan lide at være. Nu er det mig eller dem, og adrenalinen pumper bare ved tanken. Det er på tide, at jeg finder min forsikring frem.
Jeg starter bilen og lytter til Stefans musik.
”Det der, er det mest solgte jazz album. Nogensinde”
Jeg tænder en prince og tænker på Jessica, imens jeg styrer ud ad skovstien og ned mod bilerne. Håber hun fik et smukt bryllup. Håber jeg får en smuk hævn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar