Rage, Første mellemspil

Drømmen om at snyde døden er lige så gammel som døden selv. Vores trang til at leve er armeret ind i vores livsbeton. Vores nukleinsyre. Vores DNA. Vi gør alt for at overleve, og vi gør alt for, at vores nærmeste skal overleve. Der findes masser af fortællinger om dén drøm. For de fleste gælder det, at det alligevel ikke er døden der bliver snydt til sidst. Gudinden Eos, bad Zeus om at skænke sin elskede, jordiske prins evigt liv. Det gjorde han, men Eos havde glemt at bede om evig ungdom, og prinsen blev gammel. Hans smukke, lange hår og glatte hud blev erstattet af grå hårtotter og rynker, og til sidst var han skrumpet ind til en senil, gammel stodder. Det eneste han havde tilbage var sit liv og sin stemme, så Eos forvandlede ham til en cikade, og hans smukke stemme gik over i evigheden som cikadesang. Det havde hun ikke regnet med, da hun bad Zeus om at skænke af udødeligheden, og sådan kan det gå galt, selv for gudinder, når mennesket skal leve for evigt. Der sker altid noget uforudset når døden skal snydes, men engang imellem kan det godt være smukt alligevel.

--

Sag. nr. H.D. 1037.2052.

Emne #347. Stefan Hammerhøjs dikatafon.

KLIK.

De andre kontorer er tomme og lysene er slukkede. De har sat deres sager tilbage i de grønne hængemapper, og skrivebordene er ryddede. Klar til i morgen. Jeg er den sidste på gangen, ja i hele bygningen. Igen i aften, og som altid nyder jeg det, når stilheden afløser dagens larm. Før i tiden talte folk ikke så højt. Det er som om, at folk ikke helt tror på, at deres mobiler virker og så lige snakker lidt højere for en sikkerheds skyld.

KLIK.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg laver det her. For første gang i min mangeårige tjeneste, tillader jeg mig at anvende etatens ejendom til fuldstændig privat brug. Det føles dejligt befriende. Selvom det bare er en gammel diktafon.

KLIK.

Det her bliver sikkert aldrig skrevet ned. Så skal jeg være heldig. Så skal medicinalindustrien og lægevidenskaben offentliggøre guldægget meget snart. Så kunne det være, at jeg fandt båndet frem på mine sidste dage, og satte mig med en flaske single malt og skrev min historie rent. Hvis tvillingerne læste det, ville de måske bedre kunne forstå, hvorfor jeg var, som jeg var.

KLIK.

Det stormer udenfor. Gad vide om det kan høres på båndet.

KLIK.

Det kan det ikke.

KLIK.

Lægerne siger, at jeg har omkring et halvt år tilbage med fuld livskvalitet. Fuld livskvalitet? De ved ikke, at jeg ikke kan finde på andet end at sidde på mit gamle kontor.

KLIK.

Det er underligt, når du ved, at det snart skal ske. Der var engang en fantastisk pige i Berlin, der fortalte mig, at du bliver ung, den dag du sætter dig selv højere end dine forældre, og at du bliver voksen den dag, du sætter dit barn højere end dig selv, og du bliver gammel, den dag dine børn bliver voksne. Ung, voksen, gammel, død. Det er sådan det burde være. Jeg er kun 42. Det er snart slut, og jeg når ikke at blive gammel.

KLIK.

Johan og Amalie. Jeg fik aldrig set jer, som jeg gerne ville, og jeg ved stadig ikke hvor det gik galt. Det er det jeg fortryder mest af alt. Jeg har lavet rigtig meget, som jeg ikke er stolt af, og det må jeg selv stå til ansvar for når dagen kommer. Men det er jer der holder mig vågen om natten, for I står til ansvar for mine fejl. Jeg håber ikke, at I hader mig. Og jeg håber for guds skyld ikke, at I er ligeglade med mig.

KLIK.

Så er jeg her igen. Sidder tilbagelænet i min gamle læderstol og nyder en hjemmerullet. Nøjagtigt som i går.

KLIK.

Det var startet lang tid før jeg kom til. Jeg tror ikke der er nogen der rigtig ved, hvornår det startede. Og jeg har efterhånden set meget. Jeg kan huske hvordan jeg trak på smilebåndet, da jeg så de første billeder af Dolly. En klon. Det var fagre nye verden for de fleste. Bare ikke mig og de andre indviede. Jeg kan huske fødegangen på den nedlagte base. Den lange række af små skaldede og ensomme babyer. Så langt væk fra alting. Små guder version jeg ved ikke hvad. Gad vide om deres drømme var anderledes. Jeg har altid gerne ville spørge Jack, hvordan det var, at være så anderledes. Hvordan det havde været, at være så anderledes. Men jeg fik aldrig spurgt ham.

KLIK.

Jeg må huske at spørge hvis jeg ser ham igen.

KLIK.

Jack. Han var deres kronjuvel. Kongen af sin generation, og alligevel blev de nød til at sætte ham ud af spillet. Russerne, japanerne, amerikanerne. Der var ingen der havde noget som ham. De var langt bagefter, men der er ingen, der ikke kan undværes i det helt store spil. Når tiderne skifter og venner bliver fjender, og fjender bliver venner, er det ligegyldigt, om du er resultatet af utallige års forskning og et hav af store, maskerede bevillinger. Måske er det bare fordi, jeg allerede havde set så meget og været med så længe, at jeg ikke fik kvalme. Hvor lang tid sad han på psykiatrisk? 10 år? 12?

KLIK.

Jeg har et halvt år tilbage, og jeg ved hvad de har sat i gang. De er virkelig efter dem nu, selvom de stadig er bange for Jack. Jeg håber, jeg kommer til at gøre det rigtige. Det er mit sidste ønske. At jeg kommer til at gøre det rigtige.