Rage, Tom I

Dejlig er jorden

Prægtig er Guds himmel

Skøn er sjælenes pilgrimsgang

Gennem de fagre riger på jorden

Går vi til paradis med sang

B.S Ingemann 1850.

--

Det var første gang, Tom havde været på den del af det nordamerikanske kontinent der nu havde selvstyre under det danske rigsfællesskab. Den ordning der i praksis stadig betød milliardstore bloktilskud, tilstedeværelse af dansk militær, og at den fastboende befolkning havde de grundlæggende rettigheder til råstofferne, men at økonomisk udnyttelse af rettighederne skulle ske i samråd med den til enhver tid siddende danske regering.

Han havde altid rejst meget, men kun når der havde været et formål med turen, og nu var der altså et formål med en tur til den store kolde ø.

Han var kommet svævende langt over alting, som han altid gjorde når han tog på sine særlige ture, og han havde set hvordan den store klump af frosset nedbør dukkede op midt i oceanet. Havet havde altid fascineret ham når han rejste. Der var så stort, så uudforsket, kraftfuldt og mørkt. Fra den vinkel han kom fra lignede øen et stort får med et deformt bagparti, med Nuuk liggende lige der hvor ørerne ville have siddet. Men han skulle ikke til Nuuk i nat. Han skulle ud på halen af det store får lige ved Baffin bugten. Der lå hans destination og ventede. En base og et hjem, som kun få kendte til, og her skulle han gøre det, han havde gjort, næsten lige så længe han kunne huske.

Stemmen i telefonen havde været den samme som altid. Den stemme, der stadig kunne få hans krop til at ryste og få iskold sved frem på hans pande. En raspende og nasal stemme, der informerede ham om emnet og fremgangsmåden, og altid sluttede med ordene:

”Det er godt, min dreng. Lad nu være med at skuffe mig”

Da mørket endelig var trådt i karakter og havde visket ismasserne i horisonten ud, landede han foran de tre aflange betonklodser der udgjorde basen og undrede sig over den manglende bemanding. Ikke at det gjorde nogen forskel for ham. Hvis der havde været bevæbnede vagter, ville de ikke have set ham. Det var bare en af grundene til, at han var så dygtig til sit job. Alligevel gav det ham en fornemmelse af, at basen ikke var som den plejede at være. At den allerede var forladt. Der hang intet flag og markerede danske interesserer. Det var kun vinden der peb, og de klare snekrystaller der langsomt lagde sig på hans skuldre og bygningen foran ham.

Han gik ind ad hoveddøren på den midterste bygning uden at stilheden blev brudt af sirener og stod i et opholdsrum på omkring 70 m2. I den ene side stod små runde borde og trebenede stole. I den anden side stod lange aflange borde og små høvlebænke. På hylderne langs med væggene kunne han se kasser med Lego, plasticbiler, computere og små dukker.

Han stoppede op, lukkede øjnene og snusede ind. Hans gamle ritual, som han havde holdt fast i siden den første gang. Så trådte han videre. Ned ad gangen til højre som han havde fået at vide. Forbi et mørkt og slukket køkken, der duftede svagt af både sæbe og let fordærvet kød. Videre forbi en lille fjernsynskrog med bløde stofsofaer og grønne planter, og ned langs en gang der var dekoreret med børnetegninger fra top til bund kun afbrudt af dørene der lå overfor hinanden med ca. 5 meters mellemrum mellem hver.

Han stoppede op foran den første dør til højre og lyttede. Et stykke A4 papir bekendtgjorde med store, skæve blå blokbogstaver, at her boede Karl og Simon. Stadig stilhed.

Døren gled lydløst op og han trådte ind i værelset til Simon og Karl, der lå trygt i deres varme senge langs med hver sin væg.

Månen havde gemt sig og det svage lys flød dovent ind ad vinduet bagerst i værelset, og han gled over mod sengen til venstre. Han gættede på, at Simon eller Karl kun havde rundet de fem år, som han lå der på ryggen med sin korte højre arm strakt over det lille hoved, hvor der stadig voksede fint, lyst hår.

En mumlen fik ham til at vende sig, og kigge mod den anden dreng. Han kunne se, at han lå uroligt, og det fik ham til at svæve over mod den anden seng. Han havde også lyst hår, og havde en slående lighed med den anden dreng. Tvillinger?

Han stod og betragtede drengens øjenlåg vibrere, og tænkte på hvad drengen mon oplevede lige nu. Det så ikke ud som om at det var noget rart, og i et øjeblik vendte hans gamle mareridt tilbage.

Jeg sidder fast. Jeg synker.

Halsen snørede sig sammen, og hans arme blev tunge, stive og umulige at løfte. Han trak stadig vejret tungt og kunne mærke den kolde sved. Så greb han kniven, han altid havde siddende i bæltet og betragtede hvordan lyset blev reflekteret i stålet. Han havde altid været omhyggelig med at holde æggen skarp, og vidste at det ville være et hurtigt og rent snit, der om lidt ville få blodet til at strømme fra drengens blege strubehoved, og i løbet af få minutter få den lille knægts vibrerende øjenlåg til at være helt stille.

Måske var det hans gamle mareridt der fik Tom til at tøve.

Måske var det lyset fra månen der blev en anelse skarpere, da den gled frem fra det lette skydække højt oppe på den nordlige himmel.

Men det var den lille tøven, der gav drengen tid til at slå sine øjne op, og lade sit blik bore sig ind i hans. Et par klare, blå øjne der stirrede op i mørket. De var uden angst eller hån. De så bare på ham, som han stod der og kiggede dybt ind i dem, og de talte til ham i et sprog han havde glemt for lang tid siden. De rakte ud efter ham. Bad om nåde. Bad om at overleve. Bad om at blive ved med at se.

Han sænkede hånden med kniven og en underlig fornemmelse af ømhed bredte sig indeni ham. Sådan stod han længe og kiggede på drengen med de bedende øjne.