Uddrag fra den danske ordbog:
Mutation, substantiv, fælleskøn
- en,-er,-erne
-fra latin Mutatio (genitiv- onis), forandring, af mutare ”forandre”
Betydninger:
1. Ændring af arveanlæg som sker spontant eller forårsages af fx ioniserende stråling eller bestemte kemikalier
2. Organisme hvis arveanlæg er ændret ved mutation.
--
Jeg hiver efter vejret og mærker blodet rulle. Blinker det væk fra mine forslåede øjne og ser op mod lyset og skyggen.
”Stefan?” Min stemme er mere end rusten og i det øjeblik er jeg sikker på, at jeg endelig har taget permanent skade. At sprøjten der ligger midt i mit blod, har givet mig det sidste skub ud i dybet. Så kommer jeg til mig selv igen.
”Jack. Er du okay?”
Han har altid været en af de få, jeg aldrig har kunne læse. Hans tanker har altid været ukendt land. Han er også en af de få, der ved, hvorfor jeg engang var den bedste. Jeg kan se, at han har fået stjerner på skuldrene nu. Rang, respekt og underordnede. Han har alt det jeg tabte.
”Jeg er okay. Stefan, hvad laver du her?”
”Stopper det. Det er meningsløst. Du har ikke forandret dig og kommer ikke til det”
Han løsner stripsene, og selvom jeg ikke kan mærke det, ved jeg, at mine hænder har godt af det. Mine krop knækker og brager da jeg rejser mig.
”Okay. Du larmer mere nu”
Vi ser hinanden an. Hans håndtryk er stadig fast, men hans hænder har fået blød hud.
”Jeg er okay. Kan du ikke se det?”. Jeg går over til stålhåndvasken. Der er heldigvis ikke noget spejl.
”Hvad er det for nogle små snothvalpe I sender ind til folk nu? Er det dine?”
Stefan ryster på hovedet. Jeg pruster, skyller mit hævede ansigt og ser hvordan vandet farves rødt og forsvinder ned i afløbet. Så kigger jeg ordentligt på ham. Hans holdning er stadig rank, og musklerne får den sorte uniform til at sidde stramt. Han rækker mig en af hans hjemmerullede cigaretter og tænder også selv en.
”Hvorfor skulle jeg hentes ind på den måde? Er der nogen der har fået kolde fødder?”
”De har de haft længe. Det har ulmet i lang tid. Og nu sker der så noget”
Og der måtte jo ske noget før eller siden. Sender en varm tanke til min hjemmelavede forsikring. Den har reddet mig ud af pskykiatrisk før, og nu har den holdt mig i live herinde.
”Og hvor står du nu. I alt det her?
”Lige her, Jack. Lige her”
--
Min støvle knuser sprøjten mod klinkerne, da jeg følger efter Stefan ind i rummet ved siden. Kun et langt bord, tre stole og en sæk. Han åbner sækken og smider en ren skjorte og bukser over til mig.
”Jeg troede aldrig, jeg skulle have sådan en skjorte på igen”
”Det troede jeg heller ikke du skulle. Kan du overhovedet knappe den mere?”
Jeg sender ham min sædvanlige advarsel med pegefingeren.
”Gangene er monitorerede. Jeg får dig ud herfra som du kom ind. Smid armene på ryggen og forestil dig at der sidder plasticstrips om dine små, smalle håndled”
Jeg skodder smøgen, tager armene på ryggen igen, og begynder at kunne mærke afhøringen i hele kroppen. Mit hoved begynder at snurre. Det kommer til at blive meget værre i løbet af de næste par dage. Sådan er det altid.
Stefan kører sit kort igennem ved døren og taster sin kode ind. Ni cifre der er nemme at læse. Jeg smiler. Han er stadigvæk sløset med sine koder. Lige der, har jeg fejlet.
Jeg går forrest, og vi kommer ud på en tom gang hvor de obligatoriske armaturer sørger for, at det hele bliver koldere og endnu mere kønsløst, end det behøvede at være. Det må være et helvede at arbejde her. Jeg hoster støv og slim ved tanken.
”Hvad er klokken?”
”04.15”
Jeg tænker tilbage. Jeg var på værtshus. Selvfølgelig var jeg det. Jeg gik i sort på vej hertil. Har også mistet bevidstheden et par gange her.
”Hvor lang tid har jeg været her?”
”Snart to et halvt døgn”
”To et halvt døgn?”
”Vi kan snakke senere. Kom nu!”
Hvor mange år er der gået? Over tyve?
”Hvor skal jeg hen?”
”Vi tager til Sverige. Jeg har lejet et hus”
Vores skridt runger i gangen. Endnu en låst dør, og Stefan hiver kortet frem igen. Vi kommer ud i den morgentomme kælder. Kun de grønne jeeps afslører, at det ikke er helt almindelige funktionærer, der tjener til det daglige brød her.
”Audien” guider Stefan.
Jeg fløjter og går hen mod den sorte Audi. Han har gjort det godt. Selv for en mand med stjerner på skuldrene er det en dyr bil. Der må virkelig være sket noget med lønningerne.
”Den er født med B&O” siger han og åbner døren for mig. Jeg sætter mig ind, og indånder duften af ny bil.
”Den er ny”
”Helt ny. Hentede den i går”
Han starter motoren, og vi stopper ved rampen og endnu en kortlæser.
”456789123” mumler jeg.
Jeg kan simpelthen ikke lade være, og jeg kan se, at han taster cifrene lidt hårdere, end han gjorde før. Porten glider op, og udenfor er mørket ved at blive til lys. Solen er tæt på, og majstemningen udenfor får mig til at trække vejret endnu dybere.
Han tænder for anlægget. Jazz. Det har aldrig kunne fange mig, men lige nu virker det. Måske er det skumringen? Måske fordi det er maj? Eller måske er det bare sprøjten? Du kan aldrig vide med sprøjter.
Bassen stiller spørgsmål. Klaveret svarer måske. Igen og igen. Bækkenet er spændt. Hvad skal det ende med? og trompeten sætter alt på plads. Lyden er god i en A5.
Jeg gnider mine håndled og glemmer alt om smerte.
”Nå. Du har endelig lært det”
”Hvad?”
”Musikken. Jazz”
”Ja. Det der lyder meget godt”
”Det der, er det mest solgte jazz album. Nogensinde”
”Jeg har jo sans for det”
Hans fingre kender hver eneste markering på bækkenet.
”Hvor lang tid er det siden nu?” spørger jeg og kigger ud på disen over markerne. Maj bliver smukkere og stærkere for hvert eneste år der går.
”22. Det går alt for stærkt lige pludselig”
Jeg ser mig selv sidde på førersædet. Inge sidder ved siden af. En dag i maj. For 22 år siden. For fanden, hvor var hun smuk.
”Jack! Pas på bilen!”
”De er efter jer nu. For alvor”
”Og hvorfor nu?”
”Ved det ikke. Politik. Du ved, det har ikke ændret sig”
”Hvad med Jessica?”. Jeg holder min stemme neutral.
”De holder øje med hende”
En sax bryder ind.
”Hun blev gift i går”
Han ved ikke, at jeg allerede ved det. Det behøves han heller ikke.
--
Pressefolderne i hans sorte jakkesæt var stadig skarpe. Selvom han havde brugt det meste af natten på kontoret, så han stadig ud som om, han lige var mødt. Sådan så han altid ud, og han satte en ære i det. Der var sat meget i gang og i morgen skulle der ske endnu mere. Han overvejede, om han skulle springe sine fire timer over og bare blive på kontoret.
Tre hurtige bank på døren. Svaret gav nok sig selv. Han satte sig ned.
”Ja. Kom ind”
En ung sergent trådte ind foran det store, tunge skrivebord. Lyset fra den grønne skrivebordslampe blandede sig med lyset udefra, og fik ham til at se lidt ældre ud end han egentlig var.
”Obersten er kørt sammen med afhørte nu”
”Det er godt. Tak for det. Også må du hellere komme hjem og få noget søvn. Godt arbejde”
Sergenten rankede ryggen og forsvandt ud af døren, imens det sorte sæt åbnede den øverste sagsmappe i bunken igen og så på et print af en svensk ødegård.
--
I det øjeblik en sort Audi A5 kører over Øresundsbroen, ligger en middelaldrende kvinde og drømmer i Bagsværd. I drømmen er hun ikke middelaldrende. Hun er barn igen og tilbage i sin gamle skoleklasse. Dengang hun stadig var som alle de andre. Drømmen bliver afbrudt, da et fremmedlegeme borer sig gennem hendes venstre tinding og gør uoprettelig skade på de 1.265 gram af hendes centralnervesystem der udgør hjernen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar