Rage, Jack VI

BANK!

Jeg ser hendes mørke øjne kigge undrende på hånden foran hende, og jeg ved, at det er nu, hun opdager det er hendes egen. Jeg rækker ud efter de små fingre, der folder sig sammen om min pegefinger med et fast greb. Så meget kraft i den lille hånd. Hun smiler til os. Inge. Og mig. Fylder os med varme. Så bliver hun mindre. Hendes buttede kinder skrumper og huden strammer om det lille babykranie.

Foran mig skvulper Øresund, og råber med en stemme jeg ikke kender. Bag mig fortærer flammerne min ven og forvandler ham til aske.

Jeg ser hendes kronragede hoved og den blege hud gennem hullerne i blusen. Men hun kigger igennem mig. Sidder ved bordet og stirrer ud i luften. Jeg nærmer mig forsigtigt, for der er farlige spørgsmål i hendes øjne. Hun banker hænderne i bordpladen. Flaskerne vælter, og øl og vodka forenes i en sø på det langhårede gulvtæppe.

Jeg ser hun vokser. Og den skaldede isse forvandles og prydes af langt, bølgende hår. Hun banker igen i bordet og fanger mine øjne.

BANK!

Og nu spørger hun, om det eneste jeg ikke kan svare på. Skriger efter svar på gamle gåder. Hendes knyttede hænder banker hårdere i den massive træplade, og støvlerne knuser flaskerne til små skår. Jeg har ingen ord og er reduceret til tør mund og tomt hoved.

Bølgerne råber, og flammerne skriger, men jeg forstår dem ikke.

Hun banker hurtigere. Hårdt og insisterende. Banker for at få svar på det enkle, simple og svære spørgsmål.

BANK

”Mr.?”

Pulsen hamrer og jeg er vågen igen. Griber maskinpistolen på sengen og rejser mig. Skærmen er sort og flasken er tom.

”Cleaning!” En hvinende thaiaccent udenfor døren til værelse 217. Mit værelse.

”No!”

Jeg trykker sikringen på plads, og tvinger mit åndedræt til at være roligt. Kan høre hende og rengøringsvognen bevæge sig videre ned af gangen. Hendes tanker er ord, jeg ikke forstår.

Jeg samler mig sammen og ryster drømmen væk. Det har jeg altid været god til, og under de skoldhede stråler fra bruseren forsvinder de sidste rester af min whiskydrøm.

Og jeg beslutter mig for at lade de sidste år af Jessicas liv være.

--

Det afdæmpede lys er det samme. Ligesom det er den samme portier der står bag disken. Og det er med til at forklare hans søvnige øjne, og den måde de kigger på nøglen.

”Værelse 217. Og du tjekker ud nu?”

”Ja.”

Han hænger nøglen på plads. Og fortsætter med ord der pumper adrenalinen ud i mit blod med ekspresfart.

”Der er et brev til dig.”

Jeg stirrer på den brune a4 kuvert og tænder dagens første cigaret.

”Undskyld. Her er rygning..”

Et enkelt blik stopper ham.

Jeg flår kuverten op med min Leatherman, og tager et stykke stift a4 papir ud af den. Budskabet er enkelt og letforståeligt. Et billede og enkelte blokbogstaver skrevet med sort tush. Det burde ikke tage lang tid at forstå. Alligevel står jeg bare stille og og ryger min cigaret helt ned til fingeren. Jeg vågner ved smerten og begynder at løbe ud mod Volvoen.

--

Der er heldigvis masser af plads på E47 i sydgående retning denne formiddag. Og jeg kommer hurtigt ud af byen. Skiltene suser forbi og fortæller navnene på byens satellitter beboet. Her bor det pendlende folk. Greve. Solrød. Køge.

Landskabet ændrer sig til en blanding af skov, grønne marker og og høj himmel. Og så dukker helikopteren op. Og den følger mig resten af vejen. Hele tiden svæver den over mig. Så er den foran. Så er den bagved. Og piloten tænker, at han har det hele under kontrol. Hele vejen til Møns Klint.

Jeg drejer ned af en grusvej omgivet af lysegrønne spirende marker og sætter farten op. Nu skal det afsluttes. Lægger hånden på min H&K´s buttede løb, og det er som altid dejligt beroligende. Foran mig dukker bunkeren op. Den afrundende grå betonkuppel ligner sig selv, men jeg ved at den huser andre hemmeligheder i dag. Bunkeren der aldrig har eksisteret i nogen officielle fortegnelser. Ligesom mig.

Dækkene skrider og sender en sky af grus og støv mod den klare blå himmel, da jeg stopper bilen foran den røde dør i bunkeren. Den røde farve er i hvert fald ny. Bliver siddende i bilen, og tænker på det budskab de har sendt mig.

Så bliver den røde dør åbnet, og 10 mænd i sorte uniformer træder ud. Jeg kan ikke høre dem. Deres tanker er ukendt land. De må have et eller andet på.

Jeg stiger ud af bilen og peger på dem med maskinpistolen. De reagerer ikke og har tydeligvis fået deres klare ordre.

”Så er jeg her,” råber jeg.

Intet svar. Kun vinden der suser over markerne og helikopterens brummen.

Jeg sender en kort byge mod manden yderst til venstre, der vælter omkuld med det samme. Bare for at få en reaktion. Men de peger bare deres automatvåben mod mig, og siger stadig ingenting.

Helikopteren er lige over os, og jeg får støv i øjnene, da den lander til højre for bunkeren.

Først hopper soldaterne ud. Flere uniformer. Flere våben. Og flere ofre. Til sidst træder en slank ældre mand ud af kabinen, og får mig til at synke spyt.

Han har ikke forandret sig det mindste. Han har stadigvæk det dér satans, sorte, nypressede jakkesæt på.

Rage, Jack V

Tungt, støv fra den revnede mur slører strålerne fra den gamle, fede måne. Jeg kigger ind gennem hullet på to bokse støbt i pansret stål og fylder lungerne med tjære, nikotin og kulilte. Min glød lyser svagt på det firkantede tastatur, og et diskret klik fortæller, at jeg har tastet den rigtige kombination.

Jeg tager den sorte æske fra hylden i det første skab, og mærker lettelsen, da både nøglekortet til den lille nedfrysningstank og USB-stikket ligger hvor de skal.

I det næste skab ligger min gamle Heckler & Koch. Hun blev bygget til mig, og spytter 900 gange 10 millimeter død i minuttet, når jeg holder aftrækkeren inde. Det er mere end hendes søstre, og derfor jeg kysser hende på siden af det korte, kolde sorte løb.

--

Manden med de skarpe pressefolder, så op på sergenten foran det tunge skrivebord.

”Han kører mod København nu,” sagde sergenten.

”Det er fint. Vi kører som planlagt.”

Jakkesættet rejste sig, strakte ryggen og knækkede sine fingre. Så snart, Jack havde gjort det, han skulle, ville han få sig en overraskelse.

--

Jeg kører gennem majnatten og Bispebuen. Til venstre ad Jagtvej og ned langs med kirkegården. Og jeg parkerer lige der hvor der engang var posthus og går ned mod Metro-skiltet ved Runddelen. Det røde M lyser gennem mørket, og de stejle rulletrapper kører mig ned i dybet.

På perronen ved Linje M3 mod Rådhuspladsen, står jeg sammen med en gruppe højtråbende teenagere med søgende blikke og flasker i hånden, et småberuset ægtepar og en gammel, tyndhåret dame der hvisker uforståelige ord.

Jeg går hen mod døren med den gule trekant og tager min Leathermann frem. Folder låsedirken ud og stikker den i metalcylinderen.

”Hey! Dig. Med frakken. Hvad laver du?”

En kåd teenager i sort træningstøj og gummisko har fået øje på mig og øjner en chance for øget respekt og avancement i gruppens hierarki. På mine vegne, vel at mærke. På den forkertes vegne, vel at mærke. Jeg vender mig og trækker frakken til side, og selv om han er ung, er han smart nok til at holde kæft, når han ser en maskinpistol, og et blik fra en mand der mener det. Klog dreng. Han skal nok klare sig.

Jeg åbner døren og glider ind i røret hvor de førerløse tog kører i døgndrift. Over mig ligger de døde og rådner, og jeg sender en af dem en kærlig tanke, da jeg springer ned på sporet. Skinnerne summer for det næste tog kommer nærmere. Løber mod det grønne skilt med den hvide mand, og hopper op på kanten. Der er tre trin under nødudgangen. Det ene er hult, og gemmer på vores lille hemmelighed. Det var Marie der fandt på, at vi skulle have to nøglekort og to lister. Bare lige for en sikkerheds skyld. Jeg løsner trinnet med det brede blad på kniven, og stopper den sorte æske i inderlommen, da toget suser forbi mig.

--

Portieren i den dæmpede belysning og nedslidte lobby, kigger på mig med grå øjne der har set det meste, og jeg kan ikke bedømme, om de er trætte på grund af dét, de har set, eller det bare er ganske almindelig dødelig mangel på søvn.

”Til højre når du kommer ud,” siger han og nikker mod elevatoren, mens han skubber nøglen hen over disken.

--

Jeg låser mig ind i nummer 217, og tjekker udsigten og de parkerede biler. Bagefter smider jeg frakken, lægger Heckler & Koch på sengen og åbner min computer.

Jeg har tre filer på mig. To af filerne rummer, rigtigt sat sammen, oplysninger om attentater og aktioner, der kan koste regeringssæder overalt i Europa. Men det er ikke på grund af dé filer, at jeg fylder mit glas til randen med røget whisky. For jeg er kold overfor Europa. Jeg er kold over for politik og alverdens regeringer. Jeg er i det hele taget fuldstændig og aldeles ligeglad og iskold. Men filen Stefan gav mig, inden hans hjernemasse blandede sig med svenske skovmyrer, indeholder alligevel noget, der får min hånd til at ryste, da jeg fører glasset til munden.

Jeg sætter USB-stikket i med et lille klik. Processoren arbejder og jeg åbner den eneste mappe der er på stikket. Den hedder Jessica, og der er en undermappe for hvert eneste år af hendes liv. I et forvirret øjeblik overvejer jeg, at lukke computeren ned og smide stikket ud. Begive mig ud i natten og finde nogle at tømme flasken med.

Så klikker jeg, og åbner den mappe, der handler om hendes allerførste år på denne jord. Det eneste år, hvor jeg måske kan genkende noget.

Rage, Jack IIII

Luften trækker sig sammen og eksploderer i et dumpt, dybt drøn, da jeg smider tændstikken ind i benzindampene og begraver Stefan i meterhøje og alt for tidlige midsommerflammer. Jeg læste engang, at brændt menneskekød lugter sødt. Men den tykke, sorte røg, der bevæger sig ud over Øresund og den dalende sol, stinker af benzin, brændt hår og for tidlig død. Og det er bestemt ikke nogen sød duft. Jeg tager en dyb indånding for at holde den fast.

”Kom godt afsted, Stefan,” hvisker jeg og følger de sorte skyer der forsvinder op mod den rosa streg på himlen.

”Du var en kriger.”

Krigeren brænder, og vinden hiver mig i håret. Horisonten giver frit udsyn mod det land, han gav alt og som åd ham til sidst. Fra ilden til asken. Og snart driver du med blæsten tilbage.

Jeg vender ryggen til ilden og åbner døren til Stefans A5. Sætter mig i læderet og sprøjter 98 oktan gennem 24 ventiler med et let tryk med højrefoden. Uhyret brøler. Det var første stop. Jeg skal have nye hjul, og så er næste stop Bagsværd. Jeg håber hun er hjemme.

--

Jeg skifter i Lomma. En fabriksny Audi med en sort, støvet Volvo, der er tæret langs panelerne. Det er godt, jeg ikke handler med biler. Men Volvoen starter fint uden nøgle, og jeg ved, der bliver holdt øje med Stefans bil.

--

Mørket har lagt sig over Bagsværds murermestervillaer, nyklippede græsplæner, gamle frugtræer og velnærede tilfredshed med livet.

Min højre støvle skubber et par røde og blå matchbox biler ud i vejkanten. En glemsom lille knægt, der er løbet ind, for at spise til aftens med mor, far og søster, og nu ligger og drømmer om dagen i morgen, hvor han vil samle bilerne op fra kanten af vejen, ganske tæt på den rustne rist, og igen love sig selv, at det er sidste gang han glemmer dem derude.

De grå granitskærver knaser under mig, da jeg roligt går ad stien op mod hoveddøren. Her stopper min finger foran den runde, hvide knap sekundet før, jeg har røbet min tilstedeværelse. For jeg kan mærke dårlig energi.

Jeg håber på, hun ikke er hjemme og glider ned under de stirrende, tomme vinduer, og om i baghaven. Der er intet lys. Ikke så meget som en skide sparepære er der tændt.

Hun er en af dem, som jeg altid kan høre. Ligesom der er nogle der har stemmer, der brænder og skærer sig gennem den mest massive mur af støj, har hendes tanker altid skreget til mig. Viftet og vinket, så jeg ikke kunne undgå at høre hende. Men her. Midt i mørket. Midt i forstaden hører jeg ingenting. Mærker kun et stik i brystet og følelsen af, at være kommet for sent.

Finder Gaffa-tape frem og laver et kryds på glasdøren ud til haven, og nøjagtig samtidig med at naboens hund hyler og en sky dæmper lyset fra oven, knuser jeg glasset med et kvalt klir. Ingen larm og ingen skår på gulvet.

Jeg lukker døren op, og ånder tung indelukkethed og støv fra mahognimøblerne. Hendes stue fortæller mig, at hun er det ordensmenneske jeg regnede med. Går forbi spisebordet og sofamøblerne og åbner døren til soveværelset. Synet her fortæller mig, at hun ikke længere er ordensmenneske. Hun var ordensmenneske.

For der ligger hun. Den hvide dyne og puden er plettet af størknet blod, og alligevel ser det ud som om, hun bare ligger og drømmer. Kun blodet og indgangshullet i tindingen fortæller en anden historie.

”Marie,” hvisker jeg.

Jeg kendte hende egentlig ikke særlig godt, men det var hende, der besøgte mig på sikringen. Hende der fortalte historier med sagte stemme, der næsten lullede vagterne i søvn, mens hendes tanker skreg den sande historie for mig. Det var hende, der fortalte mig, at vi to var første generation. Forskellige og alligevel, så vigtige for hele det projekt vi åbenbart var en del af.

Jeg har lige lavet aske af Stefan, og nu ligger den sidste jeg kunne stole på med et hul i kraniet. Det er bestemt ikke en af mine bedste dage.

Trækker den blodige dyne over hendes ansigt og går tilbage i stuen. Finder den bogreol, som var en af de ting hun fortalte mig om. Fjerner bøgerne fra hylderne, trækker den til side, og stirrer ind på en rå væg.

--

Første gang hun besøgte mig, kunne jeg høre hende, længe før jeg trådte ind i besøgsværelset med de fesne, gule vægge og sløve, støvede potteplanter.

Jeg ved du kan høre mig. Lad som ingenting.

Først troede jeg, at det var en af de andre indsatte, og jeg var stoppet op på gangen. Deres tanker var også højråbende og insisterende. Også var de for det meste langt mere interessante end de trivielle emner som jeg kunne høre på udenfor. Derude plejede jeg som regel bare at lukke af, men inde bagved murene var det svært ikke at være nysgerrig. Vagten havde forsigtigt skubbet mig videre.

Jeg havde åbnet døren og der sad hun. Hendes hår havde allerede dengang en grå stribe, og hendes øjne var milde.

”Hej Jack, godt at se dig igen,” sagde hun, mens hendes tanker skreg.

Lad som ingenting. Lad som om du kender mig.

Og jeg satte mig foran hende, mens hun legede gammel veninde, der aldrig havde fundet manden i hendes liv, og nu havde besluttet sig for at kaste sin sidste rester af kærlighed og energi ind på at frelse en sjæl, der var endnu mere fortabt end hende selv.

Men under legen, og foran vagten, fortalte hun mig hemmelighederne. Hun fortalte mig hvorfor det var vigtigt, at jeg kom udenfor. Hun fortalte mig, hvordan jeg kom udenfor, og hun fortalte, hvordan jeg fik dem til at lade mig være, når jeg kom udenfor.

Også fortalte hun mig selvfølgelig også, hvad det var, hun skjulte bagved reolen.

Rage. Tredje mellemspil.

København den 9. maj 1988. klokken 09.17.

Det var allerede lunt, bilerne summede og i Tivoli kørte forlystelserne formiddagens sidste prøveture, og forberedte sig på endnu en dag med glade konfirmander, nyforelskede par og stolte bedsteforældre der luftede næste generation. Det var dagen før valget, og dét fyldte hovedet på manden i sort der kom gående langs rådhuset med sin attachemappe i hånden. Valget, og hvad det ville betyde for ham og hans operation.

Han kiggede på sit ur. Spejdede ud mod den sorte Mercedes på H.C Andersen boulevard og drejede ned af Vesterbrogade.

Om lidt ville første led i aftalen blive iværksat. Han havde deltaget i et utal af endeløse møder, kæmpet som besat, dyrket diplomati, og skreget så spyttet stod ud af munden for at undgå, at et kvart århundredes arbejde bare blev sat i stå. Men det var politik, og mod det kæmpede selv han forgæves, og det her var kompromiset, som parterne kunne leve med.

Trafikken flød stille langs med Vesterbrogade, og han så endnu en gang på sit ur, hvor viserne nærmest var gået i stå.

Atom-valget blev det kaldt, og hvis ikke det var fordi, at der lå andre ting under overfladen, ville han bare have rystet på hovedet og ladet pøblen og de pøbelvalgte diskutere ligegyldige ord og symbolsk politik i deres evige kamp om taburetter og ministerpensioner. For han vidste hvorfor samarbejdet i den gamle alliance slog sprækker lige nu. Han vidste hvorfor onkel Sam var morgengnaven på den lille nevø, og det var bestemt ikke på grund af det spørgsmål, der havde fået statsministeren til at kalde oppositionens leder for en løgner og trykke på valgknappen. Det var et helt andet spørgsmål der var på dagsordenen.

Både Reagan og Thatcher kunne leve med et officielt brev fra Slotsholmen, der venligt påpegede at Danmark var atom-våbenfri zone. Altså bare lige for en sikkerheds skyld, og hvis nu de udsendte diplomater ikke lige havde fået den lille oplysning sendt hjem til hovedkvarteret. Om det brev så var en underretning eller en orientering, ville de ikke skænke en tanke, selvom det var den sindrige, semantiske forskel mellem en underretning og en orientering, der havde fået vreden til at kamme over på Christiansborg.

Nej, det var hans operation, der havde fået de allierede op ad deres stole, og han var stadig i fuld gang med at finde ud af, hvem der havde talt over sig.

Han smed resten af sin grønne Cecil på fortovet, og lovede endnu en gang sig selv at holde op til næste år.

Hans operation kunne afslutte krige, hvilket hverken raketter eller missiler kunne. Uanset hvor meget skade de så kunne påføre fjenden. De afgjorde krige, men afsluttede dem aldrig. Det vidste han, og det vidste de allierede. I sidste ende skulle der bruges soldater. Og hans soldater havde evner som mennesket havde drømt om siden det kunne drømme.

Overnaturlige evner. Overmenneskelige evner. Umenneskelige evner.

Og det var netop ordet umenneskelig der havde besvaret de første spørgsmål. Soldaterne havde ingen personnumre og var, teknisk set, hverken menneske, dyr, plante eller mineral. Deres juridiske rådgiver havde haft rystende hænder og sved på panden, da det var gået op for ham, at ingen af de kasser han havde til rådighed kunne rumme virkeligheden.

I hans egen praktiske verden var dét den ene grund til, at han ikke skulle bekymre sig synderligt om lovgivning. Soldaterne var simpelthen ikke underlagt nogen.

Igen kiggede han på sit ur. De måtte være sent på den.

Den anden og mere oprindelige grund var, at hans operation var etableret under Operation Gladio. Og lige præcis derfor var den struktureret med den afstand til statsmagten der gjorde, at han kunne operere hvis russerne skulle overtage administrationen. Lektien var læst fra den 9. april, den danske modstand og mangel på samme. Stifterne af Operation Gladio havde god hukommelse.

Han kom forbi Vesterbro torvs snuskede værtshuse, stive subsistensløse og spyttede ind på brostenene. Tænk, at han ofrede og havde ofret så meget for at beskytte den slags.

Dengang han var kommet tilbage fra basen ved Baffin bugten i det iskolde nord med de første resultater, havde forsamlingen været helt stille. Og det havde han aldrig oplevet før.

Resultaterne var et produkt af en tilfældighed, for biokemikeren med de opsigtsvækkende resultater havde slet ikke kigget den vej. Han havde derimod viet sit liv til planteresistens og drømt store drømme om, at netop hans bidrag til evolutionen ville betyde, at alle mennesker ville kunne få mad i maven en dag. Og når det skete ville de holde op med at slås med hinanden. Fred i verden.

Han fortalte selvfølgelig ikke forsamlingen om tilfældigheden bag resultaterne. Ligesom han ikke fortalte at forskerens livsdrøm om en fredelig verden druknede på bunden af Baffinbugten, mens resultaterne af drømmen og et helt livs forskning nu gav evolutionen en helt anden og skarp drejning.

Den første der havde reageret var italieneren. Altid skarp, kompromisløs og med et indædt had til alt hvad der duftede af socialisme.

”And who will be in charge of this special unit?” spurgte han på sit rullende engelsk.

Det spørgsmål havde han selvfølgelig ventet og forberedt sig på.

”CCWU of course.”

Den havde han ladet hænge i luften, mens han stirrede ud på de sortklædte mødedeltagere omkring det blanke bord. Det var næste del af svaret der ville møde modstand.

”And I will be the supervisor.”

Så begyndte italieneren og franskmanden at råbe og fægte om kap med armene. Ganske som forudset. Og til sidst fik han et nik fra alle parter. Selvfølgelig under betingelse af direkte rapportering til Pentagon. Ganske som forudset.

Han så ud på gaden og fik øje på bilen der kom kørende med lidt for høj fart på. Så var de sikkert kommet for sent ud af døren. Uden at vende sig kunne han høre motoren fra den sorte Mercedes. Hans mand var klar.

Nu kunne han se dem gennem forruden. Kvinden ved siden af førersædet havde fået øje på den modkørende og han kunne næsten aflæse advarslen på hendes læber. Den kom for sent.

Et skrald af skærende metal fik de subsistensløse til at kigge op fra deres morgenrus, og ud på gaden hvor en Mercedes var kørt frontalt ind i en modkørende. Råb og skrig flød ind over Vesterbrogade, og han gik hurtigt hen for at se ind ad den knuste forrude. Der lå de ypperste gener fra første generation. Hans hoved hvilede på rattet, og kvinden der havde råbt sekundet før, lå nu på køleren af den sorte Mercedes i en vinkel, der fik hans mave til at krølle sammen.

Det var en advarsel der ikke kunne misforstås. Han nåede lige at se hans mand forsvinde, mens duerne på torvet sank sammen. Tragisk, at de to ypperste repræsentanter fra hver deres generation skulle mødes på den måde.

Så skyndte han sig videre, imens fodgængere og cyklister højlydt diskuterede om der nu var ringet efter hjælp, om der ikke var en læge tilstede, og hvad der egentlig var sket.

Sirenerne tudede da han drejede ned mod Smallegade, og sendte en tanke til både første og anden generation. Han havde sørget for dem begge to, og det der var gået galt med den første, havde han lært af til den anden. Tom var en dybt loyal soldat, og havde gjort nøjagtig det han havde fået ordre til den morgen.

--

Tirsdag den 10. maj 1988 blev en ung kvinde på 26 år, ved navn Inge Russel, født Inge Andersen, erklæret død på rigshospitalet i København efter svære kvæstelser. Hendes mand, der havde ført bilen, overlevede det frontale sammenstød. Politiet ledte stadig efter føreren af den anden bil, og var samtidig dybt fortørnede over at denne var forsvundet fra ulykkesstedet. Men alt det druknede i dagens valg.

Rage, Jessica, I

--

Håb. Det havde taget hende fem år, at indse, at det var dét, der havde skræmt hende helt derud, hvor stanken af pis egentlig duftede af Chanel. Og i de fem år, havde hun brugt den ene halvdel af tiden hos den kommunebetalte psykolog, og den anden halvdel på, at komme ovenpå efter besøgene. Noget i hende, havde nægtet at indtage Cipramil, Zoloft eller hvad der ellers lige var på markedet af antidepressive medikamenter. Egentlig paradoksalt for ellers havde hun jo fyldt sig med alle de kemikalier og euforiserende stoffer, som blev lagt foran hende uden så meget som at overveje, om et nej tak kunne være en mulighed. Det var dengang. Nu var hun ikke bange for håbet mere. Nu nød hun bare solen der lagde et varmt, gyldent skær om døbefonten og alteret.

Stemmen rungede under de hvidkalkede hvælvinger.

”Og så tilspørger jeg dig, Anders Danielsen. Vil du have Jessica Russel, som hos dig står til din ægtehustru?”

Hun havde aldrig nogensinde håbet på, at hun en dag ville stå her. Hun havde altid vrænget ad overstadig højfrekvent tøset snak, fnis og forhåbninger om lige præcis det. Og alligevel gav hendes knæ efter, da hun hørte Anders Danielsen stemme.

”Ja.”

”Vil du elske og ære hende i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?”

”Ja.”

Manden med den sorte kjole vendte sig, og hun måtte kvæle en begyndende latterboble.

”Og ligeledes tilspørger jeg dig, Jessica Russel. Vil du have, Anders Danielsen, som hos dig står til din ægtemand?”

Hvad fanden havde han regnet med? Selvfølgelig ville hun det.

--

Og festen blev et brag, selvom det kun var hans familie og venner der var med. Og selvom hun holdt igen med rødvinen.

--

Hun så på den mand der nu lå og snorkede ved siden af hende. I går havde det været hendes samlever. Hendes kæreste. Hendes forlovede. I dag var det hendes mand. Hun kunne godt lide smagen af det ord. Hun kunne i det hele taget godt lide det blege ansigt med det pjuskede mørke hår, der havde sagt ja til hende i går.

Hun ville fortælle ham det i dag. Det skyldte hun ham.

Hun strøg ham over kinden og tænkte på den pige, hun havde været engang. Den pige hun var søgt tilbage til den forbandede aften hun var faldet i. Den pige som havde tilbragt det meste af sin tid på byens brune beværtninger. Med alt for gamle, alt for liderlige og alt for ensomme mænd. Den pige som var gået med dem hjem, hvis de havde spenderet mere end ti genstande på hende. Det havde været pigens egen lille regel. Lige så meget for pigens egen skyld, som for deres. Pigen fik en aften i nuet og en seng at sove i. Så var de få minutter med spredte ben ingenting. Og tit var dét ikke engang nødvendigt.

Det var den piges skyld, at de to streger på den billige slip med urin var et større problem, end de egentlig skulle være. Hun rystede pigen væk, krøb ned under dynen og gav ham sin første morgengave.

--

De havde spist blødkogte æg og drukket sort kaffe. Nu sad der lidt størknet blomme i hans mundvig, og det var det der fik hende til at tøve. Hun rakte ud efter en serviet, da telefonen brummede mod stuebordet.

Anders rejste sig hurtigt fra stolen og gik ind i stuen.

”Nu?” hørte hun ham udbryde.

”Er det fra arbejdet?” råbte hun.

”Ja. Men det må vente,” kom det inde fra stuen.

Hun begyndte at tage af bordet, samtidig med at hun endnu en gang tog mod til sig. Hvorfor var det så fandens svært at få sagt.

Så kom han ud i deres lille blå køkken, der stadig duftede af ristet brød og nymalede kaffebønner. Og denne gang var det hans øjne der tog modet fra hende.

”Skal du på arbejde nu?” spurgte hun.

”Nej, nej. Selvfølgelig ikke.”

”Men hvad så? Hvorfor ringer de lige nu? De ved da hvad for en dag det er.”

”Nå, ja. Men de ville bare lige sige tillykke. De var kede af, at de ikke var der i kirken.”

”Okay,” smilede hun og undrede sig. Hans øjne var forandrede.

”Skal vi ikke starte dagen med at køre en tur? Bare langt væk fra alting. Kun os to?” spurgte han.

”Jo. Det kan vi da godt,” sagde hun. Hans øjne lignede sig selv igen. Og nu havde hun egentlig mere lyst til at krybe tilbage i sengen.

--

Motorens arbejde blev overdøvet af buldrende gulvtam, pumpende bas og en messende insisterende stemme, der førte valgkamp for Jerry Brown. Dead Kenedys, som hun var kommet en generation for sent til, men som hun alligevel vidste var lavet til hende.

Jessica smilede og kiggede på sin mand der nikkede i takt til rytmerne. Jo, hun havde valgt rigtigt. Og det havde hun sikkert vidst fra den første gang, han tilbød hende en genstand. Hun havde bare nikket, også havde han stukket hende en elefant.

At en ung mand på den måde, bare vidste hvad hun ville have, hvad hun kunne lide, og hvad hun tænkte, havde skræmt hende af helvedes til efter de første par uger. Der havde hun haft det, som om nittehalsbåndet var strammet fem huller for meget. Og hun havde gjort alt for at sparke ham væk. Men han havde bare krænget halsbåndet af hende. Roligt og bestemt.

Også, efter et par år og i en alder af 23 år, var det pludselig strammet til igen.

Et par måneder før den store dag, deres dag, havde udsigten til faste spisetider, forsikringer og et fælles liv fået hende til at smadre spejlet i entreen, springe ud af døren og hjem til byen.

Der var hun startet med elefanter og hjemmebrygget vodka, som de gamle venner fra pladsen gavmildt tilbød hende sammen med et par spørgsmål om, hvor hun dog havde været hende, og hvordan og hvorledes, der hurtigt gik over i den sædvanlige snak, for det var ikke vigtigt hvor hun havde været. Det vigtige var, at hun var her. Lige nu. Og hun var hurtigt med igen. Hvem skyldte hvem. Hvem var gået fra hvem, og hvem var sammen igen. Hun havde savnet det. Fællesskabet. Det fællesskab som kun eksisterer når alle kan drikke igennem af samme flaske.

Og hun var vågnet på gulvet hos en ældre fyr og huskede ikke meget mere, end at han havde vundet en formue i en snusket lille pokerbule på Vesterbro og havde tilbudt hende hele formuen og sig selv for resten af livet. Han havde heddet Tom, og hun var gået sin vej uden at vække ham.

Anders drejede til venstre ind på Mønsvej og nu begyndte det at dæmre.

”Har du nogensinde været her?” spurgte han og dæmpede musikken.

”Møns klint?”

”Jep.”

”Nej. Aldrig.”

”Så er det på tide. Det er det smukkeste natur du finder i kongeriget Danmark.”

Det var fint nok. Hun havde aldrig været til natur, men et eller andet sted var det som om alt var bestemt for hende. Selvfølgelig skulle hun fortælle ham, at der nu lå et meget lille barn inden i hende, lige her. Midt ude i Danmarks smukkeste natur. Og når det var bestemt for hende, kunne det da også kun være ham der var faren. Sådan måtte det da være.

--

Havet lå derude som det havde gjort i så mange år før hende. Dybt og blåt, og hun måtte give ham ret. Her midt mellem de lysegrønne blade, højt oppe på klinten var det svært at tænke på noget der var smukkere. Den stilhed der kun blev brudt af forårskåde, højtflyvende svaler og vandrefalke, gjorde illusionen fuldendt. Lige nu var der kun hende, ham og en lille ny generation på vej. Og da hun vendte sig for at delagtiggøre ham i sin lille illusion, var det lige i tide til at se ham med sorte øjne og en kniv i hånden. Så skreg hun så højt, at fuglene faldt ned mod klinten.

Rage, Andet mellemspil

Han strøg hånden over låret på sin sorte habit og stirrede på mappen foran ham. På forsiden havde han selv skrevet Jack med tydelige, stejle versaler. Det ville være den sidste mappe af alt for mange. Indenfor en uge ville det, der engang startede som en ide, og siden blev et potentiale der fik magtforholdene i den gamle nato-alliance til at vippe, ende med at være fortrolige sagsmapper, der om præcis tredive år ville blive overdraget til statens arkiver, og først være tilgængelige for pressen og pøbelen om et trekvart århundrede. På det tidspunkt ville ingen af de implicerede formentlig trække vejret mere. Formentlig ville det være længe siden, de havde gjort det.

Han åbnede mappen, bladrede og så på billederne af en spinkel pige med maskinklippet hår. Læber, næse, ører og øjenbryn stoppet med piercinger. Det var et gammelt billede, og alligevel måtte han stoppe trangen til at spytte. Hvis det havde været hans egen datter, havde han selv givet hende tæsk. Gad vide om Jack også ville have givet hende tæsk, hvis ikke han havde været spærret inde.

Han tog telefonen og slog den raspende forvrængning til.

”Tom. Min dreng,” sagde han.

”Ja.”

”Jeg har et nyt emne til dig.”

”En ung mand. Hans navn er Anders Danielsen. Han er en af vores. Uden x-power. Men pas på alligevel.”

”Okay.”

”Det er godt, min dreng. Lad nu være med at skuffe mig.”

Han lagde på. Strøg sig igen over låret. Tastede igen og ændrede forvrængningen med et klik.

”Hallo.”

”Er det Anders Danielsen?” spurgte han.

”Ja.”

”Så er tid.”

”Nu?”

”Ikke lige nu. Indenfor de næste 48 timer bestemmer du selv hvordan og hvornår.”

Der var stilhed i den anden ende.

”Er du der?”

”Ja, ja. Jeg har forstået.”

”Godt.”

Igen dvælede hans tanker ved Jack. Jack, der nu var på vej til at vise dem, hvor han havde gemt den eneste grund til, at de stadig brugte dyrebare ressourcer på ham. Jack, der indenfor de næste 48 timer ville miste sin datter, og så ville Jack og Tom være de eneste, der var tilbage med det enestående og dyrebare arvemateriale.