Rage, Tom II

Jeg svæver mod min skal og mit hjem. Væk fra den forladte base, de tomme gange, tusmørket og de mørke værelser med døde børn. Under mig kælver gletscherne og sender nye bjerge af komprimeret sne ud i oceanet. Det har været en lang nat, og jeg kan høre hvordan fuglene skriger og fortvivlet prøver at baske med deres vinger, imens de falder mod den stenhårde overflade af is. Om lidt er jeg tilbage.

--

Jeg slår øjnene op og ser den sorte plamage i loftet, der rammer mig i samme sekund. Jeg er hel igen, og kan mærke trykket bagerst hovedet. Så rejser jeg mig for at gå ud på toilettet. Jeg har været forudseende og kun spist blid mad inden jeg tog afsted. Champignon, salat og mos. Ikke noget der generer alt for kraftigt når det kommer op igen.

Jeg skyller mit opkast ud i det københavnske kloaksystem, træder ind under bruseren og lader vandet skolde mig, imens dampen breder sig til mit soveværelse.

Så afbrydes mit baderitual af telefonen, og jeg sætter den mod mit øre.

”Ja, det er Tom”

Jeg venter på den velkendte, raspende, nasale stemme.

”Hvordan gik det?”

”Ingen problemer”

”Det er godt min dreng. Sørg nu for at få slappet af. Det må have været en hård omgang”

”Det var et job”

Øjnene. Øjnene, der beder mig om at lade være.

Jeg smider telefonen hen på sengen og betragter mit våde, lyse kortklippede hår og arrene på min krop i spejlet ved siden af garderobeskabet. Det lange hvide snit i venstre side fra en rusten hobbykniv. Arret i panden fra en aften der er forsvundet, men som sluttede på fortovsfliserne med dunkende hoved og en blødende tinding.

Åbner skabet og vælger sort skjorte og sorte bukser. Det er tidsløst og passer ind på alle de steder, som det kan tænkes at jeg havner. Det er tid til at gå ud.

--

Jeg sætter mig foran baren og får øjenkontakt med en svulmende, fast barm på en ung pige med langt hår bag bag disken. Selvom hun er ung, er hun klar over at hendes fortrin er lig med knitrende skattefrie sedler, hvis ikke de bliver gemt alt for godt væk. Og i aften har hun åbenbart tænkt sig at tjene rigtig godt.

”Jeg skal bede om en flaske af de bedste bobler du har. Og et glas til dig selv, hvis du har lyst”

Hun siger ikke nej, og jeg kan se, at bestillingen får resten af forsamlingen i baren til at kigge på mig. Det er unge mennesker, meget yngre end mig, og de plejer at gemme boblerne til særlige anledninger eller i hvert fald til weekenden.

”Ja, jeg ved ikke om det er den bedste, men det er den absolut dyreste vi har her” smiler hun.

Jeg nikker bare, for pengene brænder i lommerne på mig, imens trykket i mit baghoved stiger.

”Har du sabel?”

Hendes øjne bliver fjerne.

”For sjov. Bare lad mig åbne. Det skal gøres med følelse”

Jeg letter på korken med tommelfingeren og den udstøder det diskrete suk som en flaske bobler skal.

”Hvad fejrer du?” spørger en lille rødhåret pige med forårsfregner, flade bryster og nysgerrige øjne.

”Livet. Det er skønt, ikke?”

”Jo, da”

”Hej”. Jeg vender mig mod barmen i baren.

”Jeg skal bede om et ekstra glas til min veninde her”

--

Jeg er ovenpå igen. De gærede franske druer har gjort hvad de skulle. Sammen med vinen og den hårde sprut. Ethanolen suser rundt i mit blod, letter trykket bagerst i hovedet, og gør mig svævende, fri og ubesværet. Skal bare lige ud og have en lille en til næsen, så jeg flyver endnu højere.

Tilbage til et dunkende lokale. Aner ikke hvor jeg er, hvem jeg kom med og hvem jeg går med. Det er ligegyldigt lige nu. Folk er lutter lykke og ligner hinanden. Store smil og døde øjne. Vi er en stor familie lige nu, og jeg suger grådigt på den joint som min sidemand tilbyder mig. Det er alt sammen med til at gøre det her til et øjeblik. Et nu, som jeg forsvinder i, og jeg er klar, for festen er først begyndt. Nu. Danser og hopper sammen med alle de andre glatte, svedige, festende kroppe, imens bassen får mine bukser til at dirre, diskanten får mit hoved til at suse og stroboskoplyset får mine sanser til at gå i slow.

Jeg bobler af sjov og livskloge bemærkninger, og folk omkring mig kan både se det sjove og det smukke i mig.

Også er hun dér. Foran mig med mørke øjne, blide træk og smidige bevægelser, og hun er alt dét, som de andre ikke er. Hun er vand og føde. Hun er søvn og sommer. Saftig og sexet. Hendes hofter går fra side til side i det flimrende lys. Armene over hovedet og håndfladerne mod loftet, imens hendes bryster danser en urgammel dans, som min krop kender trinene til. Og vi danser mellem alle de andre, der i det øjeblik er rent overskud og staffage for vores møde og en intens samtale uden ord.

Hun lukker sine øjne i. Vender sig og læner sig tilbage mod mig, og jeg lægger armene omkring hendes lænd. Mine kinder kan mærke hendes bløde hud, og mine hænder kan mærke hendes bryster. Hendes hår dufter dejligt af røg og henna. Hendes hals af sved og Coco Chanel.

Vi danser i en uendelighed, og så tager hun min hånd og smiler. Smiler så mørket indeni forsvinder. Hun tager min hånd og fører mig ud i lyset.

--

Vores tunger leger, og den kolde stift der er skudt igennem spidsen på hendes sender små stød igennem mig.

Jeg åbner øjnene og de skarpe morgenstråler af lys blænder mig. Vores ben hænger ud over molen, og på bolværket står der stadig en næsten fyldt flaske med vodka.

Jeg kan se to svenskere, der morer sig over deres tredjemand, der foroverbøjet hænger mellem sine kammerater, imens han tømmer en blanding af øl, mavesyre og dagens ret ud på chausséstenene foran færgekroens grønne facade.

”Livet!” råber jeg mod dem og hilser med vodkaflasken.

Den ene hilser og er lige ved at tabe sin bedøvede ven.

”Skål på det” siger pigen med de blide træk, og tager imod flasken samtidig med, at hun stikker en hånd ned i mine bukser og griber om min dunkende pik.

Jeg kigger op i den blå himmel, og tager mine solbriller på. Så kan jeg mærke hendes læber omkring mit lem, og hendes dansende piercing der får det hele til at rykke i mig. Jeg griber om hendes nakke imens hendes mund bevæger sig op og ned. Jeg ignorerer flasken der ryger i havnen og kan ikke gøre andet end at overgive mig.

--

Jeg går All In på tre konger og tager puljen hjem.

--

Langsomt. Ganske langsomt flyder jeg op mod bevidsthedens overflade. Mærker den komme tættere og tættere på og selvom der er noget i mig der inderligt gerne vil synke til bunds igen, sender min ryg, mit hoved og resten af min krop, mig det sidste stykke op, og nu ved jeg at regningen kommer, og det er en dyr aften der skal betales.

Det er mørkt udenfor, og jeg ligger på gulvet i stuen sammen med hende. Vores tøj ligger spredt på de afhøvlede planker, og jeg kan se på de halvtomme plasticbakker og flasker, at vi både har spist og drukket, før vi er faldet i søvn.

Hun ligger bare med sin blege, bare hud og sit lange mørke hår spredt udover det rå gulv.

Jeg sejler ud mod køkkenet, skyller hovedpinepiller ned med koldt vand og går tilbage i stuen og ser, at hun stadig sover trygt. Jeg løfter de små tres kilo ind i sengen, og munden grynter kun en lille smule, da jeg lægger min dyne over hende. Hun vågner ikke, og det tager jeg som et godt tegn.

Selvom det lille væsen ikke kan have oplevet meget mere end tyve somre, har jeg aldrig oplevet en som hende. Heller ikke dengang vi ville have været jævnaldrende. Jeg kryber ned til hendes varme krop, trækker hende ind til mig, lukker øjnene og venter på, at pillerne begynder at betale af på regningen.

--

Hun er væk, da jeg vågner igen.

--

Jeg ved kun to ting om hende. Hun har fjernet det gamle mørke inden i mig. Og hendes navn er Jessica.

--

Rage, Tom I

Dejlig er jorden

Prægtig er Guds himmel

Skøn er sjælenes pilgrimsgang

Gennem de fagre riger på jorden

Går vi til paradis med sang

B.S Ingemann 1850.

--

Det var første gang, Tom havde været på den del af det nordamerikanske kontinent der nu havde selvstyre under det danske rigsfællesskab. Den ordning der i praksis stadig betød milliardstore bloktilskud, tilstedeværelse af dansk militær, og at den fastboende befolkning havde de grundlæggende rettigheder til råstofferne, men at økonomisk udnyttelse af rettighederne skulle ske i samråd med den til enhver tid siddende danske regering.

Han havde altid rejst meget, men kun når der havde været et formål med turen, og nu var der altså et formål med en tur til den store kolde ø.

Han var kommet svævende langt over alting, som han altid gjorde når han tog på sine særlige ture, og han havde set hvordan den store klump af frosset nedbør dukkede op midt i oceanet. Havet havde altid fascineret ham når han rejste. Der var så stort, så uudforsket, kraftfuldt og mørkt. Fra den vinkel han kom fra lignede øen et stort får med et deformt bagparti, med Nuuk liggende lige der hvor ørerne ville have siddet. Men han skulle ikke til Nuuk i nat. Han skulle ud på halen af det store får lige ved Baffin bugten. Der lå hans destination og ventede. En base og et hjem, som kun få kendte til, og her skulle han gøre det, han havde gjort, næsten lige så længe han kunne huske.

Stemmen i telefonen havde været den samme som altid. Den stemme, der stadig kunne få hans krop til at ryste og få iskold sved frem på hans pande. En raspende og nasal stemme, der informerede ham om emnet og fremgangsmåden, og altid sluttede med ordene:

”Det er godt, min dreng. Lad nu være med at skuffe mig”

Da mørket endelig var trådt i karakter og havde visket ismasserne i horisonten ud, landede han foran de tre aflange betonklodser der udgjorde basen og undrede sig over den manglende bemanding. Ikke at det gjorde nogen forskel for ham. Hvis der havde været bevæbnede vagter, ville de ikke have set ham. Det var bare en af grundene til, at han var så dygtig til sit job. Alligevel gav det ham en fornemmelse af, at basen ikke var som den plejede at være. At den allerede var forladt. Der hang intet flag og markerede danske interesserer. Det var kun vinden der peb, og de klare snekrystaller der langsomt lagde sig på hans skuldre og bygningen foran ham.

Han gik ind ad hoveddøren på den midterste bygning uden at stilheden blev brudt af sirener og stod i et opholdsrum på omkring 70 m2. I den ene side stod små runde borde og trebenede stole. I den anden side stod lange aflange borde og små høvlebænke. På hylderne langs med væggene kunne han se kasser med Lego, plasticbiler, computere og små dukker.

Han stoppede op, lukkede øjnene og snusede ind. Hans gamle ritual, som han havde holdt fast i siden den første gang. Så trådte han videre. Ned ad gangen til højre som han havde fået at vide. Forbi et mørkt og slukket køkken, der duftede svagt af både sæbe og let fordærvet kød. Videre forbi en lille fjernsynskrog med bløde stofsofaer og grønne planter, og ned langs en gang der var dekoreret med børnetegninger fra top til bund kun afbrudt af dørene der lå overfor hinanden med ca. 5 meters mellemrum mellem hver.

Han stoppede op foran den første dør til højre og lyttede. Et stykke A4 papir bekendtgjorde med store, skæve blå blokbogstaver, at her boede Karl og Simon. Stadig stilhed.

Døren gled lydløst op og han trådte ind i værelset til Simon og Karl, der lå trygt i deres varme senge langs med hver sin væg.

Månen havde gemt sig og det svage lys flød dovent ind ad vinduet bagerst i værelset, og han gled over mod sengen til venstre. Han gættede på, at Simon eller Karl kun havde rundet de fem år, som han lå der på ryggen med sin korte højre arm strakt over det lille hoved, hvor der stadig voksede fint, lyst hår.

En mumlen fik ham til at vende sig, og kigge mod den anden dreng. Han kunne se, at han lå uroligt, og det fik ham til at svæve over mod den anden seng. Han havde også lyst hår, og havde en slående lighed med den anden dreng. Tvillinger?

Han stod og betragtede drengens øjenlåg vibrere, og tænkte på hvad drengen mon oplevede lige nu. Det så ikke ud som om at det var noget rart, og i et øjeblik vendte hans gamle mareridt tilbage.

Jeg sidder fast. Jeg synker.

Halsen snørede sig sammen, og hans arme blev tunge, stive og umulige at løfte. Han trak stadig vejret tungt og kunne mærke den kolde sved. Så greb han kniven, han altid havde siddende i bæltet og betragtede hvordan lyset blev reflekteret i stålet. Han havde altid været omhyggelig med at holde æggen skarp, og vidste at det ville være et hurtigt og rent snit, der om lidt ville få blodet til at strømme fra drengens blege strubehoved, og i løbet af få minutter få den lille knægts vibrerende øjenlåg til at være helt stille.

Måske var det hans gamle mareridt der fik Tom til at tøve.

Måske var det lyset fra månen der blev en anelse skarpere, da den gled frem fra det lette skydække højt oppe på den nordlige himmel.

Men det var den lille tøven, der gav drengen tid til at slå sine øjne op, og lade sit blik bore sig ind i hans. Et par klare, blå øjne der stirrede op i mørket. De var uden angst eller hån. De så bare på ham, som han stod der og kiggede dybt ind i dem, og de talte til ham i et sprog han havde glemt for lang tid siden. De rakte ud efter ham. Bad om nåde. Bad om at overleve. Bad om at blive ved med at se.

Han sænkede hånden med kniven og en underlig fornemmelse af ømhed bredte sig indeni ham. Sådan stod han længe og kiggede på drengen med de bedende øjne.

Ungeren (klippet fra myspace.supersejejank)

20. december 2006

Ungeren

Der er sagt og skrevet meget om lørdagens tumult, og det er sikkert og vist at der vil blive sagt og skrevet mere om fremtidens tumult. Med første parket fra poolbordet på Stefanshus, havde jeg egentlig nok at gøre med at koncentrere mig om ballerne. Det kan være overordentlig svært, selv når der ikke er gadetumult. Nu er det jo ikke den første gang i historien, at der er to grupper der ryger i totterne på hinanden på Nørrebro, og det bliver heller ikke den sidste. Der er desværre nok ikke tvivl om at huset bliver ryddet. Der er så heller ikke den store tvivl om, at tumulten ikke stopper af den grund...jeg har derfor bare to beskedne juleønsker..et til til politiet: "Lad nu være med at smadre nogen til ukendelighed, bare fordi de er..."nogle forkælede møgunger fra Nordssjælland" og I er... "nogle forsømte møgunger fra Nordjylland"...og et til aktivisterne: "Lad nu være med at fælde flere træer på Jagtvej. Det er aldrig træernes skyld. Træerne er på ingens side, for ingen er på træernes side (lige med undtagelse af mig, der ubetinget er på træernes side)...og hvem ved...måske er det træerne der kommer til hjælp til sidst, når morgenstunden gryr og nøden er størst...det har man da læst om før...og tilmed set på film.

Rage, Første mellemspil

Drømmen om at snyde døden er lige så gammel som døden selv. Vores trang til at leve er armeret ind i vores livsbeton. Vores nukleinsyre. Vores DNA. Vi gør alt for at overleve, og vi gør alt for, at vores nærmeste skal overleve. Der findes masser af fortællinger om dén drøm. For de fleste gælder det, at det alligevel ikke er døden der bliver snydt til sidst. Gudinden Eos, bad Zeus om at skænke sin elskede, jordiske prins evigt liv. Det gjorde han, men Eos havde glemt at bede om evig ungdom, og prinsen blev gammel. Hans smukke, lange hår og glatte hud blev erstattet af grå hårtotter og rynker, og til sidst var han skrumpet ind til en senil, gammel stodder. Det eneste han havde tilbage var sit liv og sin stemme, så Eos forvandlede ham til en cikade, og hans smukke stemme gik over i evigheden som cikadesang. Det havde hun ikke regnet med, da hun bad Zeus om at skænke af udødeligheden, og sådan kan det gå galt, selv for gudinder, når mennesket skal leve for evigt. Der sker altid noget uforudset når døden skal snydes, men engang imellem kan det godt være smukt alligevel.

--

Sag. nr. H.D. 1037.2052.

Emne #347. Stefan Hammerhøjs dikatafon.

KLIK.

De andre kontorer er tomme og lysene er slukkede. De har sat deres sager tilbage i de grønne hængemapper, og skrivebordene er ryddede. Klar til i morgen. Jeg er den sidste på gangen, ja i hele bygningen. Igen i aften, og som altid nyder jeg det, når stilheden afløser dagens larm. Før i tiden talte folk ikke så højt. Det er som om, at folk ikke helt tror på, at deres mobiler virker og så lige snakker lidt højere for en sikkerheds skyld.

KLIK.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg laver det her. For første gang i min mangeårige tjeneste, tillader jeg mig at anvende etatens ejendom til fuldstændig privat brug. Det føles dejligt befriende. Selvom det bare er en gammel diktafon.

KLIK.

Det her bliver sikkert aldrig skrevet ned. Så skal jeg være heldig. Så skal medicinalindustrien og lægevidenskaben offentliggøre guldægget meget snart. Så kunne det være, at jeg fandt båndet frem på mine sidste dage, og satte mig med en flaske single malt og skrev min historie rent. Hvis tvillingerne læste det, ville de måske bedre kunne forstå, hvorfor jeg var, som jeg var.

KLIK.

Det stormer udenfor. Gad vide om det kan høres på båndet.

KLIK.

Det kan det ikke.

KLIK.

Lægerne siger, at jeg har omkring et halvt år tilbage med fuld livskvalitet. Fuld livskvalitet? De ved ikke, at jeg ikke kan finde på andet end at sidde på mit gamle kontor.

KLIK.

Det er underligt, når du ved, at det snart skal ske. Der var engang en fantastisk pige i Berlin, der fortalte mig, at du bliver ung, den dag du sætter dig selv højere end dine forældre, og at du bliver voksen den dag, du sætter dit barn højere end dig selv, og du bliver gammel, den dag dine børn bliver voksne. Ung, voksen, gammel, død. Det er sådan det burde være. Jeg er kun 42. Det er snart slut, og jeg når ikke at blive gammel.

KLIK.

Johan og Amalie. Jeg fik aldrig set jer, som jeg gerne ville, og jeg ved stadig ikke hvor det gik galt. Det er det jeg fortryder mest af alt. Jeg har lavet rigtig meget, som jeg ikke er stolt af, og det må jeg selv stå til ansvar for når dagen kommer. Men det er jer der holder mig vågen om natten, for I står til ansvar for mine fejl. Jeg håber ikke, at I hader mig. Og jeg håber for guds skyld ikke, at I er ligeglade med mig.

KLIK.

Så er jeg her igen. Sidder tilbagelænet i min gamle læderstol og nyder en hjemmerullet. Nøjagtigt som i går.

KLIK.

Det var startet lang tid før jeg kom til. Jeg tror ikke der er nogen der rigtig ved, hvornår det startede. Og jeg har efterhånden set meget. Jeg kan huske hvordan jeg trak på smilebåndet, da jeg så de første billeder af Dolly. En klon. Det var fagre nye verden for de fleste. Bare ikke mig og de andre indviede. Jeg kan huske fødegangen på den nedlagte base. Den lange række af små skaldede og ensomme babyer. Så langt væk fra alting. Små guder version jeg ved ikke hvad. Gad vide om deres drømme var anderledes. Jeg har altid gerne ville spørge Jack, hvordan det var, at være så anderledes. Hvordan det havde været, at være så anderledes. Men jeg fik aldrig spurgt ham.

KLIK.

Jeg må huske at spørge hvis jeg ser ham igen.

KLIK.

Jack. Han var deres kronjuvel. Kongen af sin generation, og alligevel blev de nød til at sætte ham ud af spillet. Russerne, japanerne, amerikanerne. Der var ingen der havde noget som ham. De var langt bagefter, men der er ingen, der ikke kan undværes i det helt store spil. Når tiderne skifter og venner bliver fjender, og fjender bliver venner, er det ligegyldigt, om du er resultatet af utallige års forskning og et hav af store, maskerede bevillinger. Måske er det bare fordi, jeg allerede havde set så meget og været med så længe, at jeg ikke fik kvalme. Hvor lang tid sad han på psykiatrisk? 10 år? 12?

KLIK.

Jeg har et halvt år tilbage, og jeg ved hvad de har sat i gang. De er virkelig efter dem nu, selvom de stadig er bange for Jack. Jeg håber, jeg kommer til at gøre det rigtige. Det er mit sidste ønske. At jeg kommer til at gøre det rigtige.

Den vildeste uge (Klippet fra MySpace, supersejejank)

7. November 2006

Den vildeste uge

Det er snart en uge siden. En uge siden dag 1. Ugen hvor København scorede sit første mål i den største turnering af dem alle. CL. Det var et øjeblik med kæmpe Ø. En kamp består, ligesom livet i det hele taget, af en masse små øjeblikke. De fleste af de øjeblikke observerer jeg, kommenterer lidt på dem og bliver irriteret, frustreret, harm, glad eller lettet over dem alt afhængig af situationen. Derefter glemmer man dem igen. De lægger sig helt derom, hvor kun en sæson DVD kan genopfriske dem, hvis de øjeblikke da overhovedet er med på sæson DVDén. Der er et hav af frispark, hjørnespark, målchancer og mål, for ikke at tale om pasninger og indkast, der er parkeret for evigt i det allerdybeste af hjernebarken, der er lig med et sort hul. Og så er der øjeblikke med stort Ø. Jeg kan faktisk ikke huske situationen op til hjørnesparket...men jeg kan huske, at Hjalte får smækket den ind over, den bliver snittet og så fryser tiden. Jeg er 100% sikker på, at i det øjeblik Atiba snitter bolden, går tiden langsommere i Parken. På grund af en eller anden kosmisk tilfældighed varer et nanosekund lige pludselig et helt sekund. Derfor oplever jeg at bolden ligger i en evighed foran stregen, før at Allbäck får taget sig sammen til at skovle den ind. Også eksploderer det...fuldstændig. Jeg ved at vi tumler sammen. Det siger mit ben i hvert fald stadigvæk, næsten en uge efter.
Søndag. 3-1 over BIF, som stiller med hold der også ligner en 7. plads. Claus Bo er elendig. Vi bliver snydt for to straffespark, og de skulle have haft mindst en udvisning...men det er svært at være sur, når man har vundet. Den vildeste uge...indtil videre.

Rage, Jack III

Jeg tygger groft brød med fedt, skinke og en sennep der virkelig giver luft i næsen. Den svenske ødegård er fin. Der er langt til naboerne, og den er principielt uden for det danske militærs jurisdiktion. Det burde give os tid. For hvis de selv skal komme og hente os, er de virkelig i gang med en tung, tung bureaukratisk opgave.

”Skål, du gamle” siger Stefan og hæver glasset igen. Hans lyse kortklippede hår og blå øjne har ikke forandret sig.

Vi skåler og lader som om, vi bare er to soldaterkammerater i deres bedste alder, der endelig er kommet på den tur, de har talt om hver gang, de har mødtes i de sidste mange år. Lige nu er der ingen af os, der har lyst til at bryde den illusion.

”Hvad så, Stefan. Har du børn?” spørger jeg og sætter glasset fra mig.

”Ja, to. Tvillinger. En dreng og pige”

”Okay. Tillykke”. Vi hæver glasset og hilser.

”Hvor gamle er de?”

”Hvad er de?” Han ser op, som om at hans børns alder tilfældigvis er malet i loftet.

”De bliver snart 17”.

Det var den åbenbart.

”Voksne børn”

”De bor hos mor. Så jeg ser dem ikke så tit”

”Okay..ja, det er jo ikke første gang, at folk går fra hinanden”

En variant over de kloge ord ”ja, sådan er dét”. Et punktum. En afrunding. En pause. Glassene bliver fyldt og så er det min tur.

”Hvordan er Jessica?”

Jeg har ikke set hende, siden hun vejede omkring 5 kg.

”Hun er sin egen. Ligesom dig. Hun har ikke haft det nemt altid, men nu klarer hun sig. Hun er en overlever”

”Okay”

”Hun faldt ikke rigtig til hos nogle af plejefamilierne”

”Plejefamilierne?”

Hvad har jeg tænkt på? Hvad ellers? En far på psykiatrisk og en død mor. Ingen bedsteforældre. Havde jeg forestillet mig et fint og rart lille skolehjem med en forstanderinde og en masse søde lærerinder. Engang imellem er jeg bare for dum. Ganske enkelt.

”Jeg kunne ikke tage mig af hende. Eller jeg fik ikke lov”

”Det er noget man skal have lov til, når man stiger i graderne?”

Han rykker tilbage i stolen og blinker med øjnene. Kigger væk.

”Jeg holdt øje med rapporterne. Jeg kunne ikke gøre meget. Tingene ændrede sig allerede dengang”

”Holdt øje med rapporterne. Du er hendes gudfar!”

”Ja. Lige præcis. Jeg fik ikke lov, fordi det var din datter, Jack. Det var jo ikke nogen hemmelighed. Det var en kamp bare at få lov til at rekvirere rapporterne”

En dyb indånding.

”Hvor mange plejefamilier?”

”Ti. Tolv. Mange. Jeg kan ikke huske det nøjagtigt”

Jeg har aldrig kendt mine forældre. Det var forvirrende, men jeg har trods alt kun skulle forholde mig til én far og én mor der ikke var der. Prøver at forestille mig ti eller tolv. Det er svært, og det er for nemt at bebrejde Stefan noget, når jeg selv sad og gemte mig på en kolbøttefabrik. Jeg tænder en smøg.

”Jeg har alle rapporterne på hende”

Han rejser sig og kommer tilbage med et USB-stik.

”Lad os snakke om noget andet. Du kan selv læse dem, når du er alene”

Jeg griber stikket i luften. Det føles tungere end sådan et plejer at gøre.

”Hvad så? Skal vi sidde og længtes efter gamle dage?”

”Nej. Jeg vil spørge dig om gamle dage”

Jeg ser på USB stikket og tænker på gamle dage.

”Vi skal langt tilbage. Før ulykken” fortsætter han.

”Ulykken kommer jeg tilbage til. Lige om lidt”

Jeg ser mig selv på en fjern majdag. Lige før min verden for alvor styrter sammen.

”Inge, kom nu bare. Drop det. Jeg kører dig”

”Vi var et godt makkerpar dengang” siger han og stirrer igen op i loftet. Jeg kigger også op. Bare lige for at være sikker på, at der ikke står noget.

”Og alligevel var vi så forskellige. Var du virkelig allerede klar over det dengang? Så du verden så klart?”

”Stefan. Lige nu aner jeg ikke hvad du snakker om”

”Dengang jeg startede i enheden. Der blæste nye vinde. Alt var klart til at blomstre. Jeg troede på det dengang”

”Troede på hvad?”

”En bedre verden. En ny start. Nu var det endelig tid. Min generation ville starte på en frisk. Etablere den nye verden på fornuft og folkestyre”

Jeg fisker endnu smøg frem. Jeg har stået for mange afhøringer, og de har lært mig hvornår det er tid til at holde kæft og ryge.

”Jeg havde været i Berlin dengang, du. Det gamle øst. Foråret 1990. Det er først nu, jeg kan se hvor ung jeg egentlig var. Har tænkt meget over det siden”

Han tænder en af sine hjemmerullede og blikket bliver fjernt. Hvad er der med det loft?

”Der var sådan en følelse af, at stå i centrum for alting. At historien startede lige nu. Du kunne flytte ind hvor du ville. Staten var væk. Politiet var væk. Der var bare fællesskab. Fik du en ide, var det bare at gå i gang. Her og nu. Nye strukturer, folkekøkkener, fester”

Prøver at forestille mig, Stefan feste i et besat hus i det gamle Østtyskland og kan ikke få det til at stemme.

”Har du besat huse i Berlin?”

”Nej. Jeg besatte dem ikke. Jeg flyttede bare ind. Fulgte med og blev grebet. Jeg mødte en pige det forår. Hun var.., jeg kunne ikke gøre andet end at følge med hende”

Der er altid en pige. Alle historier starter med den her fantastiske pige. Prinsessen der giver alting mening.

”Men du troede aldrig rigtig på det?”

Jeg svarer ikke.

”Gjorde du?”

”Undskyld. Jeg troede du var i gang” Jeg suger på min smøg og blæser røg ud over bordet.

”Men nej. Jeg troede aldrig på det. Når en krig slutter, starter en ny. Et magttomrum er kun et spørgsmål om tid. Sådan er det”

Jeg betragter røgen der langsomt opløses i lyset fra den svenske sol.

”Hvor lang tid gik der fra genforeningen til politiet rykkede ind og ryddede jeres huse?”

”Ikke lang tid. Det gik stærkt. Omkring seks uger vil jeg tro”

”Præcis. Om det et par hundrede huse i Berlin eller om det er sammenbrudte stater eller sammenbrudte styrer. Det gør ingen forskel. De får ikke lov til at passe sig selv”

”Ja. Men dengang. Det var anderledes. Det var folket, der havde tvunget det igennem. Det var politikerne der måtte give efter”

”Give efter? For Sovjet var det et spørgsmål om at redde det, der kunne reddes. Sgu ikke folkets interesser. Et folk uden stat er ikke andet end flygtninge, der kan sparkes til. Gorbatjov havde nok at slås med for at holde sammen på sit Sovjet. Hvis han havde haft midlerne, havde han ikke givet slip. Kineserne havde midler og de slog hårdt ned, da folket gik på gaden. Det gav kritik, ja, men det gav også ro.”

”Men er det rigtigt, Jack? Syntes du, det er rigtigt?”. Jeg kan se på ham at det er vigtigt, så jeg dæmper min irritation.

”Rigtigt. Forkert. Hvad betyder det, hvad jeg syntes? Østblokken faldt. Den kolde krig var slut og en ny kunne begynde”

”Ny krig. Jugoslavien? Srebrenica? Vi var der jo sammen. Du kan da ikke give Sovjets sammenbrud skylden for den krig”

”Jeg snakker ikke om Jugoslavien. Og jeg snakker slet ikke om skyld. I Sarajevo havde der levet katolikker, ortodokse, muslimer og jøder side om side i mange generationer. Pludselig eksploderer det. Hvorfor? Fordi chancen er der. Der er ingen skyld. Folk slås, når de kan se, at det kan føre til noget. Det er kun dem uden håb, der starter krige der ikke kan vindes”

Nu er vi pludselig tilbage i de gamle dage. Diskussioner om verden. Historien. Og fremtiden. Havde næsten glemt hvordan det var, og han har ikke ændret sig siden. Det har jeg så heller ikke.

”Krig er verdens naturlige tilstand? Jeg tror stadig ikke på det, Jack. Så er politik ligegyldigt”

”Stater slås altid. Og når først tingene spidser til, bliver det rigtig grimt. Politikerne burde bare sørge for, at tingene ikke spidser til. Men det er jo ikke dét, der er på deres dagsorden”

”Var det derfor du forlod os?”

”Nej”

”Hvorfor så?”

”Det er lige meget nu. Hvad med dig? Så vidt jeg kan regne ud, har du lige brændt dine striber”

”Du er stadig den samme. Aldrig et ord om dig selv”. Han kigger op i loftet igen.

"Mine striber brænder fordi, at jeg stadigvæk prøver at gøre det rigtige”

Så kan vi høre det banke på. Tre hurtige slag på døren bringer os tilbage til virkeligheden, og jeg kan se, hans øjne spærre sig op.

”Hvordan kan de?”

Han siger det, jeg tænker, og spørgsmålet hænger i luften imens jeg følger hans blik hen på havedøren bag mig.

”Jeg ville have sagt det før”

”Ja?”

”Biluheldet. Dig. Inge. Det var ikke et uheld”

”Hvad?”

”Det var ikke noget uheld”

Han rejser sig og går ud mod hoveddøren, imens han viser mig fire spredte fingre bag på ryggen. Jeg snupper den kokkekniv, vi har brugt til at skære skinke.

--

De er klædt i ens sorte bukser og skjorter og har det samme maskinklippede hår. Sergenten har grågrønne øjne imens hans kollegaer har skjult deres med solbriller. De fleste ville blive forskrækkede hvis de stod foran hoveddøren. Jeg bliver nød til at smile ad dem, da de med meget alvorlige miner beder Stefan og jeg om at følge med.

”Hvem er død, drenge?”

Der er ingen af dem der svarer, og de følger efter os ud på den åbne plads foran ødegården. Deres biler må stå længere nede af stien, og nu kommer deres kollegaer frem fra bagsiden af huset. Fire stykker. De må have undervurderet os.

Jeg begynder at hoste og kan straks smage noget af det brune seje slim, jeg altid bliver belønnet med. Starter som en let irritation i halsen og udvikler sig til en dyb kaossymfoni af sønderrevet strube og tjære fra mine plagede lunger.

Forsamlingen er stoppet op, og jeg bevæger mig hurtigt om bag den nærmeste uniform og presser kniven mod hans strube.

”Tilbage. Smid jeres våben, op på række og hænderne bag hovedet”

Lederen reagerer hurtigt. Han tager fat i Stefan, afsikrer og sætter pistolmundingen for hans tinding. Jeg er imponeret.

”Smid kniven. Eller din ven dør”

Kan se på de grågrønne øjne, at han mener det. Det er mig der er vigtig lige nu. Stefan er blevet en bonde og kan undværes. Det er de store drenge der spiller skak nu. Ikke meget tid til at reagere, og det hér, havde jeg ikke forudset. Men Stefan plejer at være hurtig. Fordi jeg ved, at det vil ske, ser jeg det, og ja, Stefan er stadig hurtig, men i dag kommer han for sent. Han når kun at gribe hans højre hånd og vride sin egen tinding fri. Så lyder der et knald og blodet begynder at regne fra Stefans hoved, imens jeg ser alting ske med meget langsomme bevægelser. Stefans højre øjenæble der falder ned på hans kind, og bliver holdt fast i en lang tynd og rød synsnerve, imens kød og bensplinter fra næsebenet falder mod græsset.

Et hurtigt vandret snit med kokkekniven får soldaten foran mig til at gurgle blod og blive blød i knæene. Kniven er fra Japan, og jeg kunne allerede mærke kvaliteten, da jeg skar det første stykke skinke. Den er også god til struber.

Nu har jeg også hans pistol, og manden der lige har slået den eneste, jeg nogensinde ville overveje at kalde min ven ihjel, er den første der får 9 millimeter smadret igennem struberøret. Det er ikke noget pletskud, men det slår ham ihjel. To nede og seks tilbage. Manden foran mig må tage et par kugler, imens jeg retter sigtet mod de næste. Det bliver to rene perler. Projektilerne borer sig gennem solbrilleglassene og henholdsvis højre og venstre øje, imens de bliver slynget mod jorden. Deres baghoveder er åbne, og de ender deres korte liv foran en ødegård i Sverige. Øjeblikkelig symmetrisk død er nu smukt. Jeg sender de næste ud i mørket med blodet sprøjtende fra halspusåren. Så smadrer jeg knæene på de to sidste og sparker deres våben væk. Deres sergent er død, og det irriterer mig. Ville godt have fornøjet mig med ham, inden han definitivt lukkede øjnene. Nu må jeg nøjes med hans kollegaer. Jeg har ikke tænkt mig at skære i dem. Det ville ikke være det værd, imens de allerede ligger og skriger over deres knuste knæ. Kroppen har helt naturlige grænser for smerte. Stefan ligger på græsset, og der er græs i det øje der hænger på kinden.

”Nå, drenge. Hør efter! En af jer kommer til at dø meget snart!”

Når du fortæller folk, at de skal dø, imens du står med en rygende pistol i hånden, hører de efter. De holder op med deres skrig og ynk.

”Er der nogen af jer der har børn?”

Den ene rækker hånden i vejret og kigger på mig med øjne der minder mig om en hvalp, der lige er blevet sat på plads af en voksen hund.

”Jeg har to små og en kone”. Hans stemme ryster, ligesom hans kollega ved siden af.

Og jeg lader dem ryste af dødsangst. Jeg lader dem svede kold, kold sved. Jeg lader dem se deres unge liv passere og lader dem ærgre sig over alt det, som de ikke fik nået. Jeg lader dem fortryde og forbande, at det lige præcis var dem der blev sendt til Sverige i dag.

Så skyder jeg hvalpen og forvandler hans kone til enke med to små. Hans kollega begynder at klynke igen, og jeg kan ikke fordrage soldater der klynker.

”Du får to sekunder til at stoppe med at flæbe og tørre snottet væk fra næsen”. Jeg sætter et nyt magasin i pistolen. Klik.

”Hvor er jeres biler?”

”Nede af stien. 200 meter”

”Nøgler?”

”Sergenten” Han peger på manden der skød Stefan.

Jeg sparker hans latterlige døde hoved ind i en sjov vinkel, efter jeg har fundet nøglerne i hans skjortelomme og fisker en smøg frem. Nyder følelsen af røg langt ned i lungerne, imens jeg kigger på den sidste soldat. Han håber endnu. Jeg tager det sidste drag på cigaretten, smider den i græsset og trykker af. Sætter en stopper for hans håb. Der har aldrig været noget at håbe på fra min side.

Så smider jeg Stefan over skuldren og går hen mod hans nye bil. Han skal begraves ordenligt.

Stefan, for fanden. Hvad har du lavet siden du er gået fra oberst til en simpel bonde på ingen tid? Og hvad mente du med, at det ikke var noget uheld? Jeg var der for fanden. Det var mig der kørte bilen den dag.

Blinker noget væk fra øjnene. Han var en god dreng. Han var min bedste elev. Han var min datters gudfar. Han var min ven.

De har holdt øje med mig i lang tid. Vi har ladet hinanden være og holdt lav profil. Nu er de ude efter mig, og jeg er så sandelig også ude efter dem. Nu er det krig. Verdens sande tilstand, og der hvor jeg bedst kan lide at være. Nu er det mig eller dem, og adrenalinen pumper bare ved tanken. Det er på tide, at jeg finder min forsikring frem.

Jeg starter bilen og lytter til Stefans musik.

”Det der, er det mest solgte jazz album. Nogensinde”

Jeg tænder en prince og tænker på Jessica, imens jeg styrer ud ad skovstien og ned mod bilerne. Håber hun fik et smukt bryllup. Håber jeg får en smuk hævn.