Rage, Slutspil III

Snottet smager stadig af blod, smerterne fra ribbenene slår mine tanker i stykker, og jeg aner ikke hvor lang tid der er gået, da de løfter mig og slæber mig tilbage igen. Skimter lys gennem klædet, da jeg mærker stolen under mig.

De fjerner kluden der stinker af sved, og jeg ser direkte i min gamle mentor øjne. Hans hænder hviler på det lille stålbord, der reflekterer lyset og får mig til at knibe øjnene sammen, og hans mand Tom står ved siden af.

”Jack. Jeg spørger dig for sidste gang. Hvor er de?”

”For sidste gang. Jeg ved det ikke.”

”Jamen, så har vi et problem.”

”Vi?”

”Jack. Du kommer ikke levende ud herfra. Det her er kun et spørgsmål om din datter.”

”Hvad siger Tom?”

”Ingenting.”

”Har du spurgt ham om min datter. Ved du hvor hun er?”

”Er det ikke gået op for dig? Det ikke dig der stiller spørgsmål mere.”

Tom afsikrer sin pistol og tager langsomt sigte på mig.

”Hvad er det I leder efter?”

Det er hendes stemme, og den skærer gennem rummet samtidig med hendes tanker trænger ind i mine.

.o0(Åh nej. Hvad er det sket med ham?)

”Jessica. Kom væk!” råber jeg, mens de to soldater i rummet retter deres maskinpistoler mod hende. Tom fortsætter med at sigte, og taler uden at fjerne blikket fra mig.

”Jessica?”

”Hvad laver du?” råber hun.

”Stille!”

Manden i sort har rejst sig og peger på min datter med sin semiautomatiske Glock.

”Stå helt stille,” fortsætter han.

Kan mærke hende. Kan mærke hvordan hun pakker sin frygt sammen og presser den ned i en slidt, lille kasse og gemmer den langt væk. Det varmer mit bryst, og jeg slider alt hvad jeg kan for at flå stripsene over. Jeg har gjort det engang før.

”Du sagde, hun var i bilen,” siger han og kigger kort på Tom.

”Det var hun også. Jeg ved ikke ...”

”Hvad snakker du om, Tom? Du bandt mig jo ikke,” siger hun.

”Tom?”

Der er tvivl i stemmen, og det er ved at gå op for ham. At han endnu en gang er ved at miste kontrol.

”Tom. Bandt du hende?”

”Ja.”

Han stikker venstre hånd i lommen og tager en sort genstand frem, der ligner en krydsning mellem en moderne bilnøgle og en fjernbetjening, og jeg ved det er en af hans udveje. En joker og en skjult trumf.

Toms pupiller begynder at flakke og hans blodårene i panden skjuler næsten hans ar.

”Tom. Du tvinger mig til det her.”

”Hvad laver du?”

Tom sænker pistolen og tager sig til hovedet.

”Tom. Fortæl mig nu. Bandt du hende?”

”Ja …” Han brøler og tager sig til hovedet.

”Tom!”

”Nej. Jeg bandt hende ikke.”

”Hvorfor ikke?”

”Hvad sker der med mit hoved?”

”Hvorfor?”

”Hvad sker der med mit hoved?”

Han vifter med den sorte genstand.

”Der sidder noget i dit baghoved. Det har der altid gjort. Og det er jeg glad for nu.”

Og jeg mærker hans overraskede tanker.

.o0(Mit hoved. Mine smerter. Derfor.)

”Hvad er det i leder efter?” spørger hun igen.

”Tom, hvad ved hun?” sige han roligt. Der er altid kontrol på overfladen.

Og Tom svarer ikke. Han står bare og kigger med forvirrede øjne og har tilsyneladende glemt alt om at sigte på mig.

”Hvorfor blev du ikke i bilen, Jessica?”

”Fordi jeg gør, hvad jeg lyst til.”

Hendes svar fylder mig med en sær, varm fornemmelse, og jeg lægger alle mine kræfter i for at sprænge de forbandede strips.

”Tom. Ved du, jeg blev gravid?” spørger hun stille.

Tom låser blikket fast på Jessica. Manden i sort gør det samme og jeg holder op med at flå i plasticen i et øjeblik. Gravid. Hende. Den lille pige. Og Tom … ?

Og Tom er den første der taler igen.

”Med hvem?”

”Dig.”

”Mig?”

Hun nikker, og jeg ved bare, hun er så sikker, som hun kan være uden at vide det.

”Jamen dog. Det er jo interessant.”

Han har altid været hurtig, og nu smiler han til Jessica uden at sænke sit håndvåben.

”Hvorfor?” spørger hun.

”Du ved ingenting?”

Et spørgsmål hun besvarer med et fnys.

”Du ved godt, det er din far der sidder der og bløder?”

Hendes hoved bevæger sig langsomt op og ned, men hun kigger ikke på mig.

”Og nu fortæller du mig, at du kender ham der i forvejen,” siger han og peger på Tom.

”Er du sikker?” spørger Tom. Og i det øjeblik ligner han, det han er. En mand, der bare ikke aner hvad han skal gøre. Som mange andre før ham.

”Tom, lad vær med at afbryde.”

”Hold kæft. Lige nu holder du kæft.”

Ordene flyver gennem luften og straffen kommer prompte. Han trykker på sit djævelskab, og Tom stønner og pistolen falder mod betonen, da begge hænder bliver lang lindrende omkring ansigtet.

”Rolig Tom. Helt rolig.”

Han vender sig igen mod Jessica.

”Men jeg kan jo lige så godt sige det som det er. Jeg leder efter en lille kasse. Den er sølvgrå og føles kold på overfladen.”

”Hvad er der i?”

”Små petriskåle.”

”Og hvad får jeg, hvis jeg fortæller hvor den er?”

”Ved du hvor den er?”

”Ja.”

”Hvorfor skal jeg tro på det?”

”Der er 24 petriskåle i kassen.”

Han studerer hende. Gransker og vurderer.

”Okay. Hvad vil du have?”

”Lad min far være. Slip ham.”

”Desværre. Det kan jeg ikke.”

”Jamen så ...”

Og lynhurtigt skifter han sigte fra hende til mig.

”Jessica. Hvor er den. Jeg tæller til tre.”

.o0(Du må ikke Jessica.)

”En.”

.o0(Lad være.)

”To.”

Tom vakler med rødsprængte øjne og Jessica ser på mig.

”Tre.”

”Jeg har den her!” råber hun og trækker en sølvgrå kasse frem, som hun må have haft gemt på ryggen, og alt bliver koldt indeni, da jeg ser hans smil. Et smil, jeg har set før. Og altid lige før han skulle have afløb.

”Nej.!” råber jeg og river, slider og flår i stripsene og vælter sammen med stolen om på betongulvet.

Han tager et skridt frem mod hende, og jeg ser hvordan alt fokus er på den unge kvinde foran ham. Den blødende gamle tosse der ligger og skriger ved siden af en væltet stol er glemt.

”Tom. Gør noget!” Og jeg råber så indtrængende, som jeg nogensinde har råbt.

Så lyder skuddet. Et knaldhøjt smæld der får det til at runge mellem betonvæggene. Jeg lukker øjnene og registrerer kun hyletonen i ørerne og lugten af krudt. Lukker øjnene og virkeligheden helt ude. Kan ikke åbne øjnene. Det her vil de ikke se.

Hører kroppe der tumler sammen og støvler mod betonen, og da jeg omsider lader lyset trænge ind min bevidsthed, opdager den Tom der hamrer sin knytnæve i ansigtet på manden i sort.

Bag dem er en mørkerød klat af blod, små bensplinter og grå masse ved at flyde ned ad betonvæggen. Jessica ligger foran uden at røre sig, og jeg fokuserer på den sølvgrå kasse.

Mine plasticstrips er ved at give sig, og jeg brøler uforståelige ord ud i luften sammen med spyt, galde og brændende had. 

Soldaterne tager sigte og skyder på Tom, men kuglerne rammer uden at virke, og han fortsætter med at lade slagene regne ned over sin tidligere chef. Så blinker stålet fra en kniv i luften. Manden under Tom vrider sig og løfter højre hånd med fjernbetjeningen. Og Tom kniv falder mod betonen, da han igen tager hænderne omkring hovedet og brøler. Hans krop bevæger sig i spastiske bevægelser og en stank af brændt hud og hår begynder at brede sig. Så falder han om, og opløses i samme øjeblik som mine strips sprænger.

Og jeg ser alt med sløret, rødt filter og de to unge soldater opdager ikke hvad der ramte dem. Trykker næsebenet op gennem pandelappen på den første, og laver blodfontæne fra den næste soldates strube med tre hurtige snit fra kollegaens kniv. Mister fodfæstet i den mørkerøde fontænepøl, men når over til manden og slår Glock´en ud af hans hånd, og smadrer bundstykket af kniven mod hans blodige ansigt, og drejer ham rundt. Bøjer mig og finder pistolen, som jeg presser i tindingen på ham.

Nu står hans spejderdrenge i døren og venter.

”Væk!” råber jeg.

Han har stadig kassen i hånden, og jeg undgår igen at se på Jessica. Har allerede set størrelsen på den mørkerøde plamage, og ved hvor stort udgangshullet er.

”Væk!”

Soldaterne gør plads og jeg møver os forbi dem ned ad gangen og ud i det fri. Ud på gruset, hvor min bil står parkeret. Solen står højt og gør vores skygger små, og der er stadig ingen soldater. 

Jeg styrer over mod bilen og henter reservetanken frem. Så sparker jeg skråt ind fra oven og smadrer hans knæskal, og han synker mod jorden uden et ord, og det er først, da jeg jager kniven ind i det andet knæ, at han begynder at skrige, og jeg suger langsomt vellyden ind.

Åbner den sølvgrå kasse og smider petriskålene ud på grusset foran ham, og giver dem den første sjat benzin. Går langsomt tilbage til bilen og finder en ny æske smøger frem.

Suger grådigt nikotin og tjære. Nyder lyden af hans smerte, men det bedste er udtrykket i hans øjne. Jeg ved, han ved, hvad der venter. Og det ikke smerten, der er det værste for ham. Luften rumler, for de er på vej, og helikopteren er der snart.

”Nej. Jack. Det ...”

Hans skrig er fortvivlet, da cigaretgløden bliver antændt af benzindampene og flammerne ødelægger det, der startede som en smuk tanke hos en idealistisk biolog og sidenhen blev forvandlet til ulykke. Blev forvandlet til mig. Nu er det sort røg og smeltet plastic.

”Jack. Jeg havde jo tænkt mig, at fortsætte det hele. Uden at de ville vide noget som helst. Jeg var nød til at lukke ned.”

Helikopteren kommer nærmere, og larmen fra rotorbladene får ham til at råbe.

”Jack. Nu vinder de jo. Jeg gjorde det for fremtidens skyld. Den har altid krævet ofre.”

Jeg tømmer dunken ud over ham og træder et par skridt væk. Så tænder jeg endnu en smøg. Min sidste, for nu stopper jeg endelig.

Ser hvordan helikopteren dukker op i horisonten og ser skarpskytterne læne sig ud for at få overblik over målets position. Rotorens dunkende brøl nærmer sig, og jeg kan næsten ikke høre hans hulken. Ryger dybt på smøgen og laver lang, spids glød, før jeg sender den over mod ham.

Flammerne skyder op mod den blå himmel, og en tyk sky af kulsort røg dækker middagsolen til. Stanken af brændt hud, fedt, kød og hår får mig til at tænke på gamle dage og min gamle ven, Stefan.

Og da skarpskytterne i metalfuglen dukker frem af røgen, er jeg parat og rækker hænderne mod himlen, tænker på en lille pige, jeg aldrig kom til at kende og lader kuglerne flænse mit kød og splintre mine organer.