Vodkaen lagde sig blidt over isen i maven, og selvom den første cigaret føltes som en træstamme mellem fingrene var det trygt, trygt, trygt at blande blod, sprut og kulilte igen. Roen spredte sig og tankerne kunne sættes sammen til en enkelt.
”Tom. Hvad lavede du i skoven?”
”Det er en lang historie.”
”Prøv. Følger du efter mig?”
”Nej.”
”Men hvad lavede du der så? På Møn. Midt ude i skoven.”
”Spørg mig om noget andet.”
”Du slog ham ihjel.”
”Ja.”
”Bare sådan.”
”Han ville slå dig ihjel.”
”Ja. Det ved jeg.”
Hun drak begærligt og sugede stor rød, glød på smøgen.
”Det er ikke første gang du slår nogen ihjel. Det kan jeg se.”
”Okay.”
”Er det ikke rigtig?”
Han gav musikken lidt ekstra og begyndte trommeriet igen.
”Men er det ikke rigtigt? Tavse mand.”
”Hvor bor du?”
”Hvorfor det?”
Hendes pande var rynket og smøgen sad skævt i venstre mundvig.
”Tænkte du måske har nogle ting, du vil have med dig.”
”Hvad?”
”Din mand. Ved du egentlig hvad han lavede?”
”Ja. Han arbejdede i militæret. Vil du smage?”
Hun rakte den halvtomme flaske til siden, men Tom rystede på hovedet.
”Fortalte han dig hvilken del af militæret?”
”Søværnet.”
”Søværnet.”
Han nikkede tankefuldt.
”Ja.”
”Har du nogle ting du gerne vil have med?”
”Hvad mener du?”
Han drejede ansigtet mod hende.
”Din mand. Medmindre han bare lige pludselig blev syg i hovedet, er der nogen efter dig. Og hvis de er efter dig, ved de også hvor du bor.”
***
Flasken var næsten tom, da han lukkede dem ind i en bred, lys opgang, og Jessica fulgte let vaklende efter og stoppede foran elevatorens døre af børstet stål. Imens hun kiggede på cifrene der talte ned, dukkede der mere og mere op fra deres første møde. Hun var vågnet med grus på tungen og snurrende hoved, og var forsigtigt krøbet ud af sengen. Så havde hun samlet tøjet op fra gulvet i stuen og havde lukket hoveddøren i med et stille klik.
”Gud ja, nu kan jeg da kende opgangen igen,” sagde hun samtidig med det lille ding, der fortalte at deres lift var parat.
Han boede i taglejligheden og lyset strømmede ind i en stor, aflang stue med afhøvlede gulve og enkel, kostbar indretning.
Sort læderarrangement og et ellipseformet sofabord foran skærmen der åbenbart kørte TV2 news konstant, og lige nu lavmælt rapporterede om Danmarks krav på udvidelse af den grønlandske kontinentalsokkel. Hans øjne blev fanget af skærmen, da de talte om soklen ved Baffinbugten og den fremmede stemme fløj igen gennem hendes hoved.
Børnene. Alle børnene.
Og i et splitsekund så hun en lang, mørk gang med døre på begge sider, og på døren til højre sad der et skilt med navnene Karl og Simon skrevet med blå, skæve blokbogstaver.
Så vendte han sig mod hende, og billedet forsvandt.
”Du er sikker på, du ikke vil have mere med?”
”Ja, ja. Måske hvis du har lidt at drikke.”
Han pegede ud mod køkkenet.
”Der er øl i køleskabet,” sagde han og forsvandt ud ad hoveddøren.
***
Tom lukkede døren til opgangen bag sig og lod sig svæve mod himlen. Heroppe havde han altid følt sig tryg. Lige bortset fra dengang, han lige var fyldt 11, hvor han havde sneget sig ned til de tomme, sterile laboratorier i kælderetagen.
Det havde han sådan set gjort mange gange før den nat, og han havde altid haft et lille stykke pølse med til sin yndlingsrotte, Pixi, som hun åd med stor grådighed. Men den nat, havde der været noget galt fra starten.
Pixi havde som sædvanlig ædt pølsestumpen, men da han havde proppet hende i skjortelommen, havde hun pebet og kradset i stoffet med sine små lyserøde kløer, og halen havde pisket fra side til side hele turen op fra kælderen, gennem gangene og ud i det fri, og Pixi var først stoppet, da hans fødder var lettet fra den kølige overflade af trampet sne.
Så var den stivnet, og da han havde trukket den op af lommen, kiggede han ind i et par døde, røde øjne. Det var det første liv han tog. Pixi.
Mange år senere havde manden i sort forklaret, at blodet i hans passagerer blev udsat for en nedkøling til ca. fire minusgrader i løbet af et enkelt sekund, når han først satte tyngdekraften ud af spil. Det var det, der skete med fuglene.
Hvorfor, havde de ikke kunne forklare endnu, selvom de efterhånden havde brugt adskillige budgetkroner og mandetimer på at finde årsagen. Og det var ikke kun rotter, der havde lagt blod til de forsøg.
Han kiggede ned på byen for at overskue den og situationen. Han havde gjort, det han havde fået ordre til. Anders var død. Men hvorfor havde Anders været efter Jessica? Og hvorfor lige Jessica? Den eneste person der kunne lette den trykken i baghovedet, han plejede at dulme med alkohol. Personen han selv havde jaget siden deres første møde. Havde Anders mistet grebet og udgjort en risiko for enheden. Var det derfor, han selv var blevet sat på Anders?
Det ville ikke være første gang et medlem knækkede, og det ville heller ikke være første gang, han blev sat til at rydde op.
Hans første interne oprydning, vendte engang imellem tilbage i den dybeste søvn. Det skærende brag af to kølere der forhindrer hinandens fremdrift. Kvinden på køleren. Det havde været dagen før atomvalget.
Han svævede forbi Rødovrevej og ned over en lille tange asfalt, hvor husene lå sirligt på række. Adskilt af grønne ligusterhække på de reglementerede en meter og firs, og forbundet med fortove uden den mindste antydning af ukrudt mellem fliserne. Landede bagved nummer 17 på en kortklippet græsplæne omkranset af kulsorte bede med røde og hvide rhododendroner og et tørrestativ i midten, hvor tre blå skjorter og et par hvide lagner blafrede i vinden. Det var sent på eftermiddagen, men stadig ikke sent nok til, at bilerne var vendt hjem til deres garager.
Han stod lidt og betragtede den udvendige forstadsidyl, og fortsatte ind på terrassen hvor han løftede blomsterkrukken til højre for havedøren. Kun jord og tre snudebiller der cirklede forvirret rundt om hinanden og prøvede at komme væk fra lyset. Hun havde da sagt højre blomsterkumme?
Han prøvede venstre kumme og fandt nøglen med det samme. Gik omkring huset og låste sig ind ad hoveddøren og trykkede hendes fødselsdato ind på alarmen. Han gik forsigtigt frem og kiggede først ud i et lille blåt køkken, hvor der stadig stod et par tomme tallerkner og æggebægre. Fra den næste dør, kunne han se stuen hvor et sofaarrangement med tunge, brune møbler dominerede billedet. Til venstre ad gangen og et enkelt kig ind i et rum fyldt med brune flyttekasser, strygebræt og vinterjakker, og så hurtigt ind på kontoret hvor han fjernede kabler og ledning og tog harddisken under armen.
Tilbage i entreen tog han det eneste hun havde bedt om. Smykkeskrinet fra bordet foran spejlet.
Han havde hånden på dørhåndtaget, da noget fik ham til at vende sig om. Så tog han bunken med telegrammer fra bordet, og proppede dem i lommen, før han forsvandt ud ad døren igen.
***
Hun havde stirret på skærmen uden at opfatte en eneste nyhed, og for sammen da Tom trådte ind i stuen og satte en harddisk på gulvet og hendes smykkeskrin på sofabordet.
”Tak,” snøvlede hun.
Telegrammerne landede på bordet med et blødt, dæmpet bump, og hun stirrede ham direkte i øjnene.
”Dem havde du ikke behøvet at tage med.”
Han gik ind i soveværelset og lukkede døren bag sig, og øjeblikket efter hørte hun et højt smæld og lyden af en der havde det dårligt. Hun skruede op og svømmede med på bølgen af nyheder, indtil Tom kom ud med ren skjorte, vådt hår og rød hud.
”Er du okay?”
”Hm,” nikkede hun uden at fjerne blikket fra skærmen.
”Der er mad i køkkenet.”
”Hm.”
”Okay. Jeg skal bruge lidt tid.”
”Hm.”
”Jeg ved ikke. Måske en time eller to.”
”Okay.”
Så forsvandt han med harddisken under armen og lukkede døren bag sig.
***
Der var noget der kradsede gennem den beroligende karrusel af nyheder, og hun lod blikket vandre fra skærmen og ned på bunken af telegrammer, der med snørklede bogstaver ønskede brudeparret lykkeligt liv, god fest, fantastisk bryllupsrejse og alle de andre kærlige og velmente floskler.
Hun tænkte på dagen i går, og prøvede at beskrive lyden af sin egen indre stemme.
Tænker jeg med dyb bas eller blid tenor? Har mine tanker overhovedet en lyd? Er den hæs når jeg fuld, eller forsvinder den bare?
Lige nu var hun vist lidt påvirket. Hun havde aldrig tænkt over det før, men der havde været andre stemmer i hendes hoved.
Hun greb telegrambunken, gik ud i køkkenet og knappede endnu en guldøl op og satte sig ud på altanen og smækkede benene op på stolen foran hende. Tændte en fortjent cigaret – tænkte hun ville holde op igen lige så snart, der kom orden på det hele – og begyndte så at bladre i telegrammerne.
Det første var fra hans mor. Lighteren blev sat til og den håndskrevne lykønskning forvandlede sig til aske der dalede ned mod altanens stengulv. Det næste var fra et gift par hun ikke kendte, og endte, ligesom som kortet fra Anders´s far og nye kone, også som fint, varmt støv på Toms altan.
En sen septemberaften for uendelig lang tid siden, havde de skrevet sirligt underskrevet med Anders og Jessica på hver eneste invitation. Allesammen til hans familie, hans venner, hans bekendte og hans forretningsforbindelser.
”Jamen, har du slet ikke nogen du vil gerne vil have med?” havde han spurgt, og der var det gået op for hende, at hun ikke havde en eneste adresse på de få mennesker, hun så meget som kunne overveje at invitere.
Hun havde bare svaret nej.
Det næste kort fik hende til at stoppe op, og læse de samme linier igen og igen, mens cigaretten røg sig selv.
Kære Jessica og Anders,
De bedste ønsker på jeres bryllupsdag.
Jeg er desværre kun i København på et meget kort visit, men har tilladt mig at efterlade en beskeden bryllupsgave i receptionen på Hotel Star. Hent den ved lejlighed, Jessica!
Med venlig hilsen
En gammel ven af Jessicas far.
Hun for sammen, da Tom lagde en hånd på hendes skulder.
”Nå. Du læser dem alligevel.”
”Kom lige med, Jessica. Jeg skal vise dig noget.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar