Hendes skrig havde runget over klinten.
”Anders?”
Hun stirrede ind i hans tomme øjne og på den brede flækkekniv.
”Anders. Hvad laver du? Jeg blev pisseforskrækket.”
Intet svar.
”Anders. Sig noget.”
Kun tomme, stirrende øjne, der fik hende til at ryste og høre blodet suse om kap med vinden. Var det virkelig Anders?
Det brede stålblad spejlede sol og himmel, da han langsomt begyndte at gå frem mod hende.
”Anders … vil du ikke godt sige noget.”
En tør kvist knækkede, og hendes øjne blev fanget af en død solsort foran hans højre støvle. Hun lagde forsigtigt hånden på sin mave.
”Anders. Lad være. Jeg er ...”
Varmen flød gennem kroppen og pludselig skar en fremmed stemme gennem hendes hoved.
Du skal. Det var en ordre. Få det overstået.
Hun holdt venstre hånd for øret.
Kom nu. Du vidste det kunne ske.
”... gravid.”
Han stoppede op, og nu kunne hun kende øjnene, samtidig med at stemmen igen flød gennem hendes bevidsthed.
Gravid. Gravid?
”Hører du hvad jeg siger, Anders?”
Han stoppede ved siden af solsorten.
”Anders, så sig dog for fanden noget.”
”Hvad er det du taler om?”
”Hvad skal du med den kniv?”
Han kiggede hurtigt på kniven, og så stadig overrasket ud.
”Hvad var det du sagde?”
Hun er desperat. Hun lyver.
”Jeg er gravid.”
”Det er løgn.”
Og igen stemmen i hendes hoved.
Men hun ligner ikke en der lyver.
”Nå. Det gør jeg ikke?”
Hun lyver ikke. Hun er gravid.
Og øjnene forsvandt sammen med den mand hun kendte.
”Men det er ikke mit.”
”Hvad?”
”Det kan ikke være mit,” hviskede han og tog et par hurtige skridt fremad.
Hun sparkede hurtigt og instinktivt, da han var tæt nok på. Et lammende spark til skridtet og han stivnede og faldt på knæ i græsset, mens nye tanker igen larmede i hendes hoved.
Pis. Kniven.
Hun så den først, den bredbladede flækkekniv i græsset, og satte hurtigt sin fod ned på stålet. Så blev hun slynget hårdt mod jorden, og han landede tungt ovenpå hende, og prøvede at samle hendes arme, men hun vred dem løs og lod sine spinkle knoer hamre ned mod hans hovedbund.
Kniven. Hun skulle have fat i den kniv.
Hvis hun havde været i tvivl før, var hun helt sikker nu. Han var blevet sindssyg og ville slå hende ihjel, og i et bizart splitsekund gennemgik hun sine fejl. Havde han fundet ud af, hun var faldet i den aften?
Hendes knoer smertede, og hun prøvede at jage to fingre ind i øjenkrogen på ham og havde næsten fået fat, da hans knyttede højrehånd landede i hendes mellemgulv, og fik det til at sortne for hendes øjne, samtidig med at alt luft forsvandt.
Det stak i lungerne, da hun stønnede uden at kunne trække ilt, og skuldrene smertede da hun rullede væk, og fik vendt sig om igen.
Han havde rejst sig med kniven i hånden og et vanvittigt blik, og måske var det tanken om barnet, der fik hende på benene, og sat hende i løb. Væk fra skrænten og ind mod klinteskoven uden at se sig tilbage. Grenene piskede rifter i hendes kinder, mens hun fortsatte fremad og væk fra stien. Ind og ud mellem bøgestammerne. Bare fremad og væk fra det monster, der havde været hendes mand i morges. Hendes lunger skreg og sidestinget skar i begge sider, da en trærod kom i vejen og sendte hende med ansigtet ned skovbunden.
Og der rungede en ny stemme pludselig gennem hovedet på hende.
Nej. Det kan da ikke ...
Hun kom på fødderne igen og så sig hurtigt tilbage uden at få øje på sin mand. Der var kun de høje bregner og de lange grønbrune bøgestammer og alligevel følelsen af, at der var nogen tæt på.
… være hende.
Hendes hjerte dunkede dobbelt, lægmusklerne rystede og lungerne gjorde ondt, men hun fortsatte gennem skoven uden at ænse stemmen. Hun skulle bare væk. Væk fra lyden af skridt. Væk fra mareridtet hun var vågnet til. Så langt væk som hun kunne. Og væk fra lydene der kom nærmere.
Hun kom forbi en tyk, knudret stamme, da en stærk arm tog hende omkring livet og en hånd bremsede lyden af det skrig der var på vej ud. Hun prøvede at dreje ansigtet væk fra det stramme greb, men det var for stramt.
Det er hende.
”Stille.”
Grebet om hendes liv løsnedes forsigtigt, og hun blev drejet rundt, og så ind i et ansigt, hun havde set før. Det var ansigtet fra en nat, hun havde prøvet at glemme lige siden hun var vågnet fra den.
Det raslede bag hende og lyden af skridt, fik hende til at bide sig selv i tungen, og øjnene blev fyldt med vand. Manden tyssede på hende med pegefingeren, og hun stirrede på det korte, lyse hår og arret i panden. Han slap hende helt, og gled frem fra stammens skjul og spærrede vejen for forfølgeren.
”Flyt dig.”
Det var Anders´s stemme. Kølig og afmålt, og vant til at blive lystret.
”Hvad skal du med den kniv?”
Endnu en stemme der ikke var vant til nej.
”Jeg sagde flyt dig.”
Jessica lyttede til stemmerne der sloges.
”Smid kniven.”
Kun den brusende lyd af de svajende trækroner. Så lød der et højt, tørt knæk. Og så var han tilbage bag stammen.
”Hvad laver du her?” spurgte han.
Intet svar. Hun stirrede bare på ham og prøvede at stoppe med at ryste.
”Du kan ikke kende mig?” fortsatte han.
”Jo.”
”Det kan du ikke.”
”Jo. Jeg var bare meget fuld.”
Han lagde sin hånd på hendes kind.
”Men det var noget specielt. Ikke?”
”Jo, jo.”
Igen skrattede en fremmed stemme i hendes hoved.
Det er forudbestemt. Det her er skæbne.
”Hvad skete der med Anders?”
”Anders. Han er død.”
”Død?”
Hun tøvede, før hun trådte ud og fik øje på ham. Han lå på maven, og ansigtet var drejet i en vinkel der nærmede sig de 180 grader fra den oprindelige position. De øjne der havde fået hende til at blive blød, da hun stod foran præsten, døbefonten og en broget forsamling af hans familie og venner, kiggede mat og stift ud i luften.
Maven trak sig sammen og æg, kaffe og juice landede på jorden med et tungt plask, og efterlod en syrlig smag af appelsin og galde.
Hendes mand var død, og hun havde været for dum, hvis hun havde troet det skulle være anderledes end det. For sådan havde det altid været med hende. Hun var født ved og som et uheld. Og hun havde sådan set både vænnet sig til det og lært at leve med det. Hun havde endda kunne grine ad det sammen med de andre, hun delte flaske med. Så dukkede han op, og hun havde troet uheldet havde glemt hende. Tosse Jessica. Nu stod hun så igen med bræk på skoene. Gift og enke indenfor et døgn. Velkommen hjem. Gode, gamle Jessica.
Hun kunne mærke en hånd på ryggen.
”Er du okay?”
Hun spyttede slim og surt spyt og rystede på hovedet, og tænkte på vodka. Rystende klar og rolig vodka. Så tænkte hun på livet i sin mave. Og så igen på roen fra vodkaen.
”Jessica. Vi skal væk. Nu.”
Han lagde armen omkring hendes skulder og de begyndte at gå.
”Vi finder en bil.”
De drejede til venstre ad stien og kom ud på den gamle parkeringsplads. En tromlet grusplads indrammet af røde rafter, og længere nede svajede en vimpel i rød og hvid ved siden af det nye Geocenter, hvor små poder kunne høre på fortællinger om urtid, kridttid, istid og Danmarks fødsel i tidssvarende arkitekttegnede omgivelser.
Tom stod og så ud over rækken af parkerede biler, og trak hende hen mod en støvet sort polo, hvor en venlig sjæl havde skrevet: vask mig, på forruden. Kiggede sig igen omkring, vejede en sten i hånden, smed den fra sig igen, og satte albuen gennem sideruden på bilen. Han satte sig ind og låste op for Jessica. Et højt smæld fortalte hende, at ratlåsen var knækket, og han havde allerede hevet bundstykket ud, da hun satte sig ind. Et øjeblik efter drejede de ud fra pladsen.
***
Det trak fra den knuste bilrude, og hun betragtede ham mens han kørte. Manden fra den aften, hvor halsbåndet havde strammet. Den aften hun var faldet i og havde givet sig lov til at være den pige, hun havde været engang.
Han trommede med begge pegefingre på rattet til de blå toner fra en guitar og en hylende mundharmonika.
”Du hedder Tom.”
Han nikkede og kastede et blik på hende.
”Hvorfor var han efter dig?”
”Jeg ved det ikke.”
Hun trak vejret dybt for at få det under kontrol og skruede lidt op for radioen, da en dyb, hæs stemme afløste en klagende mundharmonika.
”Det var min mand”
Trommeriet på rattet stoppede, og hun betragtede hans kæbemuskel arbejde, mens han holdt blikket på vejen.
”Din mand?”
”Hvor længe?”
”Siden i går.”
Musikken og den ru røst erstattede samtalen.
… I got a job working construction for the Johnstons company…
… but lately there aint been much work on the account of the economy...
Det var hende der startede samtalen igen.
”Har du en smøg?”
”Nej. Ryger ikke. Og har aldrig gjort det.”
”Jeg er faktisk også stoppet. Men nu skal jeg altså bare have en smøg.”
Hun var stoppet med at ryge, da hun mødte Anders. Ikke for hans skyld. Han havde bare givet hende lyst til at stoppe, og det var i det hele taget det, han havde gjort ved hende. Han havde givet hende lyst til noget andet. Givet hende lyst til en fremtid med rækkehus og småbørn og faste spisetider.
De drejede ind på en tank, og han kørte bilen op mod vaskehallen og lod den stå i tomgang, mens bossen fortsatte sine spørgsmål.
… is a dream a lie, if it dont come true...
… or is it something worse...
”Har du penge?”
”Ja, ja.”
Hun stoppede halvvejs ude af bilen.
”Skal du have noget med?”
”Nej.”
Han kvalte et grin.
”Er det sjovt?”
”Nej. Nej, det er ikke sjovt.”
… that sends me down to the river...
… though I know the river is dry...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar