Rage, Slutspil I

***

Jeg

ser

ham.

Den

første.

Den

anden

kommer

…

snart.

”Hvad gør du, Jack? Bestem dig. Vi har ikke hele dagen.”

Spytter ordene i den tone der engang gav ham vand i øjnene. Men jeg fik lært ham kontrol, og nu smiler han bare og peger på mig med sin Heckler & Koch. Godt min dreng. For det er nu, det kulminerer. Det er nu, vi tager endnu et kvantespring i evolutionen. Jeg har sørget for vores overlevelse, og køligheden i luften og de faldende fugle, fortæller at alt går som planlagt.

Han sætter fødderne på gruset uden at støje. En behændig landing som jeg har trænet med ham, siden vi opdagede hans unika. Nu står han ved min side. Jack var den første, og Tom den anden. Er de brødre? Er de far og søn? Den slags spørgsmål hører fortiden til, for relationerne er forbeholdt os, homo sapiens. For dem, giver de ingen mening.

Jeg klapper Tom på skulderen.

”God du kom min dreng.”

***

Han klapper mig skulderen, som han altid har gjort, når jeg har lystret. Og som altid ved jeg hvad der kommer.

”God du kom min dreng.”

Foran mig står Jack. Han kender mig ikke, men det var mig der sad i en sort Mercedes for mange år siden. En morgen i maj. Mig der slog hans kone ihjel, og senere mødte hans datter og tog hende med hjem. En datter han aldrig så blive voksen. Den datter, der lige nu sidder og venter på sin far.

Dette er mit livs vigtigste skuespil, for Jack er telepat og var engang den bedste i enheden. Så jeg folder tankerne sammen og gemmer dem bag en furet mur af falske tanker og intentioner, håber på mit mentale pokeransigt ikke kan gennemskues og kigger ham lige i øjnene, da han strammer grebet på aftrækkeren.

***

Jeg har nedstirret det plyssede arfjæs ved siden af min gamle mentor. Alligevel træder han frem uden at vide det næste skridt vil smadre hans brystkasse.

Jack. Rolig. Jeg ved du kan læse mig. Manden ved siden af bluffer. Han har ingen kontrol over din datter. Det var mig der gav ham ringen. Og mig der ved hvor hun er. Lad som ingenting. Spil med og gør hvad han siger.

Han stryger imaginært støv af sit sorte jakkesæt og knækker sine fingre. Hans gamle vaner har altid irriteret mig.

”Han er vel også et at dine eksperimenter,” siger jeg.

Fingrene knækker igen, og jeg forestiller mig knækket fra hans nakkehvirvler, når jeg knækker dem.

”Okay. Hvad så?”

Jeg afsikrer gode, gamle H&K og sænker løbet, mens de sorte drenge fortsat holder deres sigte.

”Smid den, og find nøglerne og listerne.”

”Okay. Hvis du får dine små spejdere til at slappe af.”

Han vinker deres våben i hvileposition, og tilbage i bilen finder jeg det han spørger efter. Klikker plasticlisterne sammen og memorerer rute, koder og placering. Flår dem fra hinanden igen, og knuser dem til små, plasticsplinter med mine støvler.

”Hovsa! Det må du undskylde.”

Det knaser, da min hæl tværer splinter til støv.

”Det er da også noget billigt lort, det der.”

Spejderdrengene er hurtige og hæver deres våben, da jeg dykker i lommen efter ild og får tændt den sidste flade Prince. Krøller pakken sammen og knipser den ud i luften.

”Men jeg nåede at se hvor skatten er gemt.”

Jeg smiler og ved det koger indeni ham. Vi har ingen fælles gener, men temperamentet … det er det samme. Han har altid været lidt bedre til at kontrollere det, men jeg ved så også hvordan han får afløb.

”Du viser vej,” hvisler han.

Synet af den røde dør på bunkeren får fnyset frem og højre støvle knalder døren op. Fordi jeg stadig kan, og fordi det føles så forbandet godt.

Der er installeret kolde, hvide lysstofrør, og spejderdrengene har ladet dem brænde. Hvem har lært dem op? Det kan godt være deres hjelme er tænkt som beskyttelse mod mig, men jeg er sikker på, der ikke er meget at beskytte.

Jeg fører an gennem den smalle betongang, og kører ruten, fikspunkterne og koderne gennem hovedet før jeg går ind i det første mandskabsrum og stiller mig foran den grå endevæg.

Rummet er dimensioneret til ti mand, men lige nu er det tomt. Ingen køjer. Ingen stole. Ingenting. Enten er de løbet tør for midler, eller også har en gruppe stribede slips efter langvarigt analysearbejde konkluderet, at Danmark i bund og grund er et trygt sted at bo.

Men jeg holder vejret sammen med en kunstpause og hamrer så min knytnæve ind i endevæggen. Hamrer igen, og nyder hvordan mine knoer maler røde pletter på betonen. Slår endnu en gang, stepper til venstre og smadrer venstre hånd i muren i en vinkel på 45 grader fra midten, og så igen til højre for midten imens jeg ler højt. Vender mig og kan se det gibber i øjnene på de yngste, og det får mig til at le endnu højere.

Tager et par hurtige skridt, drejer i hofterne og sender støvlesålen direkte i sidevæggen. Mærker blød beton, og sparker igen til råb, brøl og måbende blikke. Så holder jeg kæft, går over til den modsatte væg, og sparker forsigtigt med støvlespidserne langs med kanten. Vender mig og stirrer på dem med sammenknebne øjne.

”Hvad så drenge. Kan I høre det?”

De stirrer bare tilbage.

”Kan I ikke høre det?”

Sætter hånden bag øret, og kigger spørgende ud i luften.

”Næ. Nu forsvandt det sgu.”

Bryder stilheden og den spændte atmosfære med latter og et klask på låret.

”Hold nu op, hvor er I alvorlige. Hvad troede I der ville ske?”

”Troede I det var en speciel bankekode? Troede I muren ville glide til side og åbenbare en hemmelig dør?”

Ingen af spejderne siger noget.

”Jack, lad vær med at spilde vores tid."

”Hold op. Det var en joke, ikke.”

Jeg skubber til et par af uniformerne, da jeg går tilbage i betongangen og finder panelet ved siden af kontakten. Skubber den grå slidske væk og trykker bogstaver, tal og tegn og slutter med #.

Det summer indefra mandskabsrummet, og da jeg er tilbage er der blottet en mat ståldør i endevæggen.

”Nå. Den havde I ikke set komme?”

Endnu et panel til højre for døren og endnu en kode der slutter med #. 

Den klikker højt, da sprosserne trækker sig, og jeg skubber døren op til en smal, mørklagt gang. Der lugter tørt og indelukket.

”Lys?”

Får stukket en tung stavlygte i hånden og lader lyskeglen fare hen over den smalle, støvede betongang. Bevæger mig ud i mørket, og mærker hans tilstedeværelse ved siden af mig og den svævende spejder bag ham. Kun lige plads til to ad gangen, og tanken kommer pludseligt og uden egentlig årsag. Den plyssede med arret i panden og jeg er de eneste med evner. Resten er almindelige soldater. Jeg vidste godt, han fik ordre til at dæmpe enheden ned, men alligevel?

Sætter farten lidt ned og hvisker til ham.

”Hvad er der sket med din store hær?”

Lyser på ham og ser spørgsmålet får ham til at stramme kæberne. Det gør ondt på ham, så jeg fortsætter selvfølgelig.

”Er det, de store drenge der har taget dit legetøj?”

”Vis nu bare vej.”

Sætter farten op igen.

”Jeg troede ellers du havde styr på det.”

Kan næsten mærke hans temperatur stige.

”Det må være mærkeligt. Sådan at opdage man har brugt sit liv på ingenting.”

”Hvem beskytter Danmark nu? De folkevalgte?”

Han knækker fingre. Hårdt og højt.

”Eller har du bare givet op?”

Fortsætter og drejer til venstre i et T-kryds.

”Jeg forstår dig godt. Jeg mener, det Bruxelles der sætter dagsordenen nu. Og hvis vi endelig skulle prøve lidt selv banker domstolen os på plads.”

Nu er der tændt bål indeni, og jeg nyder varmen.

”Bid for bid har de siddet på taburetterne og smidt vores suverænitet sydpå.”

”Og du har bare set på indtil det sidste værn også skulle væk. Var det en studehandel? Var det en ordre fra toppen? Var det prisen for, at de store drenge ville acceptere havretskommissionen? Et kompromis om 90 milliarder olietønder?”

”Hold nu kæft.”

”Nå, du er ikke blevet stum. Men hvorfor smide den eneste rigtige trumf væk? Jeg troede du ville gøre hvad der skulle til. For at sikre Danmark. Uanset hvad. Men den gamle modstandsmand er måske blevet mere politiker på sine gamle dage?”

”Hold nu din latterlig kæft.”

”Hvad? Jeg spørger jo bare.”

”Du aner ikke en skid. Og det har du aldrig gjort. Du er fuldstændig mislykket.”

”Det ved jeg. Og det må du så lære at leve med. Det har jeg gjort. Men er det rigtigt? Er du bare bonden i det store spil?”

”Luk så ellers ...”

”Ellers hvad? Ellers hvad?”

Jeg har vendt mig og nagler mine øjne ind i hans. Er det nu? Lad det være nu. Mine arme sitrer og lavaen sprøjter gennem mine årer. Kom så gamle mand. Sig noget. Gør noget. Giv mig en åbning. Giv mig en anledning.

”Ellers dør din datter nu.”