Det sydede, da hun slukkede endnu en cigaretglød på bunden af en guld Tuborg. Solen kastede svagt orange lys ind i det støvede kontor, og deres ansigter lyste blåt i skæret fra laptoppen foran. Bordet flød med udskrifter af gamle rapporter. Den seneste var fra sidste uge, emnet var hende, og den var skrevet af hendes afdøde mand.
Hun virrede med hovedet, og igen trængte en fremmed stemme sig på.
Men hvorfor er de efter henne?
”Hvorfor er de efter hende?” udbrød hun.
Tom vendte sig hurtigt mod hende.
”Der gjorde du det igen.”
”Hvad?”
”Mit hoved. Du fik det til at gå væk.”
”Øh?”
”Jeg har altid haft sådan en trykken i baghovedet. Men du får den til at forsvinde.”
”Gør jeg?”
”Ja. Det gjorde du også da vi mødtes.”
Hun strøg hånden gennem håret.
”Hvad tænkte du lige før?” spurgte hun.
”Jeg tænkte, hvorfor de holder øje med dig? Hvorfor de er efter dig?”
”Så tror jeg, jeg kan høre dine tanker.”
”Mine tanker ... hele tiden?”
”Nej. Kun nogen gange. Jeg kunne også høre Anders. Ude i skoven.”
Han rejste sig og begyndte at gå rundt i kontoret.
”Det er derfor, de holder øje med dig.”
”De? Hvem?”
”Enheden. Vores enhed. Danmark sidste værn – men hvorfor slå dig ihjel?” mumlede han for sig selv, og fik et rynke V i panden.
”Hvad er det for en enhed?”
Hun havde også rejst sig.
”Hvad er det for noget det her?” fortsatte hun.
”Du er telepat.”
Han greb hendes arm.
”Det er derfor, jeg ikke kunne glemme dig. Du er ligesom mig.”
”Hvad er det, du snakker om?”
”Du har også evner.”
”Jamen. Hold nu op. Det er noget der sker, og jeg aner ikke hvad det er.”
”Hvad tænker jeg på nu?”
Hun rystede på hovedet. Skulle til at vriste sig fri, men blev alligevel stående og prøvede så at koncentrere sig. Lukkede øjnene og fokuserede. Men ingenting.
”Jeg kan ikke ...”
”Kom nu. Slap af. Og tøm dit hoved.”
”Jeg er fuld.”
”Bare slap af.”
Jessica fyldte lungerne med luft, og prøvede at gøre sit hoved tomt.
Det er helt nyt for hende.
”Det er helt nyt for hende,” gentog hun langsomt.
Jeg vidste det.
”Og det vidste du.”
Han slog hånden i bordet med et brag.
”Og du har aldrig været klar over det?” spurgte han.
Hendes hoved føltes anderledes. Beskidt. Som om det ikke længere var hendes eget.
”Klar over det? Nej. Nej, jeg aner jo ikke hvad der sker, Tom. Det er helt nyt. Og det er helt galt det her. Helt galt.”
Han tog hendes hånd, og hun lod ham holde den.
”Nej. Der er ikke noget galt. Vi er bare udviklede. Vi er et skridt længere end de andre.”
Tom trak hende med ind i stuen.
”Telegrammet. Fra din fars ven. Ham du aldrig havde hørt om? Det her?”
Han viftede ivrigt med det.
”Ja. Det der. Aner ikke hvem det er. Min far døde, før jeg kunne huske noget som helst. Og jeg har aldrig hørt noget fra nogen af hans venner.”
”Kom. Vi henter den gave med det samme.”
***
”Dernede,” sagde hun og pegede.
Der stod HOTEL STAR med sorte, firkantede bogstaver på den aflange, oplyste lyskasse der svævede over fortovet. Bilerne holdt stramt parkerede på begge sider af gaden og efterlod kun lige plads til, at en polo kunne passere i ensrettet trafik.
Tom havde fortalt om sine egne evner på turen til Vesterbro, og selvom det var svært prøvede hun at acceptere, at manden der lige nu drejede ned ad sidegaden var resultatet af et langvarigt eksperiment. Og ikke nok med det. Han kunne lade en del af sig selv svæve mod himlen, og han var åbenbart med i samme enhed som hendes mand havde været. Det var langt ude, og hun skyllede tankerne på plads med en slurk lunken guldøl.
Poloen bevægede sig langsomt ned ad gaden, mens Tom spejdede til siderne.
”Kan du se nogen?”
”Nej.”
De fandt en ledig plads i en parallel sidegade og gik tilbage mod hotellet og stoppede op foran indgangen.
”Jessica. Det er bedre jeg bliver udenfor og venter.”
”Ja, ja.”
”Kan du klare det?”
”Ja, ja. Selvfølgelig.”
Hun skubbede døren op til en lobby, der havde haft sin storhedstid da Stauning var på sit højeste, og gik hen mod receptionen. Belysningen var svag, men røbede alligevel at det røde gulvtæppe var slidt sort i midten.
Receptionisten med hvid skjorte og sort vest havde gråt, tilbagestrøget hår sat med stålkam og brylcreme, høj pande og øjne der havde set alt, hvad der overhovedet var værd at se, og lige nu bedømte de, den unge kvinde der langsomt skridtede op mod hans reception, som værende stærkt beruset. Overhovedet ikke usædvanlig i kvarteret.
”Godaften frøken. Velkommen til STAR HOTEL. Hvad kan jeg gøre for dem?”
”Hejsa.”
Hun lænede sig ind over disken og støttede med begge hænder.
”Hejsa.”
”Jeg hedder Jessica.”
”Okay. Godaften Jessica.”
”Jeg skulle hente en gave.”
Han blev revet ud af rutinen og lænede sig frem med nysgerrige øjne.
”Jessica siger du. Og hvad er efternavnet?”
”Danielsen.”
”Danielsen. Ja. Jeg tror, jeg ved, hvad det er du mangler,” sagde han med mange år på Vesterbro i stemmen og forsvandt under disken. Der blev rodet og bandet og så dukkede han op igen med en brun kuvert i hånden.
”Men jeg bliver nød til at spørge dig om noget.”
”Ja. Spørg løs.”
”Hvad var det, dit pigenavn var?”
”Russels. Jessica Russels.”
”Det var dét ... ja ... det var dét.”
Konvolutten blev lagt på disken, men han fjernede ikke hånden.
”Nå ja, lige en ting til.”
”Ja.”
”Dine plejeforældre på Fyn. Dem i Martofte. De havde en nabo som du sikkert godt kan huske. Hvad var det nu han hed?”
”Hvad for noget?”
Alkoholen blev blæst væk og alt blev forbandet klart. At han lige skulle spørge om naboen. Hun havde for længst låst det hele ned i den store kasse med forbudte minder, smækket døren i, og smidt nøglen væk, og glemt alt om den. Da hun var gået ind på hotellet, havde hun ikke anet noget om den kasse, men spørgsmålet borede sig direkte gennem mørket, sparkede døren op og flåede låget af den.
… lille ludertøs …
”Hvad er det, du spørger om?”
”Jeg tror du hørte mig,” sagde han og fjernede konvolutten fra disken.
”Hvem har bedt dig om det her?”
Sveden der piblede frem under hendes arme og langs ryggen var kold.
… De har dig sgu da kun for pengenes skyld ...
Receptionistens arme viftede afværgende.
”Jeg skal bare sikre mig.”
Hun sank en tør klump spyt og smækkede låget på kassen i.
”Han hed Martin … okay. Martin Larsen.”
”Okay. Jeg skulle spørge jo. Kunne ikke give den til hvem som helst. Det forstår du godt. Ikke?”
Hun er sindssyg. Hun er splitterravende gal.
”Ja. Det er jeg nemlig. Splitterravende gal.”
Han stirrede forskrækket på hende, da hun rev konvolutten ud af hånden på ham og vendte sig for at gå ud til Tom.
Han vendte sig mod hende i samme øjeblik, hun trådte ud på gaden.
”Fik du den?”
”Ja.”
”Er der noget galt?”
”Nej, nej. Det er fint.”
”Hvad var det?”
Konvolutten blev vist frem og der var ingen der sagde noget før de igen sad i bilen. Og der sad hun så med gaven i skødet og rystede. Den der havde sendt den, kendte hende. Den, der havde sendt den kendte hemmeligheder, hun selv havde glemt. Hendes gamle psykolog? Nej. Det kunne det ikke være. Hun havde hjulpet hende, og fået hende ovenpå.
”Er du sikker på, du er okay?”
”Ja.”
Hvad var der i konvolutten? Ville hun overhovedet vide, hvad der var i konvolutten?
”Jessica? Vågn op.”
Tom snuppede konvolutten fra hendes skød og rystede den forsigtigt. Så rodede han i handskerummet, fandt en lommelygte og prøvede at lyse igennem uden resultat. Små forsigtige tryk på konvolutten, før han forsigtigt åbnede den og trak et foldet stykke papir og en flad, brun pakke ud. Han foldede papiret ud og kiggede på det.
”Det er til dig.”
Brevet skiftede hænder, og hun begyndte at læse.
9. april 2012.
Kære Jessica Russel.
Når du læser disse linjer er det en død mands tanker ...
Tom lod hende læse i fred, og da hun var færdig stirrede hun bare ud ad ruden.
”Hvad stod der?”
”Alt muligt.”
”Alt muligt hvad?”
”Om min far.”
”Okay.”
”Jeg gider ikke snakke om det.”
Hun tændte en cigaret, inhalerede grådigt og ænsede ikke ringetonen, der fik ham til at sætte sin telefon mod øret.
”Ja.”
.........
”Selvfølgelig. Ikke noget problem.”
.........
”Okay.”
Han lagde telefonen tilbage og startede bilen uden Jessica reagerede. Hun vågnede først rigtig op af døsen, da de var nået ud på motorvejen.
”Hvor skal vi hen?”
”Vi skal tilbage til Møn.”
”Til Møn. Nu?”
”Ja. Har lige snakket med min chef.”
”Hvad?”
”Min chef.”
”Altså chefen for den enhed, du har snakket om?”
”Ja.”
”Chefen for dem som du tror er efter mig?”
”Ja.”
”Hvad tænker du på?”
”Rolig. Jeg kender ham. Han er som en far. Jeg finder ud af det.”
***
Værten i natradioen proklamerede med afdæmpet, dyb stemme, at den næste time var dedikeret til manden der aldrig stoppede med at turnere, og til tonerne af Robert Allen Zimmermans koldkrigssange og mens de kørte ned gennem det mørke Sjælland, fortalte han hende om sin plan. Og da søvnen ganske blidt havde løftet hende op fra alkoholens favntag, tog han sin telefon og ringede op.
”Det er mig igen.”
.........
”Ja. Hun sover her ved siden af mig.”
.........
”Men hun har evner.”
.........
”Ja, ja.”
.........
”Selvfølgelig, men altså ...”
.........
”Ja, ja. Okay. Selvfølgelig.”
.........
”Ikke noget problem.”
.........
”Altid.”
Han proppede telefonen tilbage i lommen og kastede et blik på den sovende Jessica. Så trommede han videre på rattet og begyndte at nynne med.
And I watch while you´re lovered
Into your deadbed
And I´ll stand over your grave
Till I´m sure that you´re dead
***
Ganske, ganske langsomt drev hun op mod overfladen. Holdt øjnene lukkede og kæmpede for at komme tilbage til den varme, gode drøm. Så forsvandt den, og hun rettede hovedet op. Mærkede det smerte i nakken, og snurre i baghovedet. Tom sad ved siden af med hovedet bagover og venstre arm ud af den smadrede siderude. Han sov åbenbart med åbne øjne og lige nu stirrede de stift op i loftet.
De var tilbage på den parkeringsplads, som de var taget af sted fra dagen før, og hun åbnede døren og trådte ud på gruspladsen. Solen var begyndt at kaste de første lyserøde og orange klatter på de mørke majskyer. Klinteskoven var stadig mørk, men fuglene kvidrede allerede sammen med den overstadige morgenvært.
Hun strøg håret tilbage, rystede på hovedet og samlede gårsdagen sammen og vrikkede med venstre ringfinger der føltes lettere end den plejede. Hun smilte lidt ad sig selv, for de havde jo skiftet finger i kirken, men smilet forsvandt igen da højre ringfinger også var nøgen.
Det tørre svælg fortalte, at hun havde drukket mere end en enkelt eller to dagen før, og hun prøvede at erindre, hvornår ringen var blevet taget af og kylet ad helvedes til. Eller skyllet ud i lokummet eller bare foræret væk til et måbende lille tøsebarn. Der var mange muligheder.
Så fløj en skygge ned mod bilen, og der lød et smæld inde fra kabinen. Døren blev åbnet, og hun kunne høre Tom kaste op.
Da hun var kommet rundt om bilen, sad han stadig lænet ud fra førersædet med spyt i mundvigen. Han steg ud, og undgik behændigt at svine sine støvler til. Kiggede på hende og tørrede munden med sit ærme.
”Morgen,” sagde hun.
”God morgen.”
”Er du okay?”
”Hm. Sådan er det altid, når jeg kommer tilbage.”
”Nå, okay. Du har altså lige været ude på en af dine … ture?”
”Ja. Jeg kalder dem nu rejser.”
”Nede hos?”
”Ja.”
Han harkede og spyttede i gruset.
”Er det dig, der har taget min ring?”
”Ja. Vi skal bruge den.”
”Det sagde du da ikke noget om i går.”
”Du faldt i søvn.”
”Hvad skal I bruge den til?”
”Sørge for din far ikke slår sig selv ihjel.”
”Så jeg får ham snart at se.”
”Det gør du. Han er på vej nu.”
Han trak vejret dybt og farven vendte tilbage i ansigtet på ham, og hun kunne mærke det summe uroligt i kroppen.
”Jessica. Lige meget hvad. Så skal du blive her. Ikke? Lige gyldigt hvad der sker, så bliver du her.”
***
Formiddagen havde visket morgenskyerne ud og efterladt klar blå himmel. Vinden smagte salt og brusede som lette jazzwhiskers på et spændt lilletrommeskind.
Tom stirrede igen op i billoftet, og en taktfast, brummen fra en helikopter nærmede sig. Det var cirka en halv time siden, Tom havde forladt kroppen på førersædet, og nu sad hun ved siden af med en pakke i hænderne. Da hun havde læst brevet i går, havde hun glemt alt om, hvad der ellers var gemt i bryllupsgaven.
Hun rev det brune papir af pakken, og sad nu med en sølvgrå kasse på størrelse med en paperback. Der lød et velsmut klik, da hun frigjorde låsemekanismerne i siden for at tage låget af.
Sort skum med 24 fordybninger stoppet med 24 forseglede og matsorte petriskåle.
Helikopteren larmede og passerede parkeringspladsen, og det var som om, der var nogen der kaldte på hende. Maven rumlede, og hun følte med det samme et stik af skyldfølelse. Hun var sikker på, der stadig var liv indeni, men hendes far var lige i nærheden. Måske var han kommet med helikopteren?
I virkeligheden burde hun starte bilen, finde føde og den nærmeste læge. Tankerne for rundt i hovedet på hende, og selvom sult og samvittighed slog hårdt, kunne hun ikke lade være med at smile.
Tom havde bedt hende om at blive i bilen. Han havde åbenbart ikke selv læst de rapporter, han havde vist hende aftenen før, for så havde han vidst, at hun ikke altid gjorde, hvad hun fik besked på. At det faktisk var sjældent det skete.
Samarbejdsvanskeligheder. Egenrådig. Egotripper. Asocial. Problemer med autoriteter.
Ord var der mange af. Hun smækkede bildøren efter sig, proppede kassen ind på maven og begyndte at gå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar