Hjertelig velkommen til fortællinger fra mit univers

Her er blandede skriverier, og fortællingen om om Jack, Tom og Jessica. En historie malet med grå skitsestreger.

Historien starter på Nørrebro i januar måned 2011.

http://jankristoffersen.blogspot.com/2011/01/rage-jack.html

og fortsætter med Rage, Jack, II og så videre.

Hvis du syntes historien underholder eller oplyser dig, er det på huset og mig en stor fornøjelse.

Dog ville du kunne gøre mig en stor tjeneste ved at anbefale bloggen til en eller to som du kender, som måske også vil have fornøjelse af bloggen.

Du skal også være meget velkommen til at tilføje dig som fast læser eller sende en besked.

Historierne kan også findes på:

http://jankristoffersen.wordpress.com/

Jeg takker og letter på hatten.

Kærligst, Jan K

mandag den 22. august 2011

Rage, Slutspil III


Snottet smager stadig af blod, smerterne fra ribbenene slår mine tanker i stykker, og jeg aner ikke hvor lang tid der er gået, da de løfter mig og slæber mig tilbage igen. Skimter lys gennem klædet, da jeg mærker stolen under mig.

De fjerner kluden der stinker af sved, og jeg ser direkte i min gamle mentor øjne. Hans hænder hviler på det lille stålbord, der reflekterer lyset og får mig til at knibe øjnene sammen, og hans mand Tom står ved siden af.

Jack. Jeg spørger dig for sidste gang. Hvor er de?”

For sidste gang. Jeg ved det ikke.”

Jamen, så har vi et problem.”

Vi?”

Jack. Du kommer ikke levende ud herfra. Det her er kun et spørgsmål om din datter.”

Hvad siger Tom?”

Ingenting.”

Har du spurgt ham om min datter. Ved du hvor hun er?”

Er det ikke gået op for dig? Det ikke dig der stiller spørgsmål mere.”

Tom afsikrer sin pistol og tager langsomt sigte på mig.

Hvad er det I leder efter?”

Det er hendes stemme, og den skærer gennem rummet samtidig med hendes tanker trænger ind i mine.

.o0(Åh nej. Hvad er det sket med ham?)

Jessica. Kom væk!” råber jeg, mens de to soldater i rummet retter deres maskinpistoler mod hende. Tom fortsætter med at sigte, og taler uden at fjerne blikket fra mig.

Jessica?”

Hvad laver du?” råber hun.

Stille!”

Manden i sort har rejst sig og peger på min datter med sin semiautomatiske Glock.

Stå helt stille,” fortsætter han.

Kan mærke hende. Kan mærke hvordan hun pakker sin frygt sammen og presser den ned i en slidt, lille kasse og gemmer den langt væk. Det varmer mit bryst, og jeg slider alt hvad jeg kan for at flå stripsene over. Jeg har gjort det engang før.

Du sagde, hun var i bilen,” siger han og kigger kort på Tom.

Det var hun også. Jeg ved ikke ...”

Hvad snakker du om, Tom? Du bandt mig jo ikke,” siger hun.

Tom?”

Der er tvivl i stemmen, og det er ved at gå op for ham. At han endnu en gang er ved at miste kontrol.

Tom. Bandt du hende?”

Ja.”

Han stikker venstre hånd i lommen og tager en sort genstand frem, der ligner en krydsning mellem en moderne bilnøgle og en fjernbetjening, og jeg ved det er en af hans udveje. En joker og en skjult trumf.

Toms pupiller begynder at flakke og hans blodårene i panden skjuler næsten hans ar.

Tom. Du tvinger mig til det her.”

Hvad laver du?”

Tom sænker pistolen og tager sig til hovedet.

Tom. Fortæl mig nu. Bandt du hende?”

Ja …” Han brøler og tager sig til hovedet.

Tom!”

Nej. Jeg bandt hende ikke.”

Hvorfor ikke?”

Hvad sker der med mit hoved?”

Hvorfor?”

Hvad sker der med mit hoved?”

Han vifter med den sorte genstand.

Der sidder noget i dit baghoved. Det har der altid gjort. Og det er jeg glad for nu.”

Og jeg mærker hans overraskede tanker.

.o0(Mit hoved. Mine smerter. Derfor.)

Hvad er det i leder efter?” spørger hun igen.

Tom, hvad ved hun?” sige han roligt. Der er altid kontrol på overfladen.

Og Tom svarer ikke. Han står bare og kigger med forvirrede øjne og har tilsyneladende glemt alt om at sigte på mig.

Hvorfor blev du ikke i bilen, Jessica?”

Fordi jeg gør, hvad jeg lyst til.”

Hendes svar fylder mig med en sær, varm fornemmelse, og jeg lægger alle mine kræfter i for at sprænge de forbandede strips.

Tom. Ved du, jeg blev gravid?” spørger hun stille.

Tom låser blikket fast på Jessica. Manden i sort gør det samme og jeg holder op med at flå i plasticen i et øjeblik. Gravid. Hende. Den lille pige. Og Tom … ?

Og Tom er den første der taler igen.

Med hvem?”

Dig.”

Mig?”

Hun nikker, og jeg ved bare, hun er så sikker, som hun kan være uden at vide det.

Jamen dog. Det er jo interessant.”

Han har altid været hurtig, og nu smiler han til Jessica uden at sænke sit håndvåben.

Hvorfor?” spørger hun.

Du ved ingenting?”

Et spørgsmål hun besvarer med et fnys.

Du ved godt, det er din far der sidder der og bløder?”

Hendes hoved bevæger sig langsomt op og ned, men hun kigger ikke på mig.

Og nu fortæller du mig, at du kender ham der i forvejen,” siger han og peger på Tom.

Er du sikker?” spørger Tom. Og i det øjeblik ligner han, det han er. En mand, der bare ikke aner hvad han skal gøre. Som mange andre før ham.

Tom, lad vær med at afbryde.”

Hold kæft. Lige nu holder du kæft.”

Ordene flyver gennem luften og straffen kommer prompte. Han trykker på sit djævelskab, og Tom stønner og pistolen falder mod betonen, da begge hænder bliver lang lindrende omkring ansigtet.
Rolig Tom. Helt rolig.”

Han vender sig igen mod Jessica.

Men jeg kan jo lige så godt sige det som det er. Jeg leder efter en lille kasse. Den er sølvgrå og føles kold på overfladen.”

Hvad er der i?”

Små petriskåle.”

Og hvad får jeg, hvis jeg fortæller hvor den er?”

Ved du hvor den er?”

Ja.”

Hvorfor skal jeg tro på det?”

Der er 24 petriskåle i kassen.”

Han studerer hende. Gransker og vurderer.

Okay. Hvad vil du have?”

Lad min far være. Slip ham.”

Desværre. Det kan jeg ikke.”

Jamen så ...”

Og lynhurtigt skifter han sigte fra hende til mig.

Jessica. Hvor er den. Jeg tæller til tre.”

.o0(Du må ikke Jessica.)

En.”

.o0(Lad være.)

To.”

Tom vakler med rødsprængte øjne og Jessica ser på mig.

Tre.”

Jeg har den her!” råber hun og trækker en sølvgrå kasse frem, som hun må have haft gemt på ryggen, og alt bliver koldt indeni, da jeg ser hans smil. Et smil, jeg har set før. Og altid lige før han skulle have afløb.

Nej.!” råber jeg og river, slider og flår i stripsene og vælter sammen med stolen om på betongulvet.

Han tager et skridt frem mod hende, og jeg ser hvordan alt fokus er på den unge kvinde foran ham. Den blødende gamle tosse der ligger og skriger ved siden af en væltet stol er glemt.

Tom. Gør noget!” Og jeg råber så indtrængende, som jeg nogensinde har råbt.

Så lyder skuddet. Et knaldhøjt smæld der får det til at runge mellem betonvæggene. Jeg lukker øjnene og registrerer kun hyletonen i ørerne og lugten af krudt. Lukker øjnene og virkeligheden helt ude. Kan ikke åbne øjnene. Det her vil de ikke se.

Hører kroppe der tumler sammen og støvler mod betonen, og da jeg omsider lader lyset trænge ind min bevidsthed, opdager den Tom der hamrer sin knytnæve i ansigtet på manden i sort.

Bag dem er en mørkerød klat af blod, små bensplinter og grå masse ved at flyde ned ad betonvæggen. Jessica ligger foran uden at røre sig, og jeg fokuserer på den sølvgrå kasse.

Mine plasticstrips er ved at give sig, og jeg brøler uforståelige ord ud i luften sammen med spyt, galde og brændende had. 

Soldaterne tager sigte og skyder på Tom, men kuglerne rammer uden at virke, og han fortsætter med at lade slagene regne ned over sin tidligere chef. Så blinker stålet fra en kniv i luften. Manden under Tom vrider sig og løfter højre hånd med fjernbetjeningen. Og Tom kniv falder mod betonen, da han igen tager hænderne omkring hovedet og brøler. Hans krop bevæger sig i spastiske bevægelser og en stank af brændt hud og hår begynder at brede sig. Så falder han om, og opløses i samme øjeblik som mine strips sprænger.

Og jeg ser alt med sløret, rødt filter og de to unge soldater opdager ikke hvad der ramte dem. Trykker næsebenet op gennem pandelappen på den første, og laver blodfontæne fra den næste soldates strube med tre hurtige snit fra kollegaens kniv. Mister fodfæstet i den mørkerøde fontænepøl, men når over til manden og slår Glock´en ud af hans hånd, og smadrer bundstykket af kniven mod hans blodige ansigt, og drejer ham rundt. Bøjer mig og finder pistolen, som jeg presser i tindingen på ham.

Nu står hans spejderdrenge i døren og venter.

Væk!” råber jeg.

Han har stadig kassen i hånden, og jeg undgår igen at se på Jessica. Har allerede set størrelsen på den mørkerøde plamage, og ved hvor stort udgangshullet er.

Væk!”

Soldaterne gør plads og jeg møver os forbi dem ned ad gangen og ud i det fri. Ud på gruset, hvor min bil står parkeret. Solen står højt og gør vores skygger små, og der er stadig ingen soldater. 

Jeg styrer over mod bilen og henter reservetanken frem. Så sparker jeg skråt ind fra oven og smadrer hans knæskal, og han synker mod jorden uden et ord, og det er først, da jeg jager kniven ind i det andet knæ, at han begynder at skrige, og jeg suger langsomt vellyden ind.

Åbner den sølvgrå kasse og smider petriskålene ud på grusset foran ham, og giver dem den første sjat benzin. Går langsomt tilbage til bilen og finder en ny æske smøger frem.

Suger grådigt nikotin og tjære. Nyder lyden af hans smerte, men det bedste er udtrykket i hans øjne. Jeg ved, han ved, hvad der venter. Og det ikke smerten, der er det værste for ham. Luften rumler, for de er på vej, og helikopteren er der snart.

Nej. Jack. Det ...”

Hans skrig er fortvivlet, da cigaretgløden bliver antændt af benzindampene og flammerne ødelægger det, der startede som en smuk tanke hos en idealistisk biolog og sidenhen blev forvandlet til ulykke. Blev forvandlet til mig. Nu er det sort røg og smeltet plastic.

Jack. Jeg havde jo tænkt mig, at fortsætte det hele. Uden at de ville vide noget som helst. Jeg var nød til at lukke ned.”

Helikopteren kommer nærmere, og larmen fra rotorbladene får ham til at råbe.

Jack. Nu vinder de jo. Jeg gjorde det for fremtidens skyld. Den har altid krævet ofre.”

Jeg tømmer dunken ud over ham og træder et par skridt væk. Så tænder jeg endnu en smøg. Min sidste, for nu stopper jeg endelig.

Ser hvordan helikopteren dukker op i horisonten og ser skarpskytterne læne sig ud for at få overblik over målets position. Rotorens dunkende brøl nærmer sig, og jeg kan næsten ikke høre hans hulken. Ryger dybt på smøgen og laver lang, spids glød, før jeg sender den over mod ham.

Flammerne skyder op mod den blå himmel, og en tyk sky af kulsort røg dækker middagsolen til. Stanken af brændt hud, fedt, kød og hår får mig til at tænke på gamle dage og min gamle ven, Stefan.

Og da skarpskytterne i metalfuglen dukker frem af røgen, er jeg parat og rækker hænderne mod himlen, tænker på en lille pige, jeg aldrig kom til at kende og lader kuglerne flænse mit kød og splintre mine organer.

søndag den 21. august 2011

Rage, Slutspil II

***

Det er den kriblende og kradsende nysgerrighed der driver hende mod den røde dør, for det er lang tid siden døren smækkede i bag de sorte uniformer, Tom, den ældre mand i sort habit. Og så hendes far. Benene ryster lidt, da hun træder ind i bunkeren.

***

Min næve flyver mod hans kæbeparti, men bliver grebet af en kold hånd.

.o0(Stop.)

De afsikrer bag mig, men gangen er for mørk og trang til at skud, så jeg knalder panden fremefter for at knække hans næse, men den gamle er stadig hurtig og jeg rammer kun hans pande. Mit højre knæ jager opefter uden at ramme andet end en blød, kølig masse.

.o0(Stop det. Du kan ikke vinde den her)

Han ved jeg er inde i hans hoved. Lyset fra lygterne farer omkring os, og giver indtryk af alt for langsomt stroboskop. Mine furede hænder klemmer omkring hans hals, så mine blodårer står som højspændte blå baner. Men der er ingen reaktion og det flimrende lys røber intet rødt i hans øjne. Der er ingen krampetrækninger eller tegn på panik.

Han lægger sine hænder omkring mine, og fjerner dem roligt og uden den mindste anstrengelse.

.o0(Stop. Jeg er med dig. Hun venter på dig. Gør nu bare som han siger.)

Jeg vrider mine arme for at komme ud af hans greb, men det er stramt, iskoldt og umuligt. Han er for stærk.

Okay. Slap af. Jeg er rolig.”

Han løsner grebet en lille smule, og hans chef tager over.

Du bliver aldrig klogere. For fanden da, hvor er du mislykket.”

Han bukker sig ned og samler ganske langsomt min stavlygte op.

Forresten Inge. Din kone. Det var en advarsel. Dengang. Og det var min beslutning. Det var ikke de store drenge.”

Nu lyser han mig lige i øjnene.

Og de var Tom, der står med dig, der eksekverede.”

Tom strammer grebet, da jeg med al kraft og uden resultat prøver at vride mig løs. Må nøjes med at sende en spytklart ud i mørket uden at ane om den når sit mål.

.o0(Jeg er ked af det.)

Mørket omkring mig er rødt. Så fokuserer jeg på den tomme plet i min bevidsthed. Må vente til det rigtige tidspunkt kommer.

***

Hun bevæger sig ind i den oplyste betongang, og mærker uklare, fremmede tanker i hovedet.

***

Jeg famler til højre for indgangen, og finder en kontakt der åbenbart ikke virker. Stadig kun mørke og det flakkende lys fra stavlygterne. Rummet er større end det første mandskabsrum, men også her er indretningen sparet væk, og lygterne rammer kun den matsorte boks der står langs den ene væg, og ser på forsamlingen med sine røde diodeøjne.

Nøglerne,” lyder hans raspende stemme.

Jeg trækker nøglekortene frem, og han griber dem med en hurtig bevægelse og går de sidste meter hen til boksen.

Hold nu lygterne stille.”

Han knæler foran boksen.

Ved du hvad der ligger herinde?” spørger han.

Jeg nikker bare, selvom han sidder med ryggen til og ikke kan se min reaktion. For jeg kan høre, han vil høre sig selv tale, og ikke mig svare.

Det er de sidste stamceller der er tilbage.”

Nøglekortene lyser mat i skæret fra lygterne, da han holder dem op mod læserne.

Tror du virkelig jeg giver op?” fortsætter han.

Og nu går det op for mig, hvad han vil sige.

Tror du virkelig, jeg havde tænkt mig at lukke alt ned?”

Nej. Men du har tænkt, dig det skal se sådan ud,” svarer jeg og ved det betyder, at min død indgår i hans plan.

Ja. Det har jeg. Det er ikke andet for.”

Nøglerne glider gennem læserne og de røde dioder klikker til grøn farve.

Så hvad med min datter?”

Spørgsmålet får lov til at dø ud i mørket. Boksen glider op, og lyset fryser nysgerrigt på de tomme hylder. Der er intet i skabet.

Han rejser sig hurtigt, og stiller sig helt tæt på. Så tæt, at jeg prøver med en skalle, men Tom er vågen og redder næsebenet på hans chef.
Hvor er de?”

Skabet er tomt? Hvorfor? Marie ville ikke have givet mig nøgler til et tomt skab. Stefan?

Aner det ikke.”

Tom!”

Mine arme bliver låst fast, og jeg må ned og smage på betonen. De presser mine ben op og låser dem i plasticstrips, og nu mærker jeg knæet i ryggen der presser min vejrtrækning. God, gammel fikseret benlås.

Hvor er de?”

Jeg har hørt tonen i den stemme før. Har set hvordan han håndterer sit raseri. Unge piger, der ikke aner hvad der rammer dem. Et monster i habit.

Pis nu af.”

Mit hoved bliver smadret mod betonen, der knækker brusk og næseben med det samme. Det er altså sådan det ender for mig. I mørket på et betongulv. Hvis ikke næsen smertede ville jeg have grinet af ironien i det. Nu er det min tur. Den gamle mester i forhør.

De hanker op i krave og fødder og bærer mig tilbage ad gangen, og smider mig ind i det oplyste mandskabsrum. Jeg smager jern, og mærker hvordan snotten blander sig med mit sorte, koagulerede næseblod. Et klæde bliver revet i stykker og en svedig klud lukker lyset omkring mig ude.

Jack.”

Han bruger sin hæse, raspende stemme.

Hvor er de?”

Siger intet. Fokuserer på den tomme plet i min bevidsthed og Tom. Må ind i hans hoved, og jeg lader den tomme plet søge ud i rummet.

.o0(Han er stærk. Det ved jeg.)

Må dybere ned. Må se hvad der ligger på bunden, for mine gamle instinkter fortæller der ligger noget.
.o0(Jessica.)

Hvad er der med Jessica? Mørket får røde toner. Noget han ikke har fortalt. Noget han gemmer på. Dybere. Dybere. Hele tiden dybere. Indtil jeg støder på grund.

.o0(Jessica.)

Er det så dybt, jeg kan komme? Eller er det kun en maske. En tyk, furet overflade der gemmer på hemmelighederne?

Jeg stønner og har svært ved at trække luft, for en stodder giver sit knæ et ekstra tryk i min ryg.

.o0(Jessica.)

Han har sine egne planer med Jessica. Jeg vrider mig, men får kun knæet boret endnu dybere ned i ryggen. Må slappe af og trække luft, og få dem til at stille spørgsmålene. En dyb indånding. Ånde ud. Ånde ind. Fokus på den tomme plet. Puste ud.

Så bliver jeg revet om på siden.

Hvor?” skriger han i mit venstre øre.

Din mand ved det. Tom ved det.”

Hvor?”

Han ignorerer mig, og jeg ved det handler om taktik. Vi er kun i første fase og jeg er bare ved at blive gjort blød, og præcis derfor rammer en jernbeslået støvlesnude, og den tomme plet vokser til en stor, hvid sol. Har brækket et ribben eller to og vejtrækningen gør virkelig ondt.

Hvorhenne?”

Jeg ved det for helvede ikke. Spørg din mand. Han skjuler noget.”

Hvis det var alle andre end mig, ville det være blevet overhørt eller affejet som desperat. Men det er mig, og jeg kan mærke han tøver. Kun ganske kort, men nok til at fortælle mig, at det virker. Prøver at trænge gennem hans panser, men der er lukket ned, og må nøjes med mine veludviklede instinkter. Han ignorerede mig, men nu er der en lille splint der sidder og irriterer.
Endnu et spark, og endnu et ribben eller to. Måske er de bare bøjede.

Så bliver jeg løftet op, og smidt tilbage i den mørklagte gang. For han har ikke stolet på nogen siden, jeg dolkede ham i ryggen.

***

Hun vender sig mod lyden af støvletramp nede fra det første rum hun gik forbi og det gibber i hende. Det var tomt lige før.

Jessica ser sig hurtigt omkring og forsvinder ind i et mandskabsrum, og lukker døren på klem lige i det en flok uniformer tramper forbi. Og så hører hun en stemme hun kan kende.

Hvad mente han?”

Aner det ikke.” Toms stemme.

Hvor er hans datter nu?”

I bilen. Rolig.”

Hvordan ved du det?”

Jeg bandt hende.”

Hun læner sig længere frem.

Jeg tror ikke han ved hvor de er,” kommer det fra manden med den raspende stemme.

Hvad så?”

Så er han endnu mere ligegyldig. I sidste ende er det jo bare et spørgsmål om hvornår.”

Hun holder vejret.

Så bliver jeg den sidste der er tilbage.”

Ja. Og hans datter. Men hun har aldrig vist nogen tegn på evner.”

Nej.”

onsdag den 17. august 2011

Rage, Slutspil I

***

Jeg
ser
ham.
Den
første.

Den
anden
kommer
snart.


Hvad gør du, Jack? Bestem dig. Vi har ikke hele dagen.”

Spytter ordene i den tone der engang gav ham vand i øjnene. Men jeg fik lært ham kontrol, og nu smiler han bare og peger på mig med sin Heckler & Koch. Godt min dreng. For det er nu, det kulminerer. Det er nu, vi tager endnu et kvantespring i evolutionen. Jeg har sørget for vores overlevelse, og køligheden i luften og de faldende fugle, fortæller at alt går som planlagt.

Han sætter fødderne på gruset uden at støje. En behændig landing som jeg har trænet med ham, siden vi opdagede hans unika. Nu står han ved min side. Jack var den første, og Tom den anden. Er de brødre? Er de far og søn? Den slags spørgsmål hører fortiden til, for relationerne er forbeholdt os, homo sapiens. For dem, giver de ingen mening.

Jeg klapper Tom på skulderen.

God du kom min dreng.”

***

Han klapper mig skulderen, som han altid har gjort, når jeg har lystret. Og som altid ved jeg hvad der kommer.

God du kom min dreng.”

Foran mig står Jack. Han kender mig ikke, men det var mig der sad i en sort Mercedes for mange år siden. En morgen i maj. Mig der slog hans kone ihjel, og senere mødte hans datter og tog hende med hjem. En datter han aldrig så blive voksen. Den datter, der lige nu sidder og venter på sin far.

Dette er mit livs vigtigste skuespil, for Jack er telepat og var engang den bedste i enheden. Så jeg folder tankerne sammen og gemmer dem bag en furet mur af falske tanker og intentioner, håber på mit mentale pokeransigt ikke kan gennemskues og kigger ham lige i øjnene, da han strammer grebet på aftrækkeren.

***

Jeg har nedstirret det plyssede arfjæs ved siden af min gamle mentor. Alligevel træder han frem uden at vide det næste skridt vil smadre hans brystkasse.

Jack. Rolig. Jeg ved du kan læse mig. Manden ved siden af bluffer. Han har ingen kontrol over din datter. Det var mig der gav ham ringen. Og mig der ved hvor hun er. Lad som ingenting. Spil med og gør hvad han siger.

Han stryger imaginært støv af sit sorte jakkesæt og knækker sine fingre. Hans gamle vaner har altid irriteret mig.

Han er vel også et at dine eksperimenter,” siger jeg.

Fingrene knækker igen, og jeg forestiller mig knækket fra hans nakkehvirvler, når jeg knækker dem.

Okay. Hvad så?”

Jeg afsikrer gode, gamle H&K og sænker løbet, mens de sorte drenge fortsat holder deres sigte.

Smid den, og find nøglerne og listerne.”

Okay. Hvis du får dine små spejdere til at slappe af.”

Han vinker deres våben i hvileposition, og tilbage i bilen finder jeg det han spørger efter. Klikker plasticlisterne sammen og memorerer rute, koder og placering. Flår dem fra hinanden igen, og knuser dem til små, plasticsplinter med mine støvler.

Hovsa! Det må du undskylde.”

Det knaser, da min hæl tværer splinter til støv.

Det er da også noget billigt lort, det der.”

Spejderdrengene er hurtige og hæver deres våben, da jeg dykker i lommen efter ild og får tændt den sidste flade Prince. Krøller pakken sammen og knipser den ud i luften.

Men jeg nåede at se hvor skatten er gemt.”

Jeg smiler og ved det koger indeni ham. Vi har ingen fælles gener, men temperamentet … det er det samme. Han har altid været lidt bedre til at kontrollere det, men jeg ved så også hvordan han får afløb.

Du viser vej,” hvisler han.

Synet af den røde dør på bunkeren får fnyset frem og højre støvle knalder døren op. Fordi jeg stadig kan, og fordi det føles så forbandet godt.

Der er installeret kolde, hvide lysstofrør, og spejderdrengene har ladet dem brænde. Hvem har lært dem op? Det kan godt være deres hjelme er tænkt som beskyttelse mod mig, men jeg er sikker på, der ikke er meget at beskytte.

Jeg fører an gennem den smalle betongang, og kører ruten, fikspunkterne og koderne gennem hovedet før jeg går ind i det første mandskabsrum og stiller mig foran den grå endevæg.

Rummet er dimensioneret til ti mand, men lige nu er det tomt. Ingen køjer. Ingen stole. Ingenting. Enten er de løbet tør for midler, eller også har en gruppe stribede slips efter langvarigt analysearbejde konkluderet, at Danmark i bund og grund er et trygt sted at bo.

Men jeg holder vejret sammen med en kunstpause og hamrer så min knytnæve ind i endevæggen. Hamrer igen, og nyder hvordan mine knoer maler røde pletter på betonen. Slår endnu en gang, stepper til venstre og smadrer venstre hånd i muren i en vinkel på 45 grader fra midten, og så igen til højre for midten imens jeg ler højt. Vender mig og kan se det gibber i øjnene på de yngste, og det får mig til at le endnu højere.

Tager et par hurtige skridt, drejer i hofterne og sender støvlesålen direkte i sidevæggen. Mærker blød beton, og sparker igen til råb, brøl og måbende blikke. Så holder jeg kæft, går over til den modsatte væg, og sparker forsigtigt med støvlespidserne langs med kanten. Vender mig og stirrer på dem med sammenknebne øjne.

Hvad så drenge. Kan I høre det?”

De stirrer bare tilbage.

Kan I ikke høre det?”

Sætter hånden bag øret, og kigger spørgende ud i luften.

Næ. Nu forsvandt det sgu.”

Bryder stilheden og den spændte atmosfære med latter og et klask på låret.

Hold nu op, hvor er I alvorlige. Hvad troede I der ville ske?”

Troede I det var en speciel bankekode? Troede I muren ville glide til side og åbenbare en hemmelig dør?”

Ingen af spejderne siger noget.

Jack, lad vær med at spilde vores tid."

Hold op. Det var en joke, ikke.”

Jeg skubber til et par af uniformerne, da jeg går tilbage i betongangen og finder panelet ved siden af kontakten. Skubber den grå slidske væk og trykker bogstaver, tal og tegn og slutter med #.

Det summer indefra mandskabsrummet, og da jeg er tilbage er der blottet en mat ståldør i endevæggen.

Nå. Den havde I ikke set komme?”

Endnu et panel til højre for døren og endnu en kode der slutter med #. 

Den klikker højt, da sprosserne trækker sig, og jeg skubber døren op til en smal, mørklagt gang. Der lugter tørt og indelukket.

Lys?”

Får stukket en tung stavlygte i hånden og lader lyskeglen fare hen over den smalle, støvede betongang. Bevæger mig ud i mørket, og mærker hans tilstedeværelse ved siden af mig og den svævende spejder bag ham. Kun lige plads til to ad gangen, og tanken kommer pludseligt og uden egentlig årsag. Den plyssede med arret i panden og jeg er de eneste med evner. Resten er almindelige soldater. Jeg vidste godt, han fik ordre til at dæmpe enheden ned, men alligevel?

Sætter farten lidt ned og hvisker til ham.

Hvad er der sket med din store hær?”

Lyser på ham og ser spørgsmålet får ham til at stramme kæberne. Det gør ondt på ham, så jeg fortsætter selvfølgelig.

Er det, de store drenge der har taget dit legetøj?”

Vis nu bare vej.”

Sætter farten op igen.

Jeg troede ellers du havde styr på det.”

Kan næsten mærke hans temperatur stige.

Det må være mærkeligt. Sådan at opdage man har brugt sit liv på ingenting.”

Hvem beskytter Danmark nu? De folkevalgte?”

Han knækker fingre. Hårdt og højt.

Eller har du bare givet op?”

Fortsætter og drejer til venstre i et T-kryds.

Jeg forstår dig godt. Jeg mener, det Bruxelles der sætter dagsordenen nu. Og hvis vi endelig skulle prøve lidt selv banker domstolen os på plads.”

Nu er der tændt bål indeni, og jeg nyder varmen.

Bid for bid har de siddet på taburetterne og smidt vores suverænitet sydpå.”

Og du har bare set på indtil det sidste værn også skulle væk. Var det en studehandel? Var det en ordre fra toppen? Var det prisen for, at de store drenge ville acceptere havretskommissionen? Et kompromis om 90 milliarder olietønder?”

Hold nu kæft.”

Nå, du er ikke blevet stum. Men hvorfor smide den eneste rigtige trumf væk? Jeg troede du ville gøre hvad der skulle til. For at sikre Danmark. Uanset hvad. Men den gamle modstandsmand er måske blevet mere politiker på sine gamle dage?”

Hold nu din latterlig kæft.”

Hvad? Jeg spørger jo bare.”

Du aner ikke en skid. Og det har du aldrig gjort. Du er fuldstændig mislykket.”

Det ved jeg. Og det må du så lære at leve med. Det har jeg gjort. Men er det rigtigt? Er du bare bonden i det store spil?”

Luk så ellers ...”

Ellers hvad? Ellers hvad?”

Jeg har vendt mig og nagler mine øjne ind i hans. Er det nu? Lad det være nu. Mine arme sitrer og lavaen sprøjter gennem mine årer. Kom så gamle mand. Sig noget. Gør noget. Giv mig en åbning. Giv mig en anledning.

Ellers dør din datter nu.”

fredag den 12. august 2011

Rage, Jessica, IIII



Det sydede, da hun slukkede endnu en cigaretglød på bunden af en guld Tuborg. Solen kastede svagt orange lys ind i det støvede kontor, og deres ansigter lyste blåt i skæret fra laptoppen foran. Bordet flød med udskrifter af gamle rapporter. Den seneste var fra sidste uge, emnet var hende, og den var skrevet af hendes afdøde mand.

Hun virrede med hovedet, og igen trængte en fremmed stemme sig på.

Men hvorfor er de efter henne?

Hvorfor er de efter hende?” udbrød hun.

Tom vendte sig hurtigt mod hende.

Der gjorde du det igen.”

Hvad?”

Mit hoved. Du fik det til at gå væk.”

Øh?”

Jeg har altid haft sådan en trykken i baghovedet. Men du får den til at forsvinde.”

Gør jeg?”

Ja. Det gjorde du også da vi mødtes.”

Hun strøg hånden gennem håret.

Hvad tænkte du lige før?” spurgte hun.

Jeg tænkte, hvorfor de holder øje med dig? Hvorfor de er efter dig?”

Så tror jeg, jeg kan høre dine tanker.”

Mine tanker ... hele tiden?”

Nej. Kun nogen gange. Jeg kunne også høre Anders. Ude i skoven.”

Han rejste sig og begyndte at gå rundt i kontoret.

Det er derfor, de holder øje med dig.”

De? Hvem?”

Enheden. Vores enhed. Danmark sidste værn – men hvorfor slå dig ihjel?” mumlede han for sig selv, og fik et rynke V i panden.

Hvad er det for en enhed?”

Hun havde også rejst sig.

Hvad er det for noget det her?” fortsatte hun.

Du er telepat.”

Han greb hendes arm.

Det er derfor, jeg ikke kunne glemme dig. Du er ligesom mig.”

Hvad er det, du snakker om?”

Du har også evner.”

Jamen. Hold nu op. Det er noget der sker, og jeg aner ikke hvad det er.”

Hvad tænker jeg på nu?”

Hun rystede på hovedet. Skulle til at vriste sig fri, men blev alligevel stående og prøvede så at koncentrere sig. Lukkede øjnene og fokuserede. Men ingenting.

Jeg kan ikke ...”

Kom nu. Slap af. Og tøm dit hoved.”

Jeg er fuld.”

Bare slap af.”

Jessica fyldte lungerne med luft, og prøvede at gøre sit hoved tomt.

Det er helt nyt for hende.

Det er helt nyt for hende,” gentog hun langsomt.

Jeg vidste det.

Og det vidste du.”

Han slog hånden i bordet med et brag.

Og du har aldrig været klar over det?” spurgte han.

Hendes hoved føltes anderledes. Beskidt. Som om det ikke længere var hendes eget.

Klar over det? Nej. Nej, jeg aner jo ikke hvad der sker, Tom. Det er helt nyt. Og det er helt galt det her. Helt galt.”

Han tog hendes hånd, og hun lod ham holde den.

Nej. Der er ikke noget galt. Vi er bare udviklede. Vi er et skridt længere end de andre.”

Tom trak hende med ind i stuen.

Telegrammet. Fra din fars ven. Ham du aldrig havde hørt om? Det her?”

Han viftede ivrigt med det.

Ja. Det der. Aner ikke hvem det er. Min far døde, før jeg kunne huske noget som helst. Og jeg har aldrig hørt noget fra nogen af hans venner.”

Kom. Vi henter den gave med det samme.”

***

Dernede,” sagde hun og pegede.

Der stod HOTEL STAR med sorte, firkantede bogstaver på den aflange, oplyste lyskasse der svævede over fortovet. Bilerne holdt stramt parkerede på begge sider af gaden og efterlod kun lige plads til, at en polo kunne passere i ensrettet trafik.

Tom havde fortalt om sine egne evner på turen til Vesterbro, og selvom det var svært prøvede hun at acceptere, at manden der lige nu drejede ned ad sidegaden var resultatet af et langvarigt eksperiment. Og ikke nok med det. Han kunne lade en del af sig selv svæve mod himlen, og han var åbenbart med i samme enhed som hendes mand havde været. Det var langt ude, og hun skyllede tankerne på plads med en slurk lunken guldøl.

Poloen bevægede sig langsomt ned ad gaden, mens Tom spejdede til siderne.

Kan du se nogen?”

Nej.”

De fandt en ledig plads i en parallel sidegade og gik tilbage mod hotellet og stoppede op foran indgangen.

Jessica. Det er bedre jeg bliver udenfor og venter.”

Ja, ja.”

Kan du klare det?”

Ja, ja. Selvfølgelig.”

Hun skubbede døren op til en lobby, der havde haft sin storhedstid da Stauning var på sit højeste, og gik hen mod receptionen. Belysningen var svag, men røbede alligevel at det røde gulvtæppe var slidt sort i midten.

Receptionisten med hvid skjorte og sort vest havde gråt, tilbagestrøget hår sat med stålkam og brylcreme, høj pande og øjne der havde set alt, hvad der overhovedet var værd at se, og lige nu bedømte de, den unge kvinde der langsomt skridtede op mod hans reception, som værende stærkt beruset. Overhovedet ikke usædvanlig i kvarteret.

Godaften frøken. Velkommen til STAR HOTEL. Hvad kan jeg gøre for dem?”

Hejsa.”

Hun lænede sig ind over disken og støttede med begge hænder.

Hejsa.”

Jeg hedder Jessica.”

Okay. Godaften Jessica.”

Jeg skulle hente en gave.”

Han blev revet ud af rutinen og lænede sig frem med nysgerrige øjne.

Jessica siger du. Og hvad er efternavnet?”

Danielsen.”

Danielsen. Ja. Jeg tror, jeg ved, hvad det er du mangler,” sagde han med mange år på Vesterbro i stemmen og forsvandt under disken. Der blev rodet og bandet og så dukkede han op igen med en brun kuvert i hånden.

Men jeg bliver nød til at spørge dig om noget.”

Ja. Spørg løs.”

Hvad var det, dit pigenavn var?”

Russels. Jessica Russels.”

Det var dét ... ja ... det var dét.”

Konvolutten blev lagt på disken, men han fjernede ikke hånden.

Nå ja, lige en ting til.”

Ja.”

Dine plejeforældre på Fyn. Dem i Martofte. De havde en nabo som du sikkert godt kan huske. Hvad var det nu han hed?”

Hvad for noget?”

Alkoholen blev blæst væk og alt blev forbandet klart. At han lige skulle spørge om naboen. Hun havde for længst låst det hele ned i den store kasse med forbudte minder, smækket døren i, og smidt nøglen væk, og glemt alt om den. Da hun var gået ind på hotellet, havde hun ikke anet noget om den kasse, men spørgsmålet borede sig direkte gennem mørket, sparkede døren op og flåede låget af den.

lille ludertøs …

Hvad er det, du spørger om?”

Jeg tror du hørte mig,” sagde han og fjernede konvolutten fra disken.

Hvem har bedt dig om det her?”

Sveden der piblede frem under hendes arme og langs ryggen var kold.

De har dig sgu da kun for pengenes skyld ...

Receptionistens arme viftede afværgende.

Jeg skal bare sikre mig.”

Hun sank en tør klump spyt og smækkede låget på kassen i.

Han hed Martin … okay. Martin Larsen.”

Okay. Jeg skulle spørge jo. Kunne ikke give den til hvem som helst. Det forstår du godt. Ikke?”

Hun er sindssyg. Hun er splitterravende gal.

Ja. Det er jeg nemlig. Splitterravende gal.”

Han stirrede forskrækket på hende, da hun rev konvolutten ud af hånden på ham og vendte sig for at gå ud til Tom. 

Han vendte sig mod hende i samme øjeblik, hun trådte ud på gaden.

Fik du den?”

Ja.”

Er der noget galt?”

Nej, nej. Det er fint.”

Hvad var det?”

Konvolutten blev vist frem og der var ingen der sagde noget før de igen sad i bilen. Og der sad hun så med gaven i skødet og rystede. Den der havde sendt den, kendte hende. Den, der havde sendt den kendte hemmeligheder, hun selv havde glemt. Hendes gamle psykolog? Nej. Det kunne det ikke være. Hun havde hjulpet hende, og fået hende ovenpå.

Er du sikker på, du er okay?”

Ja.”

Hvad var der i konvolutten? Ville hun overhovedet vide, hvad der var i konvolutten?

Jessica? Vågn op.”

Tom snuppede konvolutten fra hendes skød og rystede den forsigtigt. Så rodede han i handskerummet, fandt en lommelygte og prøvede at lyse igennem uden resultat. Små forsigtige tryk på konvolutten, før han forsigtigt åbnede den og trak et foldet stykke papir og en flad, brun pakke ud. Han foldede papiret ud og kiggede på det.

Det er til dig.”

Brevet skiftede hænder, og hun begyndte at læse.

9. april 2012.

Kære Jessica Russel.
Når du læser disse linjer er det en død mands tanker ...

Tom lod hende læse i fred, og da hun var færdig stirrede hun bare ud ad ruden.

Hvad stod der?”

Alt muligt.”

Alt muligt hvad?”

Om min far.”

Okay.”

Jeg gider ikke snakke om det.”

Hun tændte en cigaret, inhalerede grådigt og ænsede ikke ringetonen, der fik ham til at sætte sin telefon mod øret.

Ja.”

.........

Selvfølgelig. Ikke noget problem.”

.........

Okay.”
 
Han lagde telefonen tilbage og startede bilen uden Jessica reagerede. Hun vågnede først rigtig op af døsen, da de var nået ud på motorvejen.

Hvor skal vi hen?”

Vi skal tilbage til Møn.”

Til Møn. Nu?”

Ja. Har lige snakket med min chef.”

Hvad?”

Min chef.”

Altså chefen for den enhed, du har snakket om?”

Ja.”

Chefen for dem som du tror er efter mig?”

Ja.”

Hvad tænker du på?”

Rolig. Jeg kender ham. Han er som en far. Jeg finder ud af det.”


***

Værten i natradioen proklamerede med afdæmpet, dyb stemme, at den næste time var dedikeret til manden der aldrig stoppede med at turnere, og til tonerne af Robert Allen Zimmermans koldkrigssange og mens de kørte ned gennem det mørke Sjælland, fortalte han hende om sin plan. Og da søvnen ganske blidt havde løftet hende op fra alkoholens favntag, tog han sin telefon og ringede op.

Det er mig igen.”

.........

Ja. Hun sover her ved siden af mig.”

.........

Men hun har evner.”

.........

Ja, ja.”

.........

Selvfølgelig, men altså ...”

.........

Ja, ja. Okay. Selvfølgelig.”

.........

Ikke noget problem.”

.........

Altid.”

Han proppede telefonen tilbage i lommen og kastede et blik på den sovende Jessica. Så trommede han videre på rattet og begyndte at nynne med.

And I watch while you´re lovered
Into your deadbed
And I´ll stand over your grave
Till I´m sure that you´re dead

***

Ganske, ganske langsomt drev hun op mod overfladen. Holdt øjnene lukkede og kæmpede for at komme tilbage til den varme, gode drøm. Så forsvandt den, og hun rettede hovedet op. Mærkede det smerte i nakken, og snurre i baghovedet. Tom sad ved siden af med hovedet bagover og venstre arm ud af den smadrede siderude. Han sov åbenbart med åbne øjne og lige nu stirrede de stift op i loftet.

De var tilbage på den parkeringsplads, som de var taget af sted fra dagen før, og hun åbnede døren og trådte ud på gruspladsen. Solen var begyndt at kaste de første lyserøde og orange klatter på de mørke majskyer. Klinteskoven var stadig mørk, men fuglene kvidrede allerede sammen med den overstadige morgenvært.

Hun strøg håret tilbage, rystede på hovedet og samlede gårsdagen sammen og vrikkede med venstre ringfinger der føltes lettere end den plejede. Hun smilte lidt ad sig selv, for de havde jo skiftet finger i kirken, men smilet forsvandt igen da højre ringfinger også var nøgen.

Det tørre svælg fortalte, at hun havde drukket mere end en enkelt eller to dagen før, og hun prøvede at erindre, hvornår ringen var blevet taget af og kylet ad helvedes til. Eller skyllet ud i lokummet eller bare foræret væk til et måbende lille tøsebarn. Der var mange muligheder.

Så fløj en skygge ned mod bilen, og der lød et smæld inde fra kabinen. Døren blev åbnet, og hun kunne høre Tom kaste op.

Da hun var kommet rundt om bilen, sad han stadig lænet ud fra førersædet med spyt i mundvigen. Han steg ud, og undgik behændigt at svine sine støvler til. Kiggede på hende og tørrede munden med sit ærme.

Morgen,” sagde hun.

God morgen.”

Er du okay?”

Hm. Sådan er det altid, når jeg kommer tilbage.”

Nå, okay. Du har altså lige været ude på en af dine … ture?”

Ja. Jeg kalder dem nu rejser.”

Nede hos?”

Ja.”

Han harkede og spyttede i gruset.

Er det dig, der har taget min ring?”

Ja. Vi skal bruge den.”

Det sagde du da ikke noget om i går.”

Du faldt i søvn.”

Hvad skal I bruge den til?”

Sørge for din far ikke slår sig selv ihjel.”

Så jeg får ham snart at se.”

Det gør du. Han er på vej nu.”

Han trak vejret dybt og farven vendte tilbage i ansigtet på ham, og hun kunne mærke det summe uroligt i kroppen.

Jessica. Lige meget hvad. Så skal du blive her. Ikke? Lige gyldigt hvad der sker, så bliver du her.”

***

Formiddagen havde visket morgenskyerne ud og efterladt klar blå himmel. Vinden smagte salt og brusede som lette jazzwhiskers på et spændt lilletrommeskind.

Tom stirrede igen op i billoftet, og en taktfast, brummen fra en helikopter nærmede sig. Det var cirka en halv time siden, Tom havde forladt kroppen på førersædet, og nu sad hun ved siden af med en pakke i hænderne. Da hun havde læst brevet i går, havde hun glemt alt om, hvad der ellers var gemt i bryllupsgaven.

Hun rev det brune papir af pakken, og sad nu med en sølvgrå kasse på størrelse med en paperback. Der lød et velsmut klik, da hun frigjorde låsemekanismerne i siden for at tage låget af.

Sort skum med 24 fordybninger stoppet med 24 forseglede og matsorte petriskåle.

Helikopteren larmede og passerede parkeringspladsen, og det var som om, der var nogen der kaldte på hende. Maven rumlede, og hun følte med det samme et stik af skyldfølelse. Hun var sikker på, der stadig var liv indeni, men hendes far var lige i nærheden. Måske var han kommet med helikopteren?

I virkeligheden burde hun starte bilen, finde føde og den nærmeste læge. Tankerne for rundt i hovedet på hende, og selvom sult og samvittighed slog hårdt, kunne hun ikke lade være med at smile.

Tom havde bedt hende om at blive i bilen. Han havde åbenbart ikke selv læst de rapporter, han havde vist hende aftenen før, for så havde han vidst, at hun ikke altid gjorde, hvad hun fik besked på. At det faktisk var sjældent det skete.

Samarbejdsvanskeligheder. Egenrådig. Egotripper. Asocial. Problemer med autoriteter.

Ord var der mange af. Hun smækkede bildøren efter sig, proppede kassen ind på maven og begyndte at gå.