Som et strejf

… som et strejf …


Nogen ånder tungt. Jeg kender parfumen.

”Hey … er du der?”

Jeg nikker. Selvfølgelig er jeg her.

Hvad er det for et spørgsmål?



… af en dråbe …


Jeg møder dig i den gule murstensgang der fører ned til kantinen. Du har langt hår. Små bryster.

Dine cowboybukser er smøget op og afslører et stykke forårsbrun hud med lyse hår. Lige der, hvor de røde basketstøvler stopper. Og dét, får alt andet til at blive gråt og tordnende ligegyldigt.

”Kommer du på fredag?” spørger jeg. Og du smiler, og dufter godt.


… fik vi lov …


Mit værelse er dækket til med plakater. Der er en blå/sort med Betty Blue og en sort/hvid med silhuetten af Robert Smith.

Det er sent. Radioen spiller mørk musik, selvom forårslyset stadig skinner ind og råber om kap med de lystne fugle og mit brunstige indre.

I morgen er det mandag, og jeg skal til eksamen. I fredags begyndte mit liv for allerførste gang.

Det bobler indeni, og jeg kan ikke læse. Tænker på din hud. Duften af dig. Vores varme og fugtige tunger. Mine hænder under din bluse. Først forsigtigt. Som brændende snemandskys. Og senere. Senere.

I baggrunden læser speakeren i radioen endnu et brev op. Det handler om kærlighed der gik tabt.

Jeg føler med ham der har skrevet og stadig lider. Godt det ikke er mig. Godt det aldrig bliver mig.

Så tager musikken over. Sange i mol. Stille nu.


… til at håbe …


”Hvad er det for en parfume?” spørger jeg kvinden.

”Det er da den jeg altid ...”

”Hvor er mine plakater?”

”Dine plakater?”

”Er det Maj, der har taget dem?”

”Maj? Hvad mener du? Søde skat, kan du slet ikke?”

Jeg mærker en rynket hånd på min kind og slår den væk.

Hvem er kvinden med rynker og tårer i øjnene?

Og hvem har taget mine plakater?


… på de ting …


Ser dig læne hovedet tilbage, første gang jeg trænger ind. Ser dig med studenterhue og smilet der smelter sammen med bøgen bagved. Ser flasker og flammer fra midsommer. Grå iglotelte og en festival der er vores.

Vi rejser ud i europa. Med rygsække fyldt med tøj og mod.

Vi kommer hjem. Sikre på os selv og hinanden. Vi skal bo i Brønshøj.

Duerne flyver omkring din hvide kjole, da vi går ned ad trappen til rådhuset. Jeg har lånt et jakkesæt, og de er der alle sammen. Nede foran trappen. Selv min søster Maj.


… som skal komme …


Solen stråler på dig, og du har vores mirakel på armen. Hvordan kan fingre være så små?

Senere, meget senere men alligevel kun et sekund, kører vi til stranden. Vores mirakel er blevet til to, og du fordeler saft, kys og klap helt om på bagsædet. Og det elsker jeg dig for.

Ligesom jeg elsker din bemærkninger, om naboens kone der bliver tykkere. Huden der er begyndt at hænge under dine arme. Fordi det er din hud, og selvom du bliver rasende, når jeg siger det.

Og pludselig er det os der står neden for trappen og ser vores mirakel vinke. Hun har sin mors hvide kjole på.

Hvordan kan små fingre blive så store?


… før end livet ...


”Jeg kommer igen i morgen, ikke?” Hun snøfter.

”Hvem har taget mine plakater? Jeg vil have mine plakater!”

Kvinden med det grå hår lukker døren bag sig.

Jeg ser rundt i et værelse, jeg ikke kender.

Men parfumen. Jeg kender parfumen. Det er jo den, du bruger.


… er omme …

Adam og Jakob

Da Adam Behring Bertelsen var fyldt otte, havde han endelig lært at fløjte. Nu gik han ned ad bagtrappens nedslidte trin, og fløjtede så højt han overhovedet kunne. En simpel strofe med tre toner, som han selv havde sat sammen.

Sensommersolen trængte gennem de beskidte ruder og oplyste revnerne i opgangens gule vægge.

Det havde allerede været en god dag. Mor havde fri, så han var gået direkte hjem fra skole.

”Er du med?” spurgte han imellem fløjteriet.

”Ja, ja.”

Adams lillebror var to år yngre, og hed Jakob.

”Jakob med K og ikke med C,” som hans bror altid sagde. Og det, med det C, var noget han tog meget alvorligt. Han kunne allerede selv skrive sit navn med små, pæne blokbogstaver.

Adam havde stadig svært ved at holde bogstaverne indenfor linjerne i sit gule skrivehæfte. Men det var lige meget, for i dag havde han heldigvis kun haft musik og gymnastik.

Adam smed læderbolden ned mod bagdøren, da de var drejet om det sidste trappehjørne. Den ramte døren med et dunk, røg tilbage, og trillede ned ad trinene til kælderen.

”Den henter du,” sagde han til sin lillebror, da han åbnede bagdøren og kiggede ind i sin brors blå øjne. Jakob manglede stadig tre trin.

”Nej. Det var da dig der tabte den.”

”Jo.”

”Nej. Det er uretfærdigt.”

”Ellers gider jeg ikke spille.”

Jakob blinkede med øjnene og hans læber bævede, men Adam gav sig ikke. Jakob måtte lære det.

”Kom nu. Der sker ikke noget. Jeg venter her.”

”Du skal holde døren åben. Og du bliver stående.”

”Ja, ja.”

”Lover du det?”

”Ja. Selvfølgelig.”

”Du lover det?”

”Ja, ja, siger jeg jo - og det er altså kun små tøsedrenge, der er bange for mørke.”

Jakob tog en dyb indånding. Så gik han ned af trinene. Adam gik udenfor og trak døren til sig uden at lukke den helt. Efterlod en enkelt sprække med lys.

”Har du fundet den?”

Der kom intet svar. I et øjeblik var det som om broderen var forsvundet, og Adam åbnede døren lidt og så gennem revnen.

”Har du fundet den?”

En sky gled foran solen, og en snert af efterårskulde blandede sig med sensommeren. Adam rystede for noget var på vej.

”Jakob?”

Der kom intet svar.

”Jakob!”

Så hørte han lyden af Jakobs to gange størrelse 26.

”Jeg har den.”

Adams hånd åbnede døren og lukkede sin bror udenfor. Han havde bolden mellem hænderne.

”Sådan, du.” Han smilede til sin lillebror og fik den der underlige fornemmelse i brystet.

”Næste gang, så gør du det, mens døren er lukket. I mørke.”

Jakob svarede ikke og døren gled i med et lille smæld.

Deres gård var stor og fuldstændig forladt, og de gik over til boldburet med den revnede asfalt.

Adam havde bolden og Jakob skulle prøve at tage den. Og i dag fik Jakob faktisk lov til at tage den et par gange, og det fik ham til at le og stråle med øjnene. De sluttede med straffespark, Adam scorede på sine, det gjorde Jakob ikke, og nu sad de på bænken foran buret. Adam begyndte at fløjte.

”Hvordan gør du, Adam?” spurgte Jakob.

”Det er nemt.”

Han spidsede munden. Det havde taget ham to uger at få den første lyd frem. Og tre uger til før det rigtig begyndte at lyde af noget. I dag var han stolt.

”Pust ud.”

Jakob spidsede munden, alt det han kunne og pustede.

”Pust langsomt ud.”

Adam fløjtede et par hurtige toner.

”Sig yyyyyy,” sagde Adam.

”Yyyyyy.”

Det lød slet ikke som fløjten og Adam grinede.

”Du er for lille. Det ikke noget for små babyer.”

”Jeg er ikke nogen baby.”

Adam hoppede ned af bænken og fløjtede sin strofe ganske langsomt, mens han med hænderne i lommen gik ud på græsplænen og så sig lidt om. Han sparkede til en plasticpose, som Olsen fra fjerde sikkert havde tabt på en gårdtur.

Så bøjede han sig og plukkede et græsstrå. Da han satte det mellem tommelfingrene fik lyden det til at isne indeni ham. Den kom bagfra. En tynd lyd. En lyd af et y. Ikke så højt. Men klart. Og alligevel tydeligt. Lyden af en der fløjtede.

”Adam! Adam! Hørte du det? Jeg kunne!”

Jakob havde rejst sig og nu hoppede han foran bænken, og sendte Adam et smil, der kun var skæmmet at et enkelt hul i overmunden, hvor en ny tand var ved at gro ud.

Igen gled en sky over himlen og sænkede temperaturen. Adam knyttede hænderne, da Jakob genoptog fløjteriet. Det var jo ikke engang nogen melodi. Bare en lyd. Adam gik tilbage og tog plasticposen med.

”Hørte du det? Hørte du det?”

”Ja, ja. Men det jo ikke rigtig fløjten. Det er jo ikke nogen melodi, vel?”

Nu stod han foran sin bror og kiggede ned på ham. Broren smilede stadig. Så tog Adam græsstrået og satte det mellem tommelfingrene og blæste en høj skrattende lyd, der skar gennem gården. Jakob glemte alt om sit fløjteri og så bare på sin storebror.

”Hvordan gør du?”

Adam rynkede brynene, vendte øjnene mod himlen og blæste endnu et skrat gennem luften.

”Adam. Hvordan gør du?”

”Vil du lære det?”

”Ja.”

”Er du sikker?”

”Ja, ja.”

”Du må ikke fortælle nogen om det. Det er en hemmelighed.”

”Ja.”

”Sværg.”

”Jeg sværger.”

”På far og mors grav.”

”... På far og mors grav.”

Adam rakte plasticposen frem. Jakob tog imod og kiggede undrende på den.

”Tag den på,” sagde Adam.

Jakob tog posen over hovedet, og fine plasticrynker lagde sig over hans glatte kinder. Stykket foran munden bevægede sig ud og ind i små, hidsige ryk. Adam tog fat om posen nede ved halsen og strammede forsigtigt til.

”Prøv og fløjt.”

Det tynde lag af plastic dannede en lille boble.

”Ja. Det er fint.”

Adam strammede en smule.

Jakob trak vejret og sugede boblen indad igen.

”Prøv igen. Fløjt.”

Igen boblede posen.

”Det er godt.”

Jakobs kinder havde fået en svag rød farve.

”Igen.”

Adam strammede til.

”Igen.”

Plasticen duggede. Klistrede sig til Jakobs læber.

”Pust … alt hvad du kan.”

Og endnu en boble voksede. Men langsommere end før. Han strammede til. Der var tvivl i Jakobs øjne. Og undren.

”Pust nu, Jakob.”

Skyerne havde vundet og lyset var dæmpet. Boblerne blev mindre. Dukkede op i små ryk. Og Adam følte sig pludselig meget større.

Kom nu. Pust.”

Han strammede til. Brorens små, varme hænder greb om hans. Og nu så han noget i Jakobs øjne, han aldrig havde set før. Og det fik ham til at vokse endnu mere. Blive varm.

Langt væk blev et vindue smækket op.

”Adam! Jakob! Kom op. Der er boller.” En lys stemme nåede dem i gården, og på et øjeblik var Adam tilbage i sensommeren. Så slap han taget om posen og trak den af Jakob der hostede, trak efter vejret, spyttede og rystede på hovedet og sine mørkerøde kinder.

Adam klappede ham på ryggen og kørte sin hånd gennem Jakobs plyssede, lyse hår.

”Er du okay?”

Jakob nikkede.

”Godt. Sådan skal det være.”

Adam tog bolden og rakte den til sin bror.

”Vil du have den?”

Jakob tog bare imod bolden.

Så gik de over mod bagtrappen. Op og hjem. Mor havde brugt sin fridag på at bage, og de spiste boller og drak rød saft. Så spillede de playstation uden at skændes. Lidt senere hørte de tunge trin i opgangen, og en karakteristisk fløjtemelodi fortalte, at far var hjemme. De fik spaghetti med kødsovs til aftensmad. Adam og Jakobs livret.

Jakob fløjtede aldrig mere, og lige inden Adam faldt i søvn, tænkte han på det blik, Jakob havde sendt ham gennem plasticposen.

Tunesisk flamme. Arabisk brand

”Borgmesteren er optaget.”

Døren smækker hårdt. For første gang siden Samia startede på universitetet, mærker jeg tårer flyde. Men i dag er det ikke glædestårer. I dag har jeg fået nok. Raseriet breder sig fra brystet. Eksploderer i mine arme, og jeg hamrer og sparker på den massive dør.

”Hvis ikke du vil høre på mig, så brænder jeg mig selv!”

Vender ryggen til døren og løber ud i forkontoret, hvor en overvægtig kontorfuldmægtig med dovne øjenlåg rejser sig fra sit skrivebord og holder hænderne afværgende op foran sig. Men jeg tager fat i hende og rusker.

”Det er mit levebrød . Mit levebrød. Hvordan kan du bare sidde her og se på? Du kender mig. Jeg har altid arbejdet hårdt.” Jeg fikserer hendes blik.

”Det her - det er mit levebrød,” siger hun stille.

Jeg slipper og et langt øjeblik forvandles de brune øjne. Jeg ser sorgen i mors øjne, da far døde. Sorgen, da hun giftede sig med onkel. Tomheden, da jeg stoppede med skolen, og helligede mig frugtvognen.

Løber ud på gaden der stinker af pis og håbløshed. En bil dytter, og et par af mine faste kunder hilser.

”Salam aleikum.”

Men jeg løber forbi uden at hilse. I dag er det slut.

Jeg har betalt betjentenes fiktive bøder og opdigtede gebyrer, siden jeg var ti. Men i dag slog hun mig. Hånede mig. Tog min vogn, min frugt og min elektroniske vægt, som det tog mig otte måneder at spare op til. Jeg skylder stadig for den frugt. Min mor, onkel og brødre er sultne og søster Samias studier er dyre.

Luften er kølig i butikken, og kunderne ser forskrækkede ud. De er ikke vant til at se mig sådan. Den glade frugtsælger er ikke glad mere. Jeg griber en blå dunk, og farer ud på gaden igen.

”Jeg vil ikke mere!”

Og i det øjeblik ved jeg, hvor ligegyldigt det er. Ingenting bliver bedre. Ikke for sådan en som mig. Jeg kommer aldrig til at køre til torvet i en pickup fyldt med frugt.

”Mohamed! Stop!”

De kommer løbende inde fra butikken, da jeg tømmer dunken. Trækker lighteren op ad lommen og retter blikket mod rådhuset. Benzindampene river i næsen.

”Hvordan forventer du jeg skal leve?” råber jeg, inden flammerne befrier mig fra smerten.

Kongen synger. Orglet tier.

Det er en smuk dag, og hvis jeg havde været i live, havde jeg løftet langemand mod døren til kirken og spyttet. Vendt mig, løsnet det snærende slips og forladt lyden af de rungende klokker. Mine laksko havde passeret hen over det knasende perlegrus, trådt ud på fortovet og fundet nærmeste røgfyldte lokale med gyldne damer til halsen og lette damer til senere.

Det var sjovt nok, præcis den opførsel der sendte os videre. Det var min trang til nu´et, der fik hende til at sparke mig ud. Min pige. Min elskede.

Under mig spiller orglet op til bryllup.

Hendes krop dirrer mere end første gang. Eller som hun husker, den gjorde første gang. En rus i Vegas, hvor pianisten havde spillet forfærdeligt. Vistnok Elvis. De var vaklet ud af den neonoplyste kirke. Han havde kærtegnet hendes kind, og hun havde været nygift.

Stilletten vakler, og grebet omkring armen holder hende oppe. Hun drejer ansigtet og sender sin granfætter et smil gennem sløret, mens bryllupsmarchens akkorder fylder det højloftede rum.
Der er ingen ledige pladser. Festklædte gæster til højre og venstre for hendes blik. Hans gæster, der er klar til at byde hende velkommen til en tilværelse med faste spisetider.
Hun fanger sin brudgoms brune øjne, og varmen i maven bliver forvandlet til let kvalme og sitren ned ad ryggen.

”Hvad laver du her?”
Sådan havde hun snøvlende spurgt ham, da hun så brudgommen for første gang. Forvirret over at se sådan en som ham, sådan et sted som hende.
”Det samme som dig, smukke. Drikker, mens jeg leder efter mirakler.”
Han havde smilet, og hvide tænder havde fanget skæret af formiddag i den støvede bar. Smilet havde åbnet hendes fraskilte hjerte, og senere hendes trængende skød.

Nu skulle hun så giftes. Igen. Han var yngre end hende i alder. Stabil indkomst. Villa med bogreoler og uddannelse med papir.

Hun sætter farten mod alteret ned. Det er som om, der er en der kærtegner hendes kind, og det føles på samme måde som dengang, han kaldte hende sin elskede. Klikkene fra stilletterne blander sig med orglet, og pulsen banker i blodårerne. Så bliver der stille.

Jeg holder øje med kirken, og griner for mig selv over ironien i lige netop det. For det var annoncen med billedet der fortalte om deres bryllupsdag, der fik mig til at binde rebet om halsen. For det har altid været dig. Som kongen sang en nat i Vegas: You were always on my mind. Orglet er stoppet dernede. Om lidt er hun en anden mands. Jeg burde glæde mig på hendes vegne. Hun har fortjent bedre, end det jeg kunne give.

Døren til kirken går op, og hun træder ud, barfodet. Alene. Tårerne gør kinderne våde, mens hun løber ned ad stien. Nu træder et jakkesæt ud ad døren og kigger på den løbende brud. Der kommer en til. Ingen siger noget.

Jeg smiler, for jeg kender hende igen. Min pige. Min elskede.

Verden. Her fra Assistens

Gaddafi er død. You live by the sword and you die by the sword. Hvem dræbte du selv i 1969?

Vinden snapper i kinderne og den kølige, skarpe luft varsler handsker og hue. Brune, røde og gule blade danser langs kirkegården, og jeg træder ind ad indgangen ved Jagtvej.

Trækker vejret dybt, og bliver glad for at være til. For her er smukt under træerne, og i aften spiller København.

Og tiden. Den går bare stærkt. Nej. Den løber. Og det så plat, så banalt, så skide simpelt og alligevel så skide fucking sandt. Ikke at der skal spilles bold i aften, men at tiden spurter og hvert eneste år sætter ny rekord i disciplinen: Hvor hurtigt kan dette år så egentlig passere?

Den fjerde januar i år, døde en mand på 26 år af sine kvæstelser. Han var vokset op i byen Sidi-Bouzid i Tunesien og hed Mohamed Bouazizi, blev kaldt Basboosa og var bestemt ikke sværdets mand.

Han var mere en glad dreng. Sådan en der var kendt af alle og som de fleste holder af. Men selv en glad dreng kan få nok af det hele. Og det fik han så.

Bouazizis far døde, da Bouazizi var tre år gammel og han voksede op med sin mor, seks søskende og en onkel der senere giftede sig med Bouazizis mor. Da Bouazizi var ti begyndte han at bidrage til husholdningen ved siden af skolen, og da han var nitten, helligede han sig fuldtidsarbejdet.

Og der stod han så og drømte om en universitetsuddannelse mens han vejede frugten på den elektroniske vægt, og tjente de penge der sikrede mor, onkel og små søskende mad i munden, og også var med til at betale for, at søster Samia i det mindste fik en uddannelse.

Det var den 17. December 2010, at Mohamed Bouazizi fik nok.

Han havde taget opstilling med sine frugter pakket på vognen klokken otte om morgenen, og vidste godt hvordan tingene fungerede. Selvom han ikke skulle have nogen officiel tilladelse til at sælge sine varer, kunne ordensmagten sagtens finde på at stille krav om fiktive tilladelser der skulle betales. Og det gjorde de også den dag.

Og der er ingen der ved, hvad det var, der fik tingene til at eksplodere. Om det var mange års frustration over chikane og afpresning. Om det var den kvindelige betjent der slog, eller det var hånen mod ham og familien.

I hvert fald blev varer og den elektronisk vægt konfiskeret. Og da Bouazizi opsøgte en borgmester, der simpelthen nægtede bare at høre på ham, blev det altså for meget.

”Hvis ikke du vil høre på mig, brænder jeg mig selv” råbte han, og gik ud for at skaffe benzin.

Og midt på gaden, råbte han ind mod muren der skilte ham og borgmesteren.

”Hvordan forventer du jeg skal leve?” Så skød flammerne op omkring ham.

En måned efter Bouazizi døde, blev en plads i Paris omdøbt til Mohamed Bouazizi. Tre dage senere, den 7. februar 2011, trådte en ny samlingsregering sammen i Cairo og erstattede Mubarak.

Den 17. marts 2011 vedtog FN en sikkerhedsresolution, og et enigt dansk folketing sendte danske tropper ud i en væbnet konflikt i Libyen.

Og nu, i dag, den 20 oktober 2011, sidder jeg på en bænk på en kirkegård, og kigger isblå himmel og skarp sol.

Det er ikke engang et år siden, at Bouazizi købte sine frugter på kredit, og da han nikkede ja til gælden på $200, sad Mubarak og Gaddafi stadig på magten.

Tre dage til. Så er det den 23. og så går tuneserne til valg. Det er det første valg under den nye forfatning, og det første hvor tuneserne kan vælge mellem flere partier.

Det havde Mohamed Bouazizi sikkert ikke skænket en tanke, da han pakkede sine frugter den 17. December 2010. Han tænkte sikkert på dagens salg og den pick-up han drømte om, og som ville lette arbejdet og indtjeningen betydeligt.

Og han tænkte helt sikkert ikke på hverken revolution, ny forfatning, valg, Mubarak eller Gaddafi, da han gennemvædede sine klæder med benzin og lod flammerne svide sin hud.

Og i dag er Gaddafi så død. Og så er det som om, at selvom året løb hurtigere end sidste år, er sidste år alligevel længe siden. Meget kan ske på et år. Alt kan ske.

Må hellere komme afsted. Det er køligt, og der er bold i aften. Alt kan ske.

Rage, Slutspil III

Snottet smager stadig af blod, smerterne fra ribbenene slår mine tanker i stykker, og jeg aner ikke hvor lang tid der er gået, da de løfter mig og slæber mig tilbage igen. Skimter lys gennem klædet, da jeg mærker stolen under mig.

De fjerner kluden der stinker af sved, og jeg ser direkte i min gamle mentor øjne. Hans hænder hviler på det lille stålbord, der reflekterer lyset og får mig til at knibe øjnene sammen, og hans mand Tom står ved siden af.

”Jack. Jeg spørger dig for sidste gang. Hvor er de?”

”For sidste gang. Jeg ved det ikke.”

”Jamen, så har vi et problem.”

”Vi?”

”Jack. Du kommer ikke levende ud herfra. Det her er kun et spørgsmål om din datter.”

”Hvad siger Tom?”

”Ingenting.”

”Har du spurgt ham om min datter. Ved du hvor hun er?”

”Er det ikke gået op for dig? Det ikke dig der stiller spørgsmål mere.”

Tom afsikrer sin pistol og tager langsomt sigte på mig.

”Hvad er det I leder efter?”

Det er hendes stemme, og den skærer gennem rummet samtidig med hendes tanker trænger ind i mine.

.o0(Åh nej. Hvad er det sket med ham?)

”Jessica. Kom væk!” råber jeg, mens de to soldater i rummet retter deres maskinpistoler mod hende. Tom fortsætter med at sigte, og taler uden at fjerne blikket fra mig.

”Jessica?”

”Hvad laver du?” råber hun.

”Stille!”

Manden i sort har rejst sig og peger på min datter med sin semiautomatiske Glock.

”Stå helt stille,” fortsætter han.

Kan mærke hende. Kan mærke hvordan hun pakker sin frygt sammen og presser den ned i en slidt, lille kasse og gemmer den langt væk. Det varmer mit bryst, og jeg slider alt hvad jeg kan for at flå stripsene over. Jeg har gjort det engang før.

”Du sagde, hun var i bilen,” siger han og kigger kort på Tom.

”Det var hun også. Jeg ved ikke ...”

”Hvad snakker du om, Tom? Du bandt mig jo ikke,” siger hun.

”Tom?”

Der er tvivl i stemmen, og det er ved at gå op for ham. At han endnu en gang er ved at miste kontrol.

”Tom. Bandt du hende?”

”Ja.”

Han stikker venstre hånd i lommen og tager en sort genstand frem, der ligner en krydsning mellem en moderne bilnøgle og en fjernbetjening, og jeg ved det er en af hans udveje. En joker og en skjult trumf.

Toms pupiller begynder at flakke og hans blodårene i panden skjuler næsten hans ar.

”Tom. Du tvinger mig til det her.”

”Hvad laver du?”

Tom sænker pistolen og tager sig til hovedet.

”Tom. Fortæl mig nu. Bandt du hende?”

”Ja …” Han brøler og tager sig til hovedet.

”Tom!”

”Nej. Jeg bandt hende ikke.”

”Hvorfor ikke?”

”Hvad sker der med mit hoved?”

”Hvorfor?”

”Hvad sker der med mit hoved?”

Han vifter med den sorte genstand.

”Der sidder noget i dit baghoved. Det har der altid gjort. Og det er jeg glad for nu.”

Og jeg mærker hans overraskede tanker.

.o0(Mit hoved. Mine smerter. Derfor.)

”Hvad er det i leder efter?” spørger hun igen.

”Tom, hvad ved hun?” sige han roligt. Der er altid kontrol på overfladen.

Og Tom svarer ikke. Han står bare og kigger med forvirrede øjne og har tilsyneladende glemt alt om at sigte på mig.

”Hvorfor blev du ikke i bilen, Jessica?”

”Fordi jeg gør, hvad jeg lyst til.”

Hendes svar fylder mig med en sær, varm fornemmelse, og jeg lægger alle mine kræfter i for at sprænge de forbandede strips.

”Tom. Ved du, jeg blev gravid?” spørger hun stille.

Tom låser blikket fast på Jessica. Manden i sort gør det samme og jeg holder op med at flå i plasticen i et øjeblik. Gravid. Hende. Den lille pige. Og Tom … ?

Og Tom er den første der taler igen.

”Med hvem?”

”Dig.”

”Mig?”

Hun nikker, og jeg ved bare, hun er så sikker, som hun kan være uden at vide det.

”Jamen dog. Det er jo interessant.”

Han har altid været hurtig, og nu smiler han til Jessica uden at sænke sit håndvåben.

”Hvorfor?” spørger hun.

”Du ved ingenting?”

Et spørgsmål hun besvarer med et fnys.

”Du ved godt, det er din far der sidder der og bløder?”

Hendes hoved bevæger sig langsomt op og ned, men hun kigger ikke på mig.

”Og nu fortæller du mig, at du kender ham der i forvejen,” siger han og peger på Tom.

”Er du sikker?” spørger Tom. Og i det øjeblik ligner han, det han er. En mand, der bare ikke aner hvad han skal gøre. Som mange andre før ham.

”Tom, lad vær med at afbryde.”

”Hold kæft. Lige nu holder du kæft.”

Ordene flyver gennem luften og straffen kommer prompte. Han trykker på sit djævelskab, og Tom stønner og pistolen falder mod betonen, da begge hænder bliver lang lindrende omkring ansigtet.

”Rolig Tom. Helt rolig.”

Han vender sig igen mod Jessica.

”Men jeg kan jo lige så godt sige det som det er. Jeg leder efter en lille kasse. Den er sølvgrå og føles kold på overfladen.”

”Hvad er der i?”

”Små petriskåle.”

”Og hvad får jeg, hvis jeg fortæller hvor den er?”

”Ved du hvor den er?”

”Ja.”

”Hvorfor skal jeg tro på det?”

”Der er 24 petriskåle i kassen.”

Han studerer hende. Gransker og vurderer.

”Okay. Hvad vil du have?”

”Lad min far være. Slip ham.”

”Desværre. Det kan jeg ikke.”

”Jamen så ...”

Og lynhurtigt skifter han sigte fra hende til mig.

”Jessica. Hvor er den. Jeg tæller til tre.”

.o0(Du må ikke Jessica.)

”En.”

.o0(Lad være.)

”To.”

Tom vakler med rødsprængte øjne og Jessica ser på mig.

”Tre.”

”Jeg har den her!” råber hun og trækker en sølvgrå kasse frem, som hun må have haft gemt på ryggen, og alt bliver koldt indeni, da jeg ser hans smil. Et smil, jeg har set før. Og altid lige før han skulle have afløb.

”Nej.!” råber jeg og river, slider og flår i stripsene og vælter sammen med stolen om på betongulvet.

Han tager et skridt frem mod hende, og jeg ser hvordan alt fokus er på den unge kvinde foran ham. Den blødende gamle tosse der ligger og skriger ved siden af en væltet stol er glemt.

”Tom. Gør noget!” Og jeg råber så indtrængende, som jeg nogensinde har råbt.

Så lyder skuddet. Et knaldhøjt smæld der får det til at runge mellem betonvæggene. Jeg lukker øjnene og registrerer kun hyletonen i ørerne og lugten af krudt. Lukker øjnene og virkeligheden helt ude. Kan ikke åbne øjnene. Det her vil de ikke se.

Hører kroppe der tumler sammen og støvler mod betonen, og da jeg omsider lader lyset trænge ind min bevidsthed, opdager den Tom der hamrer sin knytnæve i ansigtet på manden i sort.

Bag dem er en mørkerød klat af blod, små bensplinter og grå masse ved at flyde ned ad betonvæggen. Jessica ligger foran uden at røre sig, og jeg fokuserer på den sølvgrå kasse.

Mine plasticstrips er ved at give sig, og jeg brøler uforståelige ord ud i luften sammen med spyt, galde og brændende had. 

Soldaterne tager sigte og skyder på Tom, men kuglerne rammer uden at virke, og han fortsætter med at lade slagene regne ned over sin tidligere chef. Så blinker stålet fra en kniv i luften. Manden under Tom vrider sig og løfter højre hånd med fjernbetjeningen. Og Tom kniv falder mod betonen, da han igen tager hænderne omkring hovedet og brøler. Hans krop bevæger sig i spastiske bevægelser og en stank af brændt hud og hår begynder at brede sig. Så falder han om, og opløses i samme øjeblik som mine strips sprænger.

Og jeg ser alt med sløret, rødt filter og de to unge soldater opdager ikke hvad der ramte dem. Trykker næsebenet op gennem pandelappen på den første, og laver blodfontæne fra den næste soldates strube med tre hurtige snit fra kollegaens kniv. Mister fodfæstet i den mørkerøde fontænepøl, men når over til manden og slår Glock´en ud af hans hånd, og smadrer bundstykket af kniven mod hans blodige ansigt, og drejer ham rundt. Bøjer mig og finder pistolen, som jeg presser i tindingen på ham.

Nu står hans spejderdrenge i døren og venter.

”Væk!” råber jeg.

Han har stadig kassen i hånden, og jeg undgår igen at se på Jessica. Har allerede set størrelsen på den mørkerøde plamage, og ved hvor stort udgangshullet er.

”Væk!”

Soldaterne gør plads og jeg møver os forbi dem ned ad gangen og ud i det fri. Ud på gruset, hvor min bil står parkeret. Solen står højt og gør vores skygger små, og der er stadig ingen soldater. 

Jeg styrer over mod bilen og henter reservetanken frem. Så sparker jeg skråt ind fra oven og smadrer hans knæskal, og han synker mod jorden uden et ord, og det er først, da jeg jager kniven ind i det andet knæ, at han begynder at skrige, og jeg suger langsomt vellyden ind.

Åbner den sølvgrå kasse og smider petriskålene ud på grusset foran ham, og giver dem den første sjat benzin. Går langsomt tilbage til bilen og finder en ny æske smøger frem.

Suger grådigt nikotin og tjære. Nyder lyden af hans smerte, men det bedste er udtrykket i hans øjne. Jeg ved, han ved, hvad der venter. Og det ikke smerten, der er det værste for ham. Luften rumler, for de er på vej, og helikopteren er der snart.

”Nej. Jack. Det ...”

Hans skrig er fortvivlet, da cigaretgløden bliver antændt af benzindampene og flammerne ødelægger det, der startede som en smuk tanke hos en idealistisk biolog og sidenhen blev forvandlet til ulykke. Blev forvandlet til mig. Nu er det sort røg og smeltet plastic.

”Jack. Jeg havde jo tænkt mig, at fortsætte det hele. Uden at de ville vide noget som helst. Jeg var nød til at lukke ned.”

Helikopteren kommer nærmere, og larmen fra rotorbladene får ham til at råbe.

”Jack. Nu vinder de jo. Jeg gjorde det for fremtidens skyld. Den har altid krævet ofre.”

Jeg tømmer dunken ud over ham og træder et par skridt væk. Så tænder jeg endnu en smøg. Min sidste, for nu stopper jeg endelig.

Ser hvordan helikopteren dukker op i horisonten og ser skarpskytterne læne sig ud for at få overblik over målets position. Rotorens dunkende brøl nærmer sig, og jeg kan næsten ikke høre hans hulken. Ryger dybt på smøgen og laver lang, spids glød, før jeg sender den over mod ham.

Flammerne skyder op mod den blå himmel, og en tyk sky af kulsort røg dækker middagsolen til. Stanken af brændt hud, fedt, kød og hår får mig til at tænke på gamle dage og min gamle ven, Stefan.

Og da skarpskytterne i metalfuglen dukker frem af røgen, er jeg parat og rækker hænderne mod himlen, tænker på en lille pige, jeg aldrig kom til at kende og lader kuglerne flænse mit kød og splintre mine organer.

Rage, Slutspil II

***

Det er den kriblende og kradsende nysgerrighed der driver hende mod den røde dør, for det er lang tid siden døren smækkede i bag de sorte uniformer, Tom, den ældre mand i sort habit. Og så hendes far. Benene ryster lidt, da hun træder ind i bunkeren.

***

Min næve flyver mod hans kæbeparti, men bliver grebet af en kold hånd.

.o0(Stop.)

De afsikrer bag mig, men gangen er for mørk og trang til at skud, så jeg knalder panden fremefter for at knække hans næse, men den gamle er stadig hurtig og jeg rammer kun hans pande. Mit højre knæ jager opefter uden at ramme andet end en blød, kølig masse.

.o0(Stop det. Du kan ikke vinde den her)

Han ved jeg er inde i hans hoved. Lyset fra lygterne farer omkring os, og giver indtryk af alt for langsomt stroboskop. Mine furede hænder klemmer omkring hans hals, så mine blodårer står som højspændte blå baner. Men der er ingen reaktion og det flimrende lys røber intet rødt i hans øjne. Der er ingen krampetrækninger eller tegn på panik.

Han lægger sine hænder omkring mine, og fjerner dem roligt og uden den mindste anstrengelse.

.o0(Stop. Jeg er med dig. Hun venter på dig. Gør nu bare som han siger.)

Jeg vrider mine arme for at komme ud af hans greb, men det er stramt, iskoldt og umuligt. Han er for stærk.

”Okay. Slap af. Jeg er rolig.”

Han løsner grebet en lille smule, og hans chef tager over.

”Du bliver aldrig klogere. For fanden da, hvor er du mislykket.”

Han bukker sig ned og samler ganske langsomt min stavlygte op.

”Forresten Inge. Din kone. Det var en advarsel. Dengang. Og det var min beslutning. Det var ikke de store drenge.”

Nu lyser han mig lige i øjnene.

”Og de var Tom, der står med dig, der eksekverede.”

Tom strammer grebet, da jeg med al kraft og uden resultat prøver at vride mig løs. Må nøjes med at sende en spytklart ud i mørket uden at ane om den når sit mål.

.o0(Jeg er ked af det.)

Mørket omkring mig er rødt. Så fokuserer jeg på den tomme plet i min bevidsthed. Må vente til det rigtige tidspunkt kommer.

***

Hun bevæger sig ind i den oplyste betongang, og mærker uklare, fremmede tanker i hovedet.

***

Jeg famler til højre for indgangen, og finder en kontakt der åbenbart ikke virker. Stadig kun mørke og det flakkende lys fra stavlygterne. Rummet er større end det første mandskabsrum, men også her er indretningen sparet væk, og lygterne rammer kun den matsorte boks der står langs den ene væg, og ser på forsamlingen med sine røde diodeøjne.

”Nøglerne,” lyder hans raspende stemme.

Jeg trækker nøglekortene frem, og han griber dem med en hurtig bevægelse og går de sidste meter hen til boksen.

”Hold nu lygterne stille.”

Han knæler foran boksen.

”Ved du hvad der ligger herinde?” spørger han.

Jeg nikker bare, selvom han sidder med ryggen til og ikke kan se min reaktion. For jeg kan høre, han vil høre sig selv tale, og ikke mig svare.

”Det er de sidste stamceller der er tilbage.”

Nøglekortene lyser mat i skæret fra lygterne, da han holder dem op mod læserne.

”Tror du virkelig jeg giver op?” fortsætter han.

Og nu går det op for mig, hvad han vil sige.

”Tror du virkelig, jeg havde tænkt mig at lukke alt ned?”

”Nej. Men du har tænkt, dig det skal se sådan ud,” svarer jeg og ved det betyder, at min død indgår i hans plan.

”Ja. Det har jeg. Det er ikke andet for.”

Nøglerne glider gennem læserne og de røde dioder klikker til grøn farve.

”Så hvad med min datter?”

Spørgsmålet får lov til at dø ud i mørket. Boksen glider op, og lyset fryser nysgerrigt på de tomme hylder. Der er intet i skabet.

Han rejser sig hurtigt, og stiller sig helt tæt på. Så tæt, at jeg prøver med en skalle, men Tom er vågen og redder næsebenet på hans chef.

”Hvor er de?”

Skabet er tomt? Hvorfor? Marie ville ikke have givet mig nøgler til et tomt skab. Stefan?

”Aner det ikke.”

”Tom!”

Mine arme bliver låst fast, og jeg må ned og smage på betonen. De presser mine ben op og låser dem i plasticstrips, og nu mærker jeg knæet i ryggen der presser min vejrtrækning. God, gammel fikseret benlås.

”Hvor er de?”

Jeg har hørt tonen i den stemme før. Har set hvordan han håndterer sit raseri. Unge piger, der ikke aner hvad der rammer dem. Et monster i habit.

”Pis nu af.”

Mit hoved bliver smadret mod betonen, der knækker brusk og næseben med det samme. Det er altså sådan det ender for mig. I mørket på et betongulv. Hvis ikke næsen smertede ville jeg have grinet af ironien i det. Nu er det min tur. Den gamle mester i forhør.

De hanker op i krave og fødder og bærer mig tilbage ad gangen, og smider mig ind i det oplyste mandskabsrum. Jeg smager jern, og mærker hvordan snotten blander sig med mit sorte, koagulerede næseblod. Et klæde bliver revet i stykker og en svedig klud lukker lyset omkring mig ude.

”Jack.”

Han bruger sin hæse, raspende stemme.

”Hvor er de?”

Siger intet. Fokuserer på den tomme plet i min bevidsthed og Tom. Må ind i hans hoved, og jeg lader den tomme plet søge ud i rummet.

.o0(Han er stærk. Det ved jeg.)

Må dybere ned. Må se hvad der ligger på bunden, for mine gamle instinkter fortæller der ligger noget.

.o0(Jessica.)

Hvad er der med Jessica? Mørket får røde toner. Noget han ikke har fortalt. Noget han gemmer på. Dybere. Dybere. Hele tiden dybere. Indtil jeg støder på grund.

.o0(Jessica.)

Er det så dybt, jeg kan komme? Eller er det kun en maske. En tyk, furet overflade der gemmer på hemmelighederne?

Jeg stønner og har svært ved at trække luft, for en stodder giver sit knæ et ekstra tryk i min ryg.

.o0(Jessica.)

Han har sine egne planer med Jessica. Jeg vrider mig, men får kun knæet boret endnu dybere ned i ryggen. Må slappe af og trække luft, og få dem til at stille spørgsmålene. En dyb indånding. Ånde ud. Ånde ind. Fokus på den tomme plet. Puste ud.

Så bliver jeg revet om på siden.

”Hvor?” skriger han i mit venstre øre.

”Din mand ved det. Tom ved det.”

”Hvor?”

Han ignorerer mig, og jeg ved det handler om taktik. Vi er kun i første fase og jeg er bare ved at blive gjort blød, og præcis derfor rammer en jernbeslået støvlesnude, og den tomme plet vokser til en stor, hvid sol. Har brækket et ribben eller to og vejtrækningen gør virkelig ondt.

”Hvorhenne?”

”Jeg ved det for helvede ikke. Spørg din mand. Han skjuler noget.”

Hvis det var alle andre end mig, ville det være blevet overhørt eller affejet som desperat. Men det er mig, og jeg kan mærke han tøver. Kun ganske kort, men nok til at fortælle mig, at det virker. Prøver at trænge gennem hans panser, men der er lukket ned, og må nøjes med mine veludviklede instinkter. Han ignorerede mig, men nu er der en lille splint der sidder og irriterer.

Endnu et spark, og endnu et ribben eller to. Måske er de bare bøjede.

Så bliver jeg løftet op, og smidt tilbage i den mørklagte gang. For han har ikke stolet på nogen siden, jeg dolkede ham i ryggen.

***

Hun vender sig mod lyden af støvletramp nede fra det første rum hun gik forbi og det gibber i hende. Det var tomt lige før.

Jessica ser sig hurtigt omkring og forsvinder ind i et mandskabsrum, og lukker døren på klem lige i det en flok uniformer tramper forbi. Og så hører hun en stemme hun kan kende.

”Hvad mente han?”

”Aner det ikke.” Toms stemme.

”Hvor er hans datter nu?”

”I bilen. Rolig.”

”Hvordan ved du det?”

”Jeg bandt hende.”

Hun læner sig længere frem.

”Jeg tror ikke han ved hvor de er,” kommer det fra manden med den raspende stemme.

”Hvad så?”

”Så er han endnu mere ligegyldig. I sidste ende er det jo bare et spørgsmål om hvornår.”

Hun holder vejret.

”Så bliver jeg den sidste der er tilbage.”

”Ja. Og hans datter. Men hun har aldrig vist nogen tegn på evner.”

”Nej.”

Rage, Slutspil I

***

Jeg

ser

ham.

Den

første.

Den

anden

kommer

…

snart.

”Hvad gør du, Jack? Bestem dig. Vi har ikke hele dagen.”

Spytter ordene i den tone der engang gav ham vand i øjnene. Men jeg fik lært ham kontrol, og nu smiler han bare og peger på mig med sin Heckler & Koch. Godt min dreng. For det er nu, det kulminerer. Det er nu, vi tager endnu et kvantespring i evolutionen. Jeg har sørget for vores overlevelse, og køligheden i luften og de faldende fugle, fortæller at alt går som planlagt.

Han sætter fødderne på gruset uden at støje. En behændig landing som jeg har trænet med ham, siden vi opdagede hans unika. Nu står han ved min side. Jack var den første, og Tom den anden. Er de brødre? Er de far og søn? Den slags spørgsmål hører fortiden til, for relationerne er forbeholdt os, homo sapiens. For dem, giver de ingen mening.

Jeg klapper Tom på skulderen.

”God du kom min dreng.”

***

Han klapper mig skulderen, som han altid har gjort, når jeg har lystret. Og som altid ved jeg hvad der kommer.

”God du kom min dreng.”

Foran mig står Jack. Han kender mig ikke, men det var mig der sad i en sort Mercedes for mange år siden. En morgen i maj. Mig der slog hans kone ihjel, og senere mødte hans datter og tog hende med hjem. En datter han aldrig så blive voksen. Den datter, der lige nu sidder og venter på sin far.

Dette er mit livs vigtigste skuespil, for Jack er telepat og var engang den bedste i enheden. Så jeg folder tankerne sammen og gemmer dem bag en furet mur af falske tanker og intentioner, håber på mit mentale pokeransigt ikke kan gennemskues og kigger ham lige i øjnene, da han strammer grebet på aftrækkeren.

***

Jeg har nedstirret det plyssede arfjæs ved siden af min gamle mentor. Alligevel træder han frem uden at vide det næste skridt vil smadre hans brystkasse.

Jack. Rolig. Jeg ved du kan læse mig. Manden ved siden af bluffer. Han har ingen kontrol over din datter. Det var mig der gav ham ringen. Og mig der ved hvor hun er. Lad som ingenting. Spil med og gør hvad han siger.

Han stryger imaginært støv af sit sorte jakkesæt og knækker sine fingre. Hans gamle vaner har altid irriteret mig.

”Han er vel også et at dine eksperimenter,” siger jeg.

Fingrene knækker igen, og jeg forestiller mig knækket fra hans nakkehvirvler, når jeg knækker dem.

”Okay. Hvad så?”

Jeg afsikrer gode, gamle H&K og sænker løbet, mens de sorte drenge fortsat holder deres sigte.

”Smid den, og find nøglerne og listerne.”

”Okay. Hvis du får dine små spejdere til at slappe af.”

Han vinker deres våben i hvileposition, og tilbage i bilen finder jeg det han spørger efter. Klikker plasticlisterne sammen og memorerer rute, koder og placering. Flår dem fra hinanden igen, og knuser dem til små, plasticsplinter med mine støvler.

”Hovsa! Det må du undskylde.”

Det knaser, da min hæl tværer splinter til støv.

”Det er da også noget billigt lort, det der.”

Spejderdrengene er hurtige og hæver deres våben, da jeg dykker i lommen efter ild og får tændt den sidste flade Prince. Krøller pakken sammen og knipser den ud i luften.

”Men jeg nåede at se hvor skatten er gemt.”

Jeg smiler og ved det koger indeni ham. Vi har ingen fælles gener, men temperamentet … det er det samme. Han har altid været lidt bedre til at kontrollere det, men jeg ved så også hvordan han får afløb.

”Du viser vej,” hvisler han.

Synet af den røde dør på bunkeren får fnyset frem og højre støvle knalder døren op. Fordi jeg stadig kan, og fordi det føles så forbandet godt.

Der er installeret kolde, hvide lysstofrør, og spejderdrengene har ladet dem brænde. Hvem har lært dem op? Det kan godt være deres hjelme er tænkt som beskyttelse mod mig, men jeg er sikker på, der ikke er meget at beskytte.

Jeg fører an gennem den smalle betongang, og kører ruten, fikspunkterne og koderne gennem hovedet før jeg går ind i det første mandskabsrum og stiller mig foran den grå endevæg.

Rummet er dimensioneret til ti mand, men lige nu er det tomt. Ingen køjer. Ingen stole. Ingenting. Enten er de løbet tør for midler, eller også har en gruppe stribede slips efter langvarigt analysearbejde konkluderet, at Danmark i bund og grund er et trygt sted at bo.

Men jeg holder vejret sammen med en kunstpause og hamrer så min knytnæve ind i endevæggen. Hamrer igen, og nyder hvordan mine knoer maler røde pletter på betonen. Slår endnu en gang, stepper til venstre og smadrer venstre hånd i muren i en vinkel på 45 grader fra midten, og så igen til højre for midten imens jeg ler højt. Vender mig og kan se det gibber i øjnene på de yngste, og det får mig til at le endnu højere.

Tager et par hurtige skridt, drejer i hofterne og sender støvlesålen direkte i sidevæggen. Mærker blød beton, og sparker igen til råb, brøl og måbende blikke. Så holder jeg kæft, går over til den modsatte væg, og sparker forsigtigt med støvlespidserne langs med kanten. Vender mig og stirrer på dem med sammenknebne øjne.

”Hvad så drenge. Kan I høre det?”

De stirrer bare tilbage.

”Kan I ikke høre det?”

Sætter hånden bag øret, og kigger spørgende ud i luften.

”Næ. Nu forsvandt det sgu.”

Bryder stilheden og den spændte atmosfære med latter og et klask på låret.

”Hold nu op, hvor er I alvorlige. Hvad troede I der ville ske?”

”Troede I det var en speciel bankekode? Troede I muren ville glide til side og åbenbare en hemmelig dør?”

Ingen af spejderne siger noget.

”Jack, lad vær med at spilde vores tid."

”Hold op. Det var en joke, ikke.”

Jeg skubber til et par af uniformerne, da jeg går tilbage i betongangen og finder panelet ved siden af kontakten. Skubber den grå slidske væk og trykker bogstaver, tal og tegn og slutter med #.

Det summer indefra mandskabsrummet, og da jeg er tilbage er der blottet en mat ståldør i endevæggen.

”Nå. Den havde I ikke set komme?”

Endnu et panel til højre for døren og endnu en kode der slutter med #. 

Den klikker højt, da sprosserne trækker sig, og jeg skubber døren op til en smal, mørklagt gang. Der lugter tørt og indelukket.

”Lys?”

Får stukket en tung stavlygte i hånden og lader lyskeglen fare hen over den smalle, støvede betongang. Bevæger mig ud i mørket, og mærker hans tilstedeværelse ved siden af mig og den svævende spejder bag ham. Kun lige plads til to ad gangen, og tanken kommer pludseligt og uden egentlig årsag. Den plyssede med arret i panden og jeg er de eneste med evner. Resten er almindelige soldater. Jeg vidste godt, han fik ordre til at dæmpe enheden ned, men alligevel?

Sætter farten lidt ned og hvisker til ham.

”Hvad er der sket med din store hær?”

Lyser på ham og ser spørgsmålet får ham til at stramme kæberne. Det gør ondt på ham, så jeg fortsætter selvfølgelig.

”Er det, de store drenge der har taget dit legetøj?”

”Vis nu bare vej.”

Sætter farten op igen.

”Jeg troede ellers du havde styr på det.”

Kan næsten mærke hans temperatur stige.

”Det må være mærkeligt. Sådan at opdage man har brugt sit liv på ingenting.”

”Hvem beskytter Danmark nu? De folkevalgte?”

Han knækker fingre. Hårdt og højt.

”Eller har du bare givet op?”

Fortsætter og drejer til venstre i et T-kryds.

”Jeg forstår dig godt. Jeg mener, det Bruxelles der sætter dagsordenen nu. Og hvis vi endelig skulle prøve lidt selv banker domstolen os på plads.”

Nu er der tændt bål indeni, og jeg nyder varmen.

”Bid for bid har de siddet på taburetterne og smidt vores suverænitet sydpå.”

”Og du har bare set på indtil det sidste værn også skulle væk. Var det en studehandel? Var det en ordre fra toppen? Var det prisen for, at de store drenge ville acceptere havretskommissionen? Et kompromis om 90 milliarder olietønder?”

”Hold nu kæft.”

”Nå, du er ikke blevet stum. Men hvorfor smide den eneste rigtige trumf væk? Jeg troede du ville gøre hvad der skulle til. For at sikre Danmark. Uanset hvad. Men den gamle modstandsmand er måske blevet mere politiker på sine gamle dage?”

”Hold nu din latterlig kæft.”

”Hvad? Jeg spørger jo bare.”

”Du aner ikke en skid. Og det har du aldrig gjort. Du er fuldstændig mislykket.”

”Det ved jeg. Og det må du så lære at leve med. Det har jeg gjort. Men er det rigtigt? Er du bare bonden i det store spil?”

”Luk så ellers ...”

”Ellers hvad? Ellers hvad?”

Jeg har vendt mig og nagler mine øjne ind i hans. Er det nu? Lad det være nu. Mine arme sitrer og lavaen sprøjter gennem mine årer. Kom så gamle mand. Sig noget. Gør noget. Giv mig en åbning. Giv mig en anledning.

”Ellers dør din datter nu.”