Rage, Tom V

Min krop er rød af varme, men skjorten lindrer. Jeg er klar til at gå ud.

--

Det brænder i min hals og i min mund. Mine hænder ryster og min krop er tung. Den skaldede mand passer sit job bag baren og fylder de små glas. Både til mig, og til hende der falder ned af stolen. En døende sol sender lys gennem ruderne, og bølgerne af røg skvulper langsomt gennem luften. Vi var godt i gang med den sidste, da den sol blev født.

Min hånd griber hendes.

”Pas nu på I to.”

Min støvle glider, da jeg hiver, og hun går i gulvet igen. Men hun kan klare det. Hun har prøvet alting før. Håret er langt og mørkt, og minder om en, jeg er ved at glemme.

”Livet!” Jeg hæver glasset uden at spilde en dråbe.

Hun snøvler og øjnene ser lige gennem mig. De er stadig åbne, da hun tømmer glasset.

--

Hendes mørke hår flyder ud på gulvet og blotter nakken, mens hun støder sit underliv mod mig.

Jeg kigger ned og ser en hvid papirfirkant, der bevæger sig i takt med mine stød. Der i mellemkødet. Lige under den mørke hud omkring røvhullet, og lige over revnen der tager mod mit lem. Hun har en falmet rose på højre balde, der er sunket indad sammen med resten af huden.

”Kom. Du må ikke stoppe nu.”

Jeg støder igen. Borer pikken op i en kusse, der ikke kan mærkes. Og jeg kan ikke få øjnene væk fra det skide stykke papir. Stødene får hendes albuer til at dunke mod plankegulvet, i takt med den klaskende lyd af kød mod kød.

”Ja. Sådan. Det er godt. Det er godt, min dreng.”

Det er godt, min dreng.

Mavesækken brænder og trækker sig sammen i en spasme, der sender varm galde, syre og alkohol op gennem spiserøret og ud over røv og ryg.

”Arh! Hvad laver du!?”

Jeg trækker mig ud og rejser mig. Mister balancen for bukserne sidder fast om knæene, og min mave har gjort gulvet glat.

Hun har vendt sig, og sidder i en mørk, klumpet sø.

”Du må da ikke gå.”

Jeg trækker bukserne op og knapper.

”Du må da godt gøre det, hvis det er det, du vil.”

Jeg bakker ud i entreen, mens hun rejser sig. Huden hænger under armene, da hun rækker ud mod mig.

”Lad nu vær og gå. Vi skal da hygge os.”

Min mave får endnu et anfald, men denne gang sluger jeg den varme grød.

”Kom nu min dreng. Hvad har jeg gjort?”

Jeg lukker døren med et stille smæk, men hendes råb runger i opgangen.

”Hvad har jeg gjort forkert!?”

--

Mit baghoved er ved at sprænges, og selvom solbrillerne holder det værste lys væk, lukker jeg øjnene. Nyhavn simrer i forårsvarmen og lyden af stålstrenge får mig til at lukke verden ind igen.

En gråhåret mand med furer i ansigtet og guitar på maven, synger om fortidens tårer der forsvinder på en dag som i dag. Jeg går hurtigt forbi, og sætter min vodka til munden.

Har mistet fornemmelsen af tid, dage og timer. Den ene rus afløses af den næste, og en bardisk er bardisk ligegyldigt hvor den er placeret.

På Kgs. Ntyorv får en ung pige med bølgende, mørkt hår min krop til at stivne. Bare et øjeblik, men nok til at jeg tømmer flasken.

I går spillede jeg kort, og selvom jeg ikke svarede, da de spurgte til Marko, kunne jeg se, at de ikke spurgte for at få svar. Jeg har fået orden på verden udenfor, men et eller andet indeni trækker mig ned.

Telefonen summer og redder mig.

Den velkendte, raspende, nasale stemme trækker mig op.

”Tom. Min dreng.”

”Ja.”

Forbindelsen er dårlig, men jeg hører hvert et støjkorn.

”Jeg har et nyt emne til dig.”

Jeg lytter som altid.

”En ung mand. Hans navn er Anders Danielsen. Han er en af vores. Uden x-power. Men pas på alligevel.”

”Okay.”

”Det er godt, min dreng. Lad nu være med at skuffe mig.”

Jeg smider flasken fra mig og går hjem. Sove sumpen ud, og finde ud af, det der skal til.

--

Ren igen. Tømmer glasset med den varme mælk, og kærtegner kniven. Den gode gamle kniv, der aldrig har svigtet mig. Og aldrig vil gøre det. Jeg ligger mig på sengen. Lukker øjnene og trækker ilt dybt ned i lungerne.

--

Jeg svæver over de sortgrønne bølger, der skvulper ind mod sandet langt nede under mig. Og bevæger mig først nedad før Hjelm bugt. Ned mod de grønbrune trækroner. Ned mod Møns klint.