Stort, stirrende strudseøje. I gennemsnit vejer sådan et øje 40 gram mere end strudsens hjerne. Og sådan er det med fugle. Fuglenes øjne er store, og ser anderledes på verden udenfor. Mennesket ser grundfarverne rød, blå, gul og så en masse nuancer. Fuglen ser en farve mere. Og så en masse nuancer. Mennesket kigger ligeud, drejer hovedet og ser til siden. Fuglen kigger hele vejen rundt uden at bevæge sig. Måske er det derfor, strudsen begraver hovedet i mørket. Engang i mellem bliver det hele bare for meget. For en struds. Og hovedet må have en pause. Dengang Tom var på sin første rejse, var der også en fugl, der fik set for meget. Ingen andre end den selv ved præcist, hvad det var den så. Men hjertet holdt op med at pumpe, og den landede på en isflage.
--
Han havde skreget. Den første gang han løsrev sig, og kiggede ned på sin kolde, hvide verden. Skrigene var ikke kommet med det samme, for i starten havde luften bare båret ham, og den fornemmelse havde fyldt alt. Han skreg heller ikke, da en mørk vinge baskede til ham, og han fik øje på det hvide hoved og det gule næb på havørnen. Det var først, da de sorte øjne mistede glimtet. Et skrig ingen kunne høre, og i mareridtene der kom senere, trak ørnen ham med ned.
Mange år efter landede han lydløst på en altan på Frederiksberg, og uden at kigge ned, skubbede han den døde due til side med sin støvlesnude. Så stod han stille, lukkede øjnene og trak den kølige duft langt ned i lungerne, og lod lydene fra nattens trafik omfavne ham.
Altid rolig puls før en aktion.
Han spyttede på planterne i de hvide krukker med deres grønne savtakkede blade, og tog forsigtigt i døren, der gik op uden en lyd.
Forsigtigt gled han ind i den halvmørke stue. Henover det langhårede gulvtæppe, og forbi bordet hvor et par tynde hvide streger matchede farven på lædermøblerne, og var lige ved at træde på buffalo-støvlerne foran døren til soveværelset. Den stod på klem, og der lød en dyb rytmisk harken inde fra mørket.
Langsomt, ganske langsomt, skubbede han døren op. Persiennerne svøbte rummet i sort, og lyset fra stuen afslørede kun lige skyggen af en mand i sengen. Han greb efter kniven i sit bælte.
Manden i sengen drejede sig bare væk, første gang Tom skubbede til ham. Han pressede kniven mod strubehovedet, uden nogen reaktion. Så tog han rebet frem.
--
KLIK.
Et blød lys lagde sig i værelset, og han daskede manden til bevidsthed med knoerne.
”Godmorgen, Marko,” sagde Tom.
Marko prøvede at rejse sig. Uden held. Rebet strammede om bryst, arme og ben.
”Hvad sker der?!”
Da chok og søvn havde forladt ham, stoppede hans spørgsmål. Så begyndte hans øjne at flakke, og Tom nød hvordan situationen begyndte at krybe ind på manden. Det var ikke et rutinedrab. Det her gav mening.
”Hvor har du gjort af mine penge, Marko?”
”Inde i stuen. Under bordet.”
”Det var mig der vandt. Forstår du det?”
”Ja.”
Kniven havde lavet en rød streg på Markos strubehoved, og Tom tog en syl frem.
”Det var min pulje.”
”Ja. Jeg ved det. Undskyld.”
”Undskyld?”
”Ja. Undskyld. Jeg var sur. Og fuld. Og skæv. For fanden, jeg skylder en masse opad. Og du tog den også sidste gang.”
”Undskyld?”
”De ligger i stuen for helvede.”
”Det var et ærligt spil. Der var ingen der snød.”
”Nej. For helvede. Undskyld.”
”Undskyld?”
”Ja. Undskyld.”
”Det du gjorde var, at være ligeglad. Ikke bare med mig, men også med alle de andre der var med. Forstår du det?”
Marko sagde ikke mere. Nikkede bare og kiggede på sylen.
”Hvis jeg vinder puljen, og den så bare bliver taget tilbage igen. Hvad så? Så giver det ingen mening. Det er ligegyldigt”
”Ja.”
”Ja? Siger du det er ligegyldigt?”
”Nej. Nej!”
”Men det bliver ligegyldigt, når du træder over stregen. Så er det bare spild af tid. Så har vi siddet og spillet, drukket, spillet, røget, spillet, og det hele har bare været spild af tid. Det rene spild. Ingen nytte. Overhovedet.”
Tom satte sylen udfor Markos højre øje.
”Syntes du, vi er spild af tid, Marko?”
”Nej?”
”Vi er ikke spild af tid?”
”Lad nu vær. Tag pengene. Jeg kan skaffe flere. Hold nu op. Hvad vil du have?”
”Det går ikke. Der er regler. Det ved du.”
”Selvfølgelig. Undskyld for fanden.”
Sylen trængte gennem pupillen, og fik blod og gullig væske til at strømme ud. Marko skreg, og et enkelt tungt slag med bunden af kniven forvandlede hans fortænder til stumper af benvækst. Skriget blev til et vræl.
”Du kommer til at dø nu, Marko. Det ved du godt.”
Tom tog puden ud af betrækket og stoppede det ind mellem spyt, tænder og blod. Så satte han sig ned ved siden af Marko.
”Jeg kom engang til at snige mig ud. Uden at fortælle det. Og jeg blev straffet. Hårdt. Men jeg lærte noget af det. Det var ikke for min skyld, at jeg blev straffet.”
Markos vræl var blevet en hulken.
”Men hvis alle sneg sig ud. Hvad så? Kaos. Hvis alle tager deres indsatser tilbage? Hvad så? Kaos. Jeg vandt. I ærligt spil. Og du brød reglerne.”
Spidsen af kniven trængte gennem Markos behårede maveskind. Gennem slimhinder og muskelmasse og dybt ind i mavesækken, og fik Markos raske øje til at stirre op i loftet. Tom vred kniven og skar til højre og opad.
”Og når du bryder reglerne, kan du ikke være med. Vel min dreng.”
En ram stank af mavesyre, og halvt fordøjet føde bredte sig i soveværelset, mens lagnet blev farvet mørkerødt.
Et hurtigt svirf med kniven sendte blodstænk på væggen.
Tom stirrede på Marko og tørrede kniven i lagnet. Tilbage i bæltet, og tilbage gennem stuen. Under bordet lå posen, og han kunne se, at Marko måtte have haft det sjovt i de sidste timer af hans liv. Fred være med det. Nu var der orden igen.
--
Svæver over Kongens København. Under mig cykler avisbude med morgenaviser, mens natbusserne summer. Under mig går de sidste hjem, mens de første står op. Under mig falder et par duer mod brostenene.
--
Åbner øjnene. Den sorte plamage rammer mig. Jeg er tilbage. Det trykker i baghovedet. Som altid. Brækker mælken op og tømmer sækken. Men det er anderledes denne gang. Der er noget jeg mangler. Og jeg kender kun hendes fornavn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar