9 april 2012.
Kære Jessica Russel,
Når du læser disse linjer, er det en død mands tanker der når dig. Jeg har ville skrive til dig så mange gange, men der er altid kommet noget i vejen. Nu ved jeg, at det eneste der var i vejen, var min egen svage rygrad. Nu er der ingen undskyldninger tilbage. Jeg betyder ingenting mere. Mit navn er Stefan Hammershøj, og jeg er din gudfar.
Jeg blev ikke den gudfar, jeg troede, dengang jeg stod med dig på armen i Holmens kirke. Og jeg blev ikke den gudfar, din far håbede på. Han så forkert dengang, han valgte mig. Men lad fejl og fortid være historie, for brevet kan ikke give dig en ny barndom og kan ikke rydde op i mit rod.
Men jeg håber det kan give dig forståelse og måske et svar på nogle af de spørgsmål, som jeg ved du har kæmpet med.
Hvis ikke du allerede sidder ned, skal du sætte dig. Og hvis ikke jeg vidste, at du havde lagt alkoholen på hylden forrige år, ville jeg have sagt, at lige nu, ville være tidspunktet for noget stærkt og beroligende. Det billede der er hæftet til brevet, er et billede af din far. Og han er ikke død.
Jeg forstår udmærket, hvis du lige nu tænker, at det er en sindssyg mand der har skrevet dette. Men læs videre, for jeg har fulgt dig gennem hele dit liv.
Jeg ved, du hvert eneste år lægger syren og hvide liljer ved dine forældres gravsten den 10. maj. Jeg ved, du sad i detentionen den eneste gang du ikke fik lagt dine blomster. Og jeg ved, du bed dine arme til blods, da du opdagede hvilken dag det var, ordensmagten havde valgt at lade dig sove rusen ud. Uden snørebånd og bag låste døre.
Jeg ved du stak af fra en plejefamilie i Martofte på Fyn. En landsby med hovedvej, forsamlingshus og lokal købmand, og så ufattelig langt væk fra dig, og det du ellers kendte til, at den beslutning umuligt kunne have været taget en kompetent person. Du var 14 år, da du stod i silende regn med tommelfingeren i vejret for at komme tilbage til byen. Og du blev samlet op af en langturschauffør der aldrig blev anmeldt. Men du var under overvågning, og det er derfor jeg ved det. Mine kollegaer observerede som de havde fået besked på, og gjorde ellers ingenting. Ventede på vagtskifte, og afleverede så deres rapport, hvor der var noteret, at du efter at have ligget på rastepladsens drivvåde asfalt i en halv time, havde rejst dig op og var begyndt at blaffe igen. Der var også noteret signalement af chauffør og registreringsnummer. Tro mig. Han kom til at fortryde.
Håber du forstår, at jeg skriver til dig i alvor, for det er vigtigt, at du læser videre.
Du er vokset op i den tro, at begge dine forældre døde i et biluheld. Sandheden er, at det kun er din mor der ligger begravet på Vestre Kirkegård.
Jeg arbejdede sammen med din far i mange år. Både før og efter ulykken. Vi var soldater i en enhed der blev kaldt Esbern. Jeg kom til i slutningen af 1986. Ung, ingen erfaringer men fuld af forventninger.
Din far var allerede et navn dengang, og første gang jeg mødte ham, så han mig i øjnene og holdt min hånd fast uden at sige noget. I lang tid. Og da han endelig sagde noget, var de første ord: ”Jeg tror vi to skal ud og have en lille en.”
Det fik vi. Han tog mig under hans vinger, og vi blev vores eget lille team.
Din far er frugten af mange års forskning suppleret med det held og de tilfældigheder, der skal til for at skabe ekstraordinære resultater. Hans arveanlæg er ændrede, og han har en evne til at se andre menneskers tanker.
Jeg har aldrig forstået, hvordan det kan lade sig gøre, og der findes adskillige neurologer og kognitionsforskere, der med baggrund i årtiers eksperimenter og intensivt arbejde, kan forklare dig, at det er umuligt. Men jeg har set det ske. Jeg har set det give resultater i mørke kældre og oplyste forhørslokaler overalt i verden. Og det er nok for mig. For forskning har aldrig været min stærke side, men det var forskning og videnskab der lagde fundamentet for den situation vi er i nu.
Tyskerne var kommet langt i deres undersøgelser af menneskets arvemateriale under anden verdenskrig, og da de havde tabt krigen, var der højt kvalificeret ekspertise der bare manglede en arbejdsgiver. Der er altid ledige kapaciteter efter en krig, og det gælder om at være den første til at samle guldet op fra slagmarken.
Og en af guldklumperne blev samlet op af en ung dansker, der havde kæmpet mod tyskerne siden landet blev besat.
Den næste krig startede på ruinerne af den gamle. Den var kold, og i starten blev den kæmpet med bind for øjnene.
For amerikanerne lukkede Office of Strategic Services halvanden måned efter en paddehattesky havde rejst sig over Hiroshima og Nagasaki, og der gik næsten to år, før en ny tjeneste formelt blev etableret.
Central Intelligence Agency. En organisation der udover at mangle central styring, manglede helt fundamentale evner og erfaring indenfor efterretningstjenestens kunst.
USA er et ungt land. Russere, tyskere, briter og franskmænd har været fjender og kigget i hinandens skjulte kort gennem mange hundrede år. De vidste hvad det drejede sig om. Amerikanerne var først lige begyndt. Så de kom med masser af midler som de ikke vidste, hvordan de skulle bruge. Faktisk vidste de kun en ting med sikkerhed. At de var bange for russerne.
Og det var den anden store klump guld, der blev samlet op af den unge, danske modstandsmand. Med midler fra USA og med viden fra Tyskland gik han i gang med at realisere sin vision om et sikkert fædreland. På en base i Grønland, fortsatte forskerne deres arbejde, og det var her det endelige gennembrud kom. Det var her din far blev født ind i afdelingen Esbern. Første generation af de nye soldater var født. Og der kom hurtigt flere til. Med nye og endnu mere uforståelige evner.
Men når du skaber sådan en enhed, kan det ikke holdes hemmeligt ret længe. Der var andre grupper. I Italien, Frankrig og England, og da de hørte om Esbern ville de være med. Det blev en diskussion som kun kan finde sted i Europa, og den endte med, at afdelingen formelt blev organiseret under Absalon, Operation Gladio. Paraplyen der rummede de paramilitære styrker, der skulle være klar den dag russerne kom. Det betød strammere struktur, men også at der kom midler fra den danske stat gennem forsvarets efterretningstjeneste.
Esbern var vokset til en stor afdeling, da jeg kom til den og mødte din far.
Op til din mors død, var der spændinger mellem Danmark og resten af vores officielle allierede. På overfladen handlede det om vores holdning til atomvåben, og en statsminister der konstant kom i mindretal. Under overfladen lurede frygten for Esbern. De andre var bange for vores soldater.
Soldater der kan se dine hemmeligheder. Soldater der kan falde i søvn et sted, for så at dukke op et helt andet. Med et automatvåben eller en kniv i hånden. Den tanke var mere frygtindgydende end de atommissiler, som den offentlige debat handlede om. Vi blev nød til at holde lav profil, og samtidig begyndte din far at gå sine egne veje.
Det endte med, at han skulle have en advarsel. Og det var bilulykken der skulle minde ham om, at han var en del af en enhed. Bagefter fjernede de dig.
Fysisk kom du i pleje, mens Marie, en kvinde fra første generation, fjernede dig fra hans erindring. Hun strøg sin spinkle hånd over hans pande, og så var det sidste levende menneske han elskede væk.
Vi arbejdede videre. Han var stadig eminent til at indhente information, men han blev aldrig den samme igen.
Jeg ved, at han savnede din mor, og jeg tror, at han et eller andet sted også savnede dig, uden selv at vide det.
Der gik lidt over et år efter din mors død. Så forsvandt muren, og med den forsvandt vores fjende. Nye alliancer begyndte at forme sig, og efter Jugoslavien var gået i opløsning, ville han ikke mere.
Vi var lige kommet hjem fra Screbenica, og mellem gyldne damer og to numre på jukeboksen, sagde han bare:”Jeg gider ikke mere. Det stopper jo aldrig”
Han havde ret. Så blev han spærret inde på psykiatrisk, og der sad han i mange år. Imens blev den del af Esbern, som din far hørte til, lukket ned. Soldaterne var for farlige.
Men han er ude nu, og de finder ham snart. Og jeg vil gøre det jeg kan, for at betale min gæld til både ham, dig og din mor. Første afdrag kan du finde i den pakke, som du har fået sammen med brevet.
Jeg har skrevet mere, end jeg troede jeg ville, så jeg vil slutte med at give dig en besked fra din mor. Hun var en smuk kvinde. Og klog på livet. Desværre så vi kun hinanden ved festlige lejligheder.
Det var mens du stadig kun var en lille bule på hendes mave. Vi stod i køkkenet, mens resten af selskabet sang Nothing´s gonna stop us now, inde ved siden af.
Din far havde spurgt, om jeg ville være din gudfar, og jeg tror, at din mor ville danne sig sit eget indtryk af mig. Hvis to mennesker taler i et køkken, mens der festes inde ved siden af, bliver samtalen altid fortrolig. Sådan var det i hvert fald dengang.
Jeg kan huske, hun så på mig og sagde: ”Hvis ikke jeg selv, kan komme til at fortælle hende det, skal du gøre det. Altså, når hun er stor nok til at forstå det”
Jeg tror du er stor nok til at forstå det nu.
”Everybody winds up kissing the wrong person good night”
Med kærlig hilsen, og en bøn om forladelse for ikke at have været der for dig.
Din gudfar,
Stefan Hammershøj.
