… som et strejf …
Nogen ånder tungt. Jeg kender parfumen.
”Hey … er du der?”
Jeg nikker. Selvfølgelig er jeg her.
Hvad er det for et spørgsmål?
… af en dråbe …
Jeg møder dig i den gule murstensgang der fører ned til kantinen. Du har langt hår. Små bryster.
Dine cowboybukser er smøget op og afslører et stykke forårsbrun hud med lyse hår. Lige der, hvor de røde basketstøvler stopper. Og dét, får alt andet til at blive gråt og tordnende ligegyldigt.
”Kommer du på fredag?” spørger jeg. Og du smiler, og dufter godt.
… fik vi lov …
Mit værelse er dækket til med plakater. Der er en blå/sort med Betty Blue og en sort/hvid med silhuetten af Robert Smith.
Det er sent. Radioen spiller mørk musik, selvom forårslyset stadig skinner ind og råber om kap med de lystne fugle og mit brunstige indre.
I morgen er det mandag, og jeg skal til eksamen. I fredags begyndte mit liv for allerførste gang.
Det bobler indeni, og jeg kan ikke læse. Tænker på din hud. Duften af dig. Vores varme og fugtige tunger. Mine hænder under din bluse. Først forsigtigt. Som brændende snemandskys. Og senere. Senere.
I baggrunden læser speakeren i radioen endnu et brev op. Det handler om kærlighed der gik tabt.
Jeg føler med ham der har skrevet og stadig lider. Godt det ikke er mig. Godt det aldrig bliver mig.
Så tager musikken over. Sange i mol. Stille nu.
… til at håbe …
”Hvad er det for en parfume?” spørger jeg kvinden.
”Det er da den jeg altid ...”
”Hvor er mine plakater?”
”Dine plakater?”
”Er det Maj, der har taget dem?”
”Maj? Hvad mener du? Søde skat, kan du slet ikke?”
Jeg mærker en rynket hånd på min kind og slår den væk.
Hvem er kvinden med rynker og tårer i øjnene?
Og hvem har taget mine plakater?
… på de ting …
Ser dig læne hovedet tilbage, første gang jeg trænger ind. Ser dig med studenterhue og smilet der smelter sammen med bøgen bagved. Ser flasker og flammer fra midsommer. Grå iglotelte og en festival der er vores.
Vi rejser ud i europa. Med rygsække fyldt med tøj og mod.
Vi kommer hjem. Sikre på os selv og hinanden. Vi skal bo i Brønshøj.
Duerne flyver omkring din hvide kjole, da vi går ned ad trappen til rådhuset. Jeg har lånt et jakkesæt, og de er der alle sammen. Nede foran trappen. Selv min søster Maj.
… som skal komme …
Solen stråler på dig, og du har vores mirakel på armen. Hvordan kan fingre være så små?
Senere, meget senere men alligevel kun et sekund, kører vi til stranden. Vores mirakel er blevet til to, og du fordeler saft, kys og klap helt om på bagsædet. Og det elsker jeg dig for.
Ligesom jeg elsker din bemærkninger, om naboens kone der bliver tykkere. Huden der er begyndt at hænge under dine arme. Fordi det er din hud, og selvom du bliver rasende, når jeg siger det.
Og pludselig er det os der står neden for trappen og ser vores mirakel vinke. Hun har sin mors hvide kjole på.
Hvordan kan små fingre blive så store?
… før end livet ...
”Jeg kommer igen i morgen, ikke?” Hun snøfter.
”Hvem har taget mine plakater? Jeg vil have mine plakater!”
Kvinden med det grå hår lukker døren bag sig.
Jeg ser rundt i et værelse, jeg ikke kender.
Men parfumen. Jeg kender parfumen. Det er jo den, du bruger.
… er omme …
torsdag den 24. november 2011
fredag den 18. november 2011
Adam og Jakob
Da Adam Behring Bertelsen var fyldt otte, havde han endelig lært at fløjte. Nu gik han ned ad bagtrappens nedslidte trin, og fløjtede så højt han overhovedet kunne. En simpel strofe med tre toner, som han selv havde sat sammen.
Sensommersolen trængte gennem de beskidte ruder og oplyste revnerne i opgangens gule vægge.
Det havde allerede været en god dag. Mor havde fri, så han var gået direkte hjem fra skole.
”Er du med?” spurgte han imellem fløjteriet.
”Ja, ja.”
Adams lillebror var to år yngre, og hed Jakob.
”Jakob med K og ikke med C,” som hans bror altid sagde. Og det, med det C, var noget han tog meget alvorligt. Han kunne allerede selv skrive sit navn med små, pæne blokbogstaver.
Adam havde stadig svært ved at holde bogstaverne indenfor linjerne i sit gule skrivehæfte. Men det var lige meget, for i dag havde han heldigvis kun haft musik og gymnastik.
Adam smed læderbolden ned mod bagdøren, da de var drejet om det sidste trappehjørne. Den ramte døren med et dunk, røg tilbage, og trillede ned ad trinene til kælderen.
”Den henter du,” sagde han til sin lillebror, da han åbnede bagdøren og kiggede ind i sin brors blå øjne. Jakob manglede stadig tre trin.
”Nej. Det var da dig der tabte den.”
”Jo.”
”Nej. Det er uretfærdigt.”
”Ellers gider jeg ikke spille.”
Jakob blinkede med øjnene og hans læber bævede, men Adam gav sig ikke. Jakob måtte lære det.
”Kom nu. Der sker ikke noget. Jeg venter her.”
”Du skal holde døren åben. Og du bliver stående.”
”Ja, ja.”
”Lover du det?”
”Ja. Selvfølgelig.”
”Du lover det?”
”Ja, ja, siger jeg jo - og det er altså kun små tøsedrenge, der er bange for mørke.”
Jakob tog en dyb indånding. Så gik han ned af trinene. Adam gik udenfor og trak døren til sig uden at lukke den helt. Efterlod en enkelt sprække med lys.
”Har du fundet den?”
Der kom intet svar. I et øjeblik var det som om broderen var forsvundet, og Adam åbnede døren lidt og så gennem revnen.
”Har du fundet den?”
En sky gled foran solen, og en snert af efterårskulde blandede sig med sensommeren. Adam rystede for noget var på vej.
”Jakob?”
Der kom intet svar.
”Jakob!”
Så hørte han lyden af Jakobs to gange størrelse 26.
”Jeg har den.”
Adams hånd åbnede døren og lukkede sin bror udenfor. Han havde bolden mellem hænderne.
”Sådan, du.” Han smilede til sin lillebror og fik den der underlige fornemmelse i brystet.
”Næste gang, så gør du det, mens døren er lukket. I mørke.”
Jakob svarede ikke og døren gled i med et lille smæld.
Deres gård var stor og fuldstændig forladt, og de gik over til boldburet med den revnede asfalt.
Adam havde bolden og Jakob skulle prøve at tage den. Og i dag fik Jakob faktisk lov til at tage den et par gange, og det fik ham til at le og stråle med øjnene. De sluttede med straffespark, Adam scorede på sine, det gjorde Jakob ikke, og nu sad de på bænken foran buret. Adam begyndte at fløjte.
”Hvordan gør du, Adam?” spurgte Jakob.
”Det er nemt.”
Han spidsede munden. Det havde taget ham to uger at få den første lyd frem. Og tre uger til før det rigtig begyndte at lyde af noget. I dag var han stolt.
”Pust ud.”
Jakob spidsede munden, alt det han kunne og pustede.
”Pust langsomt ud.”
Adam fløjtede et par hurtige toner.
”Sig yyyyyy,” sagde Adam.
”Yyyyyy.”
Det lød slet ikke som fløjten og Adam grinede.
”Du er for lille. Det ikke noget for små babyer.”
”Jeg er ikke nogen baby.”
Adam hoppede ned af bænken og fløjtede sin strofe ganske langsomt, mens han med hænderne i lommen gik ud på græsplænen og så sig lidt om. Han sparkede til en plasticpose, som Olsen fra fjerde sikkert havde tabt på en gårdtur.
Så bøjede han sig og plukkede et græsstrå. Da han satte det mellem tommelfingrene fik lyden det til at isne indeni ham. Den kom bagfra. En tynd lyd. En lyd af et y. Ikke så højt. Men klart. Og alligevel tydeligt. Lyden af en der fløjtede.
”Adam! Adam! Hørte du det? Jeg kunne!”
Jakob havde rejst sig og nu hoppede han foran bænken, og sendte Adam et smil, der kun var skæmmet at et enkelt hul i overmunden, hvor en ny tand var ved at gro ud.
Igen gled en sky over himlen og sænkede temperaturen. Adam knyttede hænderne, da Jakob genoptog fløjteriet. Det var jo ikke engang nogen melodi. Bare en lyd. Adam gik tilbage og tog plasticposen med.
”Hørte du det? Hørte du det?”
”Ja, ja. Men det jo ikke rigtig fløjten. Det er jo ikke nogen melodi, vel?”
Nu stod han foran sin bror og kiggede ned på ham. Broren smilede stadig. Så tog Adam græsstrået og satte det mellem tommelfingrene og blæste en høj skrattende lyd, der skar gennem gården. Jakob glemte alt om sit fløjteri og så bare på sin storebror.
”Hvordan gør du?”
Adam rynkede brynene, vendte øjnene mod himlen og blæste endnu et skrat gennem luften.
”Adam. Hvordan gør du?”
”Vil du lære det?”
”Ja.”
”Er du sikker?”
”Ja, ja.”
”Du må ikke fortælle nogen om det. Det er en hemmelighed.”
”Ja.”
”Sværg.”
”Jeg sværger.”
”På far og mors grav.”
”... På far og mors grav.”
Adam rakte plasticposen frem. Jakob tog imod og kiggede undrende på den.
”Tag den på,” sagde Adam.
Jakob tog posen over hovedet, og fine plasticrynker lagde sig over hans glatte kinder. Stykket foran munden bevægede sig ud og ind i små, hidsige ryk. Adam tog fat om posen nede ved halsen og strammede forsigtigt til.
”Prøv og fløjt.”
Det tynde lag af plastic dannede en lille boble.
”Ja. Det er fint.”
Adam strammede en smule.
Jakob trak vejret og sugede boblen indad igen.
”Prøv igen. Fløjt.”
Igen boblede posen.
”Det er godt.”
Jakobs kinder havde fået en svag rød farve.
”Igen.”
Adam strammede til.
”Igen.”
Plasticen duggede. Klistrede sig til Jakobs læber.
”Pust … alt hvad du kan.”
Og endnu en boble voksede. Men langsommere end før. Han strammede til. Der var tvivl i Jakobs øjne. Og undren.
”Pust nu, Jakob.”
Skyerne havde vundet og lyset var dæmpet. Boblerne blev mindre. Dukkede op i små ryk. Og Adam følte sig pludselig meget større.
Kom nu. Pust.”
Han strammede til. Brorens små, varme hænder greb om hans. Og nu så han noget i Jakobs øjne, han aldrig havde set før. Og det fik ham til at vokse endnu mere. Blive varm.
Langt væk blev et vindue smækket op.
”Adam! Jakob! Kom op. Der er boller.” En lys stemme nåede dem i gården, og på et øjeblik var Adam tilbage i sensommeren. Så slap han taget om posen og trak den af Jakob der hostede, trak efter vejret, spyttede og rystede på hovedet og sine mørkerøde kinder.
Adam klappede ham på ryggen og kørte sin hånd gennem Jakobs plyssede, lyse hår.
”Er du okay?”
Jakob nikkede.
”Godt. Sådan skal det være.”
Adam tog bolden og rakte den til sin bror.
”Vil du have den?”
Jakob tog bare imod bolden.
Så gik de over mod bagtrappen. Op og hjem. Mor havde brugt sin fridag på at bage, og de spiste boller og drak rød saft. Så spillede de playstation uden at skændes. Lidt senere hørte de tunge trin i opgangen, og en karakteristisk fløjtemelodi fortalte, at far var hjemme. De fik spaghetti med kødsovs til aftensmad. Adam og Jakobs livret.
Jakob fløjtede aldrig mere, og lige inden Adam faldt i søvn, tænkte han på det blik, Jakob havde sendt ham gennem plasticposen.
Sensommersolen trængte gennem de beskidte ruder og oplyste revnerne i opgangens gule vægge.
Det havde allerede været en god dag. Mor havde fri, så han var gået direkte hjem fra skole.
”Er du med?” spurgte han imellem fløjteriet.
”Ja, ja.”
Adams lillebror var to år yngre, og hed Jakob.
”Jakob med K og ikke med C,” som hans bror altid sagde. Og det, med det C, var noget han tog meget alvorligt. Han kunne allerede selv skrive sit navn med små, pæne blokbogstaver.
Adam havde stadig svært ved at holde bogstaverne indenfor linjerne i sit gule skrivehæfte. Men det var lige meget, for i dag havde han heldigvis kun haft musik og gymnastik.
Adam smed læderbolden ned mod bagdøren, da de var drejet om det sidste trappehjørne. Den ramte døren med et dunk, røg tilbage, og trillede ned ad trinene til kælderen.
”Den henter du,” sagde han til sin lillebror, da han åbnede bagdøren og kiggede ind i sin brors blå øjne. Jakob manglede stadig tre trin.
”Nej. Det var da dig der tabte den.”
”Jo.”
”Nej. Det er uretfærdigt.”
”Ellers gider jeg ikke spille.”
Jakob blinkede med øjnene og hans læber bævede, men Adam gav sig ikke. Jakob måtte lære det.
”Kom nu. Der sker ikke noget. Jeg venter her.”
”Du skal holde døren åben. Og du bliver stående.”
”Ja, ja.”
”Lover du det?”
”Ja. Selvfølgelig.”
”Du lover det?”
”Ja, ja, siger jeg jo - og det er altså kun små tøsedrenge, der er bange for mørke.”
Jakob tog en dyb indånding. Så gik han ned af trinene. Adam gik udenfor og trak døren til sig uden at lukke den helt. Efterlod en enkelt sprække med lys.
”Har du fundet den?”
Der kom intet svar. I et øjeblik var det som om broderen var forsvundet, og Adam åbnede døren lidt og så gennem revnen.
”Har du fundet den?”
En sky gled foran solen, og en snert af efterårskulde blandede sig med sensommeren. Adam rystede for noget var på vej.
”Jakob?”
Der kom intet svar.
”Jakob!”
Så hørte han lyden af Jakobs to gange størrelse 26.
”Jeg har den.”
Adams hånd åbnede døren og lukkede sin bror udenfor. Han havde bolden mellem hænderne.
”Sådan, du.” Han smilede til sin lillebror og fik den der underlige fornemmelse i brystet.
”Næste gang, så gør du det, mens døren er lukket. I mørke.”
Jakob svarede ikke og døren gled i med et lille smæld.
Deres gård var stor og fuldstændig forladt, og de gik over til boldburet med den revnede asfalt.
Adam havde bolden og Jakob skulle prøve at tage den. Og i dag fik Jakob faktisk lov til at tage den et par gange, og det fik ham til at le og stråle med øjnene. De sluttede med straffespark, Adam scorede på sine, det gjorde Jakob ikke, og nu sad de på bænken foran buret. Adam begyndte at fløjte.
”Hvordan gør du, Adam?” spurgte Jakob.
”Det er nemt.”
Han spidsede munden. Det havde taget ham to uger at få den første lyd frem. Og tre uger til før det rigtig begyndte at lyde af noget. I dag var han stolt.
”Pust ud.”
Jakob spidsede munden, alt det han kunne og pustede.
”Pust langsomt ud.”
Adam fløjtede et par hurtige toner.
”Sig yyyyyy,” sagde Adam.
”Yyyyyy.”
Det lød slet ikke som fløjten og Adam grinede.
”Du er for lille. Det ikke noget for små babyer.”
”Jeg er ikke nogen baby.”
Adam hoppede ned af bænken og fløjtede sin strofe ganske langsomt, mens han med hænderne i lommen gik ud på græsplænen og så sig lidt om. Han sparkede til en plasticpose, som Olsen fra fjerde sikkert havde tabt på en gårdtur.
Så bøjede han sig og plukkede et græsstrå. Da han satte det mellem tommelfingrene fik lyden det til at isne indeni ham. Den kom bagfra. En tynd lyd. En lyd af et y. Ikke så højt. Men klart. Og alligevel tydeligt. Lyden af en der fløjtede.
”Adam! Adam! Hørte du det? Jeg kunne!”
Jakob havde rejst sig og nu hoppede han foran bænken, og sendte Adam et smil, der kun var skæmmet at et enkelt hul i overmunden, hvor en ny tand var ved at gro ud.
Igen gled en sky over himlen og sænkede temperaturen. Adam knyttede hænderne, da Jakob genoptog fløjteriet. Det var jo ikke engang nogen melodi. Bare en lyd. Adam gik tilbage og tog plasticposen med.
”Hørte du det? Hørte du det?”
”Ja, ja. Men det jo ikke rigtig fløjten. Det er jo ikke nogen melodi, vel?”
Nu stod han foran sin bror og kiggede ned på ham. Broren smilede stadig. Så tog Adam græsstrået og satte det mellem tommelfingrene og blæste en høj skrattende lyd, der skar gennem gården. Jakob glemte alt om sit fløjteri og så bare på sin storebror.
”Hvordan gør du?”
Adam rynkede brynene, vendte øjnene mod himlen og blæste endnu et skrat gennem luften.
”Adam. Hvordan gør du?”
”Vil du lære det?”
”Ja.”
”Er du sikker?”
”Ja, ja.”
”Du må ikke fortælle nogen om det. Det er en hemmelighed.”
”Ja.”
”Sværg.”
”Jeg sværger.”
”På far og mors grav.”
”... På far og mors grav.”
Adam rakte plasticposen frem. Jakob tog imod og kiggede undrende på den.
”Tag den på,” sagde Adam.
Jakob tog posen over hovedet, og fine plasticrynker lagde sig over hans glatte kinder. Stykket foran munden bevægede sig ud og ind i små, hidsige ryk. Adam tog fat om posen nede ved halsen og strammede forsigtigt til.
”Prøv og fløjt.”
Det tynde lag af plastic dannede en lille boble.
”Ja. Det er fint.”
Adam strammede en smule.
Jakob trak vejret og sugede boblen indad igen.
”Prøv igen. Fløjt.”
Igen boblede posen.
”Det er godt.”
Jakobs kinder havde fået en svag rød farve.
”Igen.”
Adam strammede til.
”Igen.”
Plasticen duggede. Klistrede sig til Jakobs læber.
”Pust … alt hvad du kan.”
Og endnu en boble voksede. Men langsommere end før. Han strammede til. Der var tvivl i Jakobs øjne. Og undren.
”Pust nu, Jakob.”
Skyerne havde vundet og lyset var dæmpet. Boblerne blev mindre. Dukkede op i små ryk. Og Adam følte sig pludselig meget større.
Kom nu. Pust.”
Han strammede til. Brorens små, varme hænder greb om hans. Og nu så han noget i Jakobs øjne, han aldrig havde set før. Og det fik ham til at vokse endnu mere. Blive varm.
Langt væk blev et vindue smækket op.
”Adam! Jakob! Kom op. Der er boller.” En lys stemme nåede dem i gården, og på et øjeblik var Adam tilbage i sensommeren. Så slap han taget om posen og trak den af Jakob der hostede, trak efter vejret, spyttede og rystede på hovedet og sine mørkerøde kinder.
Adam klappede ham på ryggen og kørte sin hånd gennem Jakobs plyssede, lyse hår.
”Er du okay?”
Jakob nikkede.
”Godt. Sådan skal det være.”
Adam tog bolden og rakte den til sin bror.
”Vil du have den?”
Jakob tog bare imod bolden.
Så gik de over mod bagtrappen. Op og hjem. Mor havde brugt sin fridag på at bage, og de spiste boller og drak rød saft. Så spillede de playstation uden at skændes. Lidt senere hørte de tunge trin i opgangen, og en karakteristisk fløjtemelodi fortalte, at far var hjemme. De fik spaghetti med kødsovs til aftensmad. Adam og Jakobs livret.
Jakob fløjtede aldrig mere, og lige inden Adam faldt i søvn, tænkte han på det blik, Jakob havde sendt ham gennem plasticposen.
fredag den 11. november 2011
Tunesisk flamme. Arabisk brand
”Borgmesteren er optaget.”
Døren smækker hårdt. For første gang siden Samia startede på universitetet, mærker jeg tårer flyde. Men i dag er det ikke glædestårer. I dag har jeg fået nok. Raseriet breder sig fra brystet. Eksploderer i mine arme, og jeg hamrer og sparker på den massive dør.
”Hvis ikke du vil høre på mig, så brænder jeg mig selv!”
Vender ryggen til døren og løber ud i forkontoret, hvor en overvægtig kontorfuldmægtig med dovne øjenlåg rejser sig fra sit skrivebord og holder hænderne afværgende op foran sig. Men jeg tager fat i hende og rusker.
”Det er mit levebrød . Mit levebrød. Hvordan kan du bare sidde her og se på? Du kender mig. Jeg har altid arbejdet hårdt.” Jeg fikserer hendes blik.
”Det her - det er mit levebrød,” siger hun stille.
Jeg slipper og et langt øjeblik forvandles de brune øjne. Jeg ser sorgen i mors øjne, da far døde. Sorgen, da hun giftede sig med onkel. Tomheden, da jeg stoppede med skolen, og helligede mig frugtvognen.
Løber ud på gaden der stinker af pis og håbløshed. En bil dytter, og et par af mine faste kunder hilser.
”Salam aleikum.”
Men jeg løber forbi uden at hilse. I dag er det slut.
Jeg har betalt betjentenes fiktive bøder og opdigtede gebyrer, siden jeg var ti. Men i dag slog hun mig. Hånede mig. Tog min vogn, min frugt og min elektroniske vægt, som det tog mig otte måneder at spare op til. Jeg skylder stadig for den frugt. Min mor, onkel og brødre er sultne og søster Samias studier er dyre.
Luften er kølig i butikken, og kunderne ser forskrækkede ud. De er ikke vant til at se mig sådan. Den glade frugtsælger er ikke glad mere. Jeg griber en blå dunk, og farer ud på gaden igen.
”Jeg vil ikke mere!”
Og i det øjeblik ved jeg, hvor ligegyldigt det er. Ingenting bliver bedre. Ikke for sådan en som mig. Jeg kommer aldrig til at køre til torvet i en pickup fyldt med frugt.
”Mohamed! Stop!”
De kommer løbende inde fra butikken, da jeg tømmer dunken. Trækker lighteren op ad lommen og retter blikket mod rådhuset. Benzindampene river i næsen.
”Hvordan forventer du jeg skal leve?” råber jeg, inden flammerne befrier mig fra smerten.
Døren smækker hårdt. For første gang siden Samia startede på universitetet, mærker jeg tårer flyde. Men i dag er det ikke glædestårer. I dag har jeg fået nok. Raseriet breder sig fra brystet. Eksploderer i mine arme, og jeg hamrer og sparker på den massive dør.
”Hvis ikke du vil høre på mig, så brænder jeg mig selv!”
Vender ryggen til døren og løber ud i forkontoret, hvor en overvægtig kontorfuldmægtig med dovne øjenlåg rejser sig fra sit skrivebord og holder hænderne afværgende op foran sig. Men jeg tager fat i hende og rusker.
”Det er mit levebrød . Mit levebrød. Hvordan kan du bare sidde her og se på? Du kender mig. Jeg har altid arbejdet hårdt.” Jeg fikserer hendes blik.
”Det her - det er mit levebrød,” siger hun stille.
Jeg slipper og et langt øjeblik forvandles de brune øjne. Jeg ser sorgen i mors øjne, da far døde. Sorgen, da hun giftede sig med onkel. Tomheden, da jeg stoppede med skolen, og helligede mig frugtvognen.
Løber ud på gaden der stinker af pis og håbløshed. En bil dytter, og et par af mine faste kunder hilser.
”Salam aleikum.”
Men jeg løber forbi uden at hilse. I dag er det slut.
Jeg har betalt betjentenes fiktive bøder og opdigtede gebyrer, siden jeg var ti. Men i dag slog hun mig. Hånede mig. Tog min vogn, min frugt og min elektroniske vægt, som det tog mig otte måneder at spare op til. Jeg skylder stadig for den frugt. Min mor, onkel og brødre er sultne og søster Samias studier er dyre.
Luften er kølig i butikken, og kunderne ser forskrækkede ud. De er ikke vant til at se mig sådan. Den glade frugtsælger er ikke glad mere. Jeg griber en blå dunk, og farer ud på gaden igen.
”Jeg vil ikke mere!”
Og i det øjeblik ved jeg, hvor ligegyldigt det er. Ingenting bliver bedre. Ikke for sådan en som mig. Jeg kommer aldrig til at køre til torvet i en pickup fyldt med frugt.
”Mohamed! Stop!”
De kommer løbende inde fra butikken, da jeg tømmer dunken. Trækker lighteren op ad lommen og retter blikket mod rådhuset. Benzindampene river i næsen.
”Hvordan forventer du jeg skal leve?” råber jeg, inden flammerne befrier mig fra smerten.
torsdag den 3. november 2011
Kongen synger. Orglet tier.
Det er en smuk dag, og hvis jeg havde været i live, havde jeg løftet langemand mod døren til kirken og spyttet. Vendt mig, løsnet det snærende slips og forladt lyden af de rungende klokker. Mine laksko havde passeret hen over det knasende perlegrus, trådt ud på fortovet og fundet nærmeste røgfyldte lokale med gyldne damer til halsen og lette damer til senere.
Det var sjovt nok, præcis den opførsel der sendte os videre. Det var min trang til nu´et, der fik hende til at sparke mig ud. Min pige. Min elskede.
Under mig spiller orglet op til bryllup.
Hendes krop dirrer mere end første gang. Eller som hun husker, den gjorde første gang. En rus i Vegas, hvor pianisten havde spillet forfærdeligt. Vistnok Elvis. De var vaklet ud af den neonoplyste kirke. Han havde kærtegnet hendes kind, og hun havde været nygift.
Stilletten vakler, og grebet omkring armen holder hende oppe. Hun drejer ansigtet og sender sin granfætter et smil gennem sløret, mens bryllupsmarchens akkorder fylder det højloftede rum.
Der er ingen ledige pladser. Festklædte gæster til højre og venstre for hendes blik. Hans gæster, der er klar til at byde hende velkommen til en tilværelse med faste spisetider.
Hun fanger sin brudgoms brune øjne, og varmen i maven bliver forvandlet til let kvalme og sitren ned ad ryggen.
”Hvad laver du her?”
Sådan havde hun snøvlende spurgt ham, da hun så brudgommen for første gang. Forvirret over at se sådan en som ham, sådan et sted som hende.
”Det samme som dig, smukke. Drikker, mens jeg leder efter mirakler.”
Han havde smilet, og hvide tænder havde fanget skæret af formiddag i den støvede bar. Smilet havde åbnet hendes fraskilte hjerte, og senere hendes trængende skød.
Nu skulle hun så giftes. Igen. Han var yngre end hende i alder. Stabil indkomst. Villa med bogreoler og uddannelse med papir.
Hun sætter farten mod alteret ned. Det er som om, der er en der kærtegner hendes kind, og det føles på samme måde som dengang, han kaldte hende sin elskede. Klikkene fra stilletterne blander sig med orglet, og pulsen banker i blodårerne. Så bliver der stille.
Jeg holder øje med kirken, og griner for mig selv over ironien i lige netop det. For det var annoncen med billedet der fortalte om deres bryllupsdag, der fik mig til at binde rebet om halsen. For det har altid været dig. Som kongen sang en nat i Vegas: You were always on my mind. Orglet er stoppet dernede. Om lidt er hun en anden mands. Jeg burde glæde mig på hendes vegne. Hun har fortjent bedre, end det jeg kunne give.
Døren til kirken går op, og hun træder ud, barfodet. Alene. Tårerne gør kinderne våde, mens hun løber ned ad stien. Nu træder et jakkesæt ud ad døren og kigger på den løbende brud. Der kommer en til. Ingen siger noget.
Jeg smiler, for jeg kender hende igen. Min pige. Min elskede.
Hendes krop dirrer mere end første gang. Eller som hun husker, den gjorde første gang. En rus i Vegas, hvor pianisten havde spillet forfærdeligt. Vistnok Elvis. De var vaklet ud af den neonoplyste kirke. Han havde kærtegnet hendes kind, og hun havde været nygift.
Stilletten vakler, og grebet omkring armen holder hende oppe. Hun drejer ansigtet og sender sin granfætter et smil gennem sløret, mens bryllupsmarchens akkorder fylder det højloftede rum.
Der er ingen ledige pladser. Festklædte gæster til højre og venstre for hendes blik. Hans gæster, der er klar til at byde hende velkommen til en tilværelse med faste spisetider.
Hun fanger sin brudgoms brune øjne, og varmen i maven bliver forvandlet til let kvalme og sitren ned ad ryggen.
”Hvad laver du her?”
Sådan havde hun snøvlende spurgt ham, da hun så brudgommen for første gang. Forvirret over at se sådan en som ham, sådan et sted som hende.
”Det samme som dig, smukke. Drikker, mens jeg leder efter mirakler.”
Han havde smilet, og hvide tænder havde fanget skæret af formiddag i den støvede bar. Smilet havde åbnet hendes fraskilte hjerte, og senere hendes trængende skød.
Nu skulle hun så giftes. Igen. Han var yngre end hende i alder. Stabil indkomst. Villa med bogreoler og uddannelse med papir.
Hun sætter farten mod alteret ned. Det er som om, der er en der kærtegner hendes kind, og det føles på samme måde som dengang, han kaldte hende sin elskede. Klikkene fra stilletterne blander sig med orglet, og pulsen banker i blodårerne. Så bliver der stille.
Jeg holder øje med kirken, og griner for mig selv over ironien i lige netop det. For det var annoncen med billedet der fortalte om deres bryllupsdag, der fik mig til at binde rebet om halsen. For det har altid været dig. Som kongen sang en nat i Vegas: You were always on my mind. Orglet er stoppet dernede. Om lidt er hun en anden mands. Jeg burde glæde mig på hendes vegne. Hun har fortjent bedre, end det jeg kunne give.
Døren til kirken går op, og hun træder ud, barfodet. Alene. Tårerne gør kinderne våde, mens hun løber ned ad stien. Nu træder et jakkesæt ud ad døren og kigger på den løbende brud. Der kommer en til. Ingen siger noget.
Jeg smiler, for jeg kender hende igen. Min pige. Min elskede.
Abonner på:
Opslag (Atom)