Rage, Tom III

--

Og nu er hvert eneste øjeblik blevet genoplevet og genopdaget i min bevidsthed. Jeg har trukket det frem af min ethanolforgiftede hjernebark, og selvom billedet var sløret til at starte med, er det skarpt og klart nu. Hun var den chance jeg altid har ventet på, og jeg pissede den væk i løbet af en weekend. Jeg bander ad pillerne, den tunge mørke søvn og tænker på Jessica.

--

Jeg går forbi ankeret og pølsevognen. Bevæger mig ned langs med bolværket, der allerede er besat af studerende med øldåser i hænderne og solbriller i panden. De skæver diskret over mod de ternede frokostborde og glæder sig til at det bliver deres tur til at sidde dér og spise. Og gæsterne ved frokostbordene skæver diskret over på bolværket og tænker tilbage på dengang det var dem der studerede. Dengang det var dem der drømte drømme og drak dåseøl. På dengang der var tid, og dengang det faktisk bare var en fornøjelse at mærke solen varme i Nyhavn.

Der er stadig et stykke tid til fyraften og den sløve myldretidstrafik, og mine ben fører mig langs med skuespilhuset ned til Langelinje og porten til havet.

Det gamle tryk i baghovedet kommer tilbage sammen med mørket indeni, da jeg bevæger mig forbi de fornemme ambassadebygninger. Hun fik det til at forsvinde. Både smerten og mørket, og jeg ser hende på dansegulvet med de æggende bevægelser og håndfladerne vendt mod loftet. Jeg ser hende på gulvet i min stue med lukkede øjne og sved på panden, og jeg ser den tomme seng.

Langs med søerne løber pigerne forbi med deres pulsmålere og I-pods, og jeg kan ikke lade være med at håbe hver gang jeg ser en langbenet med langt, flagrende mørkt hår, selvom jeg egentlig udmærket godt ved, at hun ikke er en pige der holder sig i form i med løbesko.

Jeg går over broen i flimrende forårslys og kommer forbi boldbure, hvor jeg kan høre små drenge spille store kampe. Tror jeg virkelig, at jeg bare støder på hende helt tilfældigt?

Jeg går til venstre ved Griffenfeldsgade og trasker ud mod Vesterbro. Før jeg mødte hende, var der kun en ting der kunne dæmpe smerten i baghovedet.

--

De støvede, sorte persienner er som altid lukket til og rullet ned, og skiltet på den gamle, røde dør viser at der er åbent. Jeg har aldrig prøvet at gå forgæves.

Det summer da jeg presser den sorte knap på dørklokken ind, og en meget ung pige fra Pattaya åbner døren 10 cm i stramtsiddende sølvkjole og studerer mig med sine brune øjne.

”Kom ind” lyder det med den særlige rullende thai-accent.

Jeg træder til højre ind i det svage lys og nikker til fyrene omkring bordet der har alt det der skal til. Kort, fyldte whiskyglas, halvtomme askebægre og modspillere med jetoner der hurtigt gør plads til den nye spiller og hans friske kapital. Jeg har set mange af dem før, men kan kun navnene på et par stykker. Vi er her for at spille.

”Du er alene i dag”. Det er Marko. En af dem jeg kender navnet på.

”Hun var sgu da ellers lækker, hende du havde med sidst” fortsætter han og blinker til sin makker Tonny. Deres ryg er dækket af store drenge, og det kan ses på dem.

”Kan du ikke huske hende?”. Marko kigger direkte på Tonny og Tonny kigger direkte på mig.

”Har du nogle nøgenbilleder af hende?” spørger han. Det havde ikke rørt mig, hvis det havde været en anden pige.

Jeg kender svaret, hvis jeg siger ja, og jeg kender svaret, hvis jeg siger nej.

”Har dú nøgenbilleder af din kammerat, dér?”.

Tonny bliver forvirret, men Marko forstår hvad der sker og bryder ind.

”Lad os spille, Tonny. Han er okay” siger han og smiler til mig. Det gjorde han også sidst. Indtil jeg gik All In med tre konger.

”Præcis. Lad os spille”.

”Okay, okay. Jeg er sådan set også pisseligeglad. Bare du har penge med. Det må være mig der har noget til gode i dag”

”Selvfølgelig har jeg penge med”

Jeg veksler et stort bundt sedler imens snakken forstummer, og overlader lydbilledet til skrigerierne fra en slideguitar.

”Selvfølgelig har du penge med”. Marko smiler igen.

--

Pigen fra Paataya sætter endnu et glas skotsk whisky foran mig, og jeg kigger på den ravgyldne væske og isklumperne. Snurrer glasset og ser de to små isbjerge sætte sig i bevægelse. De minder mig om noget, jeg ikke kan kalde frem nu, og jeg mærker et let tryk i baghovedet sammen med irritation over, at en del af mine penge allerede er havnet hos Marko på den anden side af bordet.

Og som han sidder der med skaldet isse og edderkoppespind på halsen, ser jeg i et øjeblik hvordan mit glas splintres over hans næseryg. Skårene der snitter hans øjenæbler. Jeg ser hans venstre øre der er revet af ved roden, og jeg hører lyden af hans tænder i overmunden der knækker, da de hamres mod bordfladen.

Så ser jeg ham smile til Tonny, imens han hiver endnu en pulje hjem. Tonny, en ven, en makker, en bundsolid og loyal rygdækning. Tonny, endnu en trimmet muskel med dyre løbesko og tungt nøglebundt. Jeg nægter at betale for deres drinks, deres kvinder og deres stoffer.

”Tak” siger jeg til værtinden.

Prøver at ignorere alt andet end spillet og mine nye kort.

Folder dem langsomt op mod mig, imens jeg skærmer af. Kigger på de andre seks deltagere ved bordet og skjuler min reaktion på kortene. Det er nu der skal spilles.

Fyren til højre for mig melder forsigtigt ud med 10 tusinde.

”Jeg er med, og jeg lægger 10 kilo oveni”

De to næste smider kortene fra sig, og så er vi fem tilbage ved bordet. Der er mig, Marko, Tonny og to ligegyldige fyre der kun er her for at blive malket.

”Jeg er med” siger Tonny.

Marko kigger en ekstra gang på sine kort. De spiller helt sikkert sammen.

”Ja. Det er jeg også” siger han og skubber en stak jetoner ind på midten af bordet.

Det kan blive en stor pot, og de to gange mester Medium kan ikke holde sig tilbage og går med.

Floppet griner til mig, og jeg ler tilbage. Hjerter es, ruder dame og spar dame.

Hr. Medium passer selvfølgelig og jeg følger trop. Hæver bare min pegefinger ligesom Tonny.

Marko kigger mig i øjnene begynder at tælle op.

”Ved du hvad. Er det ikke nu vi skal se hvad du er lavet af?”

Han har ikke glemt hvem der tog den store pot sidste gang.

”Jeg hæver med 50”

To gange medium smider deres kort med samme.

Har han esser? Jeg tøver med vilje, før jeg går med. Vil have ham til at lugte usikkerhed før det næste kort.

”Her er mine 50, og så smider jeg 50 oven i”

De andre stirrer på bunken af røde og sorte plasticstykker, og lader sig rive med af de store penge og Johnny Winters slideguitar.

Så smider Tonny sine kort, imens Marko uden tøven smider sine 50 ud. Selvfølgelig spiller de sammen.

Næste kort. Spar 5.

Jeg passer.

”200” kommer det fra Marko. Han prøver at presse mig ud, og det kan kun betyde en ting. Jeg lægger 200 og venter på dealeren.

Hun vender klør 7 og venter på min melding. Alle venter på min melding. Selv musikken er stoppet, og jeg nyder det og trækker det i langdrag. Venter på det næste nummer.

For nu ved jeg han har to esser på hånden, og jeg ved at det ikke vil hjælpe ham. Han er færdig.

”Hvor meget har du tilbage der?”

”Mere end rigeligt”

”Ved du hvad. Så spiller vi om det du har tilbage i din bunke”

Han tøver, og jeg kan se at han tænker en tanke der skræmmer ham. Men det er for sent nu. Han har for meget ude til at gå sin vej, og det ved både han og og jeg.

Han siger ikke noget, men skubber bare sin bunke lidt frem.

Jeg kigger på mine to damer og vender dem hurtigt om.

--

Han tog det meget pænere end jeg ville have gjort. Ingen aggressioner. Ikke et ord om held eller snyd. Han stak bare sine smøger i lommen, greb sin jakke og forlod bordet uden et ord og uden at se på mig eller andre. Tonny var fulgt lige efter.

Der er ingen af de andre, der har lyst til at spille mere, og jeg er også færdig for i aften. Ved hvornår jeg har peaket, så jeg veksler mine jetoner, afleverer fem procent til huset og pakker sedlerne ned i en plasticpose. Der er dejligt mange sedler og jeg smiler ved tanken om, hvad den plasticpose er i stand til. Jeg har ikke engang taget hul på pengene fra det sidste job, og trangen til at tage en tur til nogen varme virker pludselig tiltalende og fortjent. Så kommer jeg i tanke om foråret. Og pigen der forsvandt. Jessica.

--

Mørket har fundet vej til gaden, og det røde lys fra kældervinduerne blander sig med gadelygternes varme, gule lys.

Plasticposen tynger og jeg går ud mod Istedgade for at finde en vogn, da Mark og Tonny træder ud foran mig. Så tog han det alligevel ikke så pænt som jeg troede.

”Giv mig mine penge”. Nu smiler han ikke mere.

”Hvad snakker du om? Jeg har ikke nogen af dine penge”

”Lad nu være”. Marko trækker sin trøje til side, og jeg kan se skæftet af hans sorte pistol.

”Det her skal du ikke begynde på”

”Hold nu bare kæft og giv mig mine penge. Ved du overhovedet hvem jeg er?”

”Ja, det gør jeg. Men du ved ikke hvem jeg er. Og jeg advarer dig kun en gang”

Han trækker pistolen op og sigter på mig. Jeg stirrer direkte ind i det sorte løb.

”Prøv og hør. Syntes du virkelig ikke dit liv er mere værd?”

Der er ca. 2 1/2 halv meter mellem mig og ham og det betyder, at jeg har ca. 1/100 af et sekund fra projektilet løsriver sig fra kammeret. På et andet tidspunkt havde det ikke betydet noget som helst, men lige nu er jeg underkastet den fysiske verdens begrænsninger, og jeg ved, at han ikke vil tøve med at trykke af. Hans øjne røber ham. Det er ikke rygterne eller hans rygdækning, og nu trækker Tonny også sin pistol.

Jeg smider plasticposen over mod Marko i en høj bue, og han griber den med venstre hånd uden at fjerne øjnene fra mig.

”Fornuftigt min ven. Fornuftigt”

--

Jeg er kommet hjem til lejligheden og er ved at gøre mig klar til en rejse. Det er ikke så meget for pengene. Når alt kommer til alt er det ikke nogen jeg vil mangle. Men han blev advaret, og det er et spørgsmål om at spillegæld er og bliver æresgæld. Hvis ikke du kan acceptere det, skal du lade være med at spille. Det har jeg diskuteret med andre før ham, og jeg har aldrig rokket mig i den diskussion.

Den varme mælk får mig til at slappe af, og jeg fokuserer på min indånding. Trækker vejret dybt ind gennem næsen. Fokuserer på min udånding og ånder ud gennem munden. Lukker øjnene og tømmer hovedet. Om lidt forsvinder smerterne og mørket igen. Om lidt kommer Marko til at dø.