***
Det er den kriblende og kradsende nysgerrighed der driver hende mod den røde dør, for det er lang tid siden døren smækkede i bag de sorte uniformer, Tom, den ældre mand i sort habit. Og så hendes far. Benene ryster lidt, da hun træder ind i bunkeren.
***
Min næve flyver mod hans kæbeparti, men bliver grebet af en kold hånd.
.o0(Stop.)
De afsikrer bag mig, men gangen er for mørk og trang til at skud, så jeg knalder panden fremefter for at knække hans næse, men den gamle er stadig hurtig og jeg rammer kun hans pande. Mit højre knæ jager opefter uden at ramme andet end en blød, kølig masse.
.o0(Stop det. Du kan ikke vinde den her)
Han ved jeg er inde i hans hoved. Lyset fra lygterne farer omkring os, og giver indtryk af alt for langsomt stroboskop. Mine furede hænder klemmer omkring hans hals, så mine blodårer står som højspændte blå baner. Men der er ingen reaktion og det flimrende lys røber intet rødt i hans øjne. Der er ingen krampetrækninger eller tegn på panik.
Han lægger sine hænder omkring mine, og fjerner dem roligt og uden den mindste anstrengelse.
.o0(Stop. Jeg er med dig. Hun venter på dig. Gør nu bare som han siger.)
Jeg vrider mine arme for at komme ud af hans greb, men det er stramt, iskoldt og umuligt. Han er for stærk.
”Okay. Slap af. Jeg er rolig.”
Han løsner grebet en lille smule, og hans chef tager over.
”Du bliver aldrig klogere. For fanden da, hvor er du mislykket.”
Han bukker sig ned og samler ganske langsomt min stavlygte op.
”Forresten Inge. Din kone. Det var en advarsel. Dengang. Og det var min beslutning. Det var ikke de store drenge.”
Nu lyser han mig lige i øjnene.
”Og de var Tom, der står med dig, der eksekverede.”
Tom strammer grebet, da jeg med al kraft og uden resultat prøver at vride mig løs. Må nøjes med at sende en spytklart ud i mørket uden at ane om den når sit mål.
.o0(Jeg er ked af det.)
Mørket omkring mig er rødt. Så fokuserer jeg på den tomme plet i min bevidsthed. Må vente til det rigtige tidspunkt kommer.
***
Hun bevæger sig ind i den oplyste betongang, og mærker uklare, fremmede tanker i hovedet.
***
Jeg famler til højre for indgangen, og finder en kontakt der åbenbart ikke virker. Stadig kun mørke og det flakkende lys fra stavlygterne. Rummet er større end det første mandskabsrum, men også her er indretningen sparet væk, og lygterne rammer kun den matsorte boks der står langs den ene væg, og ser på forsamlingen med sine røde diodeøjne.
”Nøglerne,” lyder hans raspende stemme.
Jeg trækker nøglekortene frem, og han griber dem med en hurtig bevægelse og går de sidste meter hen til boksen.
”Hold nu lygterne stille.”
Han knæler foran boksen.
”Ved du hvad der ligger herinde?” spørger han.
Jeg nikker bare, selvom han sidder med ryggen til og ikke kan se min reaktion. For jeg kan høre, han vil høre sig selv tale, og ikke mig svare.
”Det er de sidste stamceller der er tilbage.”
Nøglekortene lyser mat i skæret fra lygterne, da han holder dem op mod læserne.
”Tror du virkelig jeg giver op?” fortsætter han.
Og nu går det op for mig, hvad han vil sige.
”Tror du virkelig, jeg havde tænkt mig at lukke alt ned?”
”Nej. Men du har tænkt, dig det skal se sådan ud,” svarer jeg og ved det betyder, at min død indgår i hans plan.
”Ja. Det har jeg. Det er ikke andet for.”
Nøglerne glider gennem læserne og de røde dioder klikker til grøn farve.
”Så hvad med min datter?”
Spørgsmålet får lov til at dø ud i mørket. Boksen glider op, og lyset fryser nysgerrigt på de tomme hylder. Der er intet i skabet.
Han rejser sig hurtigt, og stiller sig helt tæt på. Så tæt, at jeg prøver med en skalle, men Tom er vågen og redder næsebenet på hans chef.
”Hvor er de?”
Skabet er tomt? Hvorfor? Marie ville ikke have givet mig nøgler til et tomt skab. Stefan?
”Aner det ikke.”
”Tom!”
Mine arme bliver låst fast, og jeg må ned og smage på betonen. De presser mine ben op og låser dem i plasticstrips, og nu mærker jeg knæet i ryggen der presser min vejrtrækning. God, gammel fikseret benlås.
”Hvor er de?”
Jeg har hørt tonen i den stemme før. Har set hvordan han håndterer sit raseri. Unge piger, der ikke aner hvad der rammer dem. Et monster i habit.
”Pis nu af.”
Mit hoved bliver smadret mod betonen, der knækker brusk og næseben med det samme. Det er altså sådan det ender for mig. I mørket på et betongulv. Hvis ikke næsen smertede ville jeg have grinet af ironien i det. Nu er det min tur. Den gamle mester i forhør.
De hanker op i krave og fødder og bærer mig tilbage ad gangen, og smider mig ind i det oplyste mandskabsrum. Jeg smager jern, og mærker hvordan snotten blander sig med mit sorte, koagulerede næseblod. Et klæde bliver revet i stykker og en svedig klud lukker lyset omkring mig ude.
”Jack.”
Han bruger sin hæse, raspende stemme.
”Hvor er de?”
Siger intet. Fokuserer på den tomme plet i min bevidsthed og Tom. Må ind i hans hoved, og jeg lader den tomme plet søge ud i rummet.
.o0(Han er stærk. Det ved jeg.)
Må dybere ned. Må se hvad der ligger på bunden, for mine gamle instinkter fortæller der ligger noget.
.o0(Jessica.)
Hvad er der med Jessica? Mørket får røde toner. Noget han ikke har fortalt. Noget han gemmer på. Dybere. Dybere. Hele tiden dybere. Indtil jeg støder på grund.
.o0(Jessica.)
Er det så dybt, jeg kan komme? Eller er det kun en maske. En tyk, furet overflade der gemmer på hemmelighederne?
Jeg stønner og har svært ved at trække luft, for en stodder giver sit knæ et ekstra tryk i min ryg.
.o0(Jessica.)
Han har sine egne planer med Jessica. Jeg vrider mig, men får kun knæet boret endnu dybere ned i ryggen. Må slappe af og trække luft, og få dem til at stille spørgsmålene. En dyb indånding. Ånde ud. Ånde ind. Fokus på den tomme plet. Puste ud.
Så bliver jeg revet om på siden.
”Hvor?” skriger han i mit venstre øre.
”Din mand ved det. Tom ved det.”
”Hvor?”
Han ignorerer mig, og jeg ved det handler om taktik. Vi er kun i første fase og jeg er bare ved at blive gjort blød, og præcis derfor rammer en jernbeslået støvlesnude, og den tomme plet vokser til en stor, hvid sol. Har brækket et ribben eller to og vejtrækningen gør virkelig ondt.
”Hvorhenne?”
”Jeg ved det for helvede ikke. Spørg din mand. Han skjuler noget.”
Hvis det var alle andre end mig, ville det være blevet overhørt eller affejet som desperat. Men det er mig, og jeg kan mærke han tøver. Kun ganske kort, men nok til at fortælle mig, at det virker. Prøver at trænge gennem hans panser, men der er lukket ned, og må nøjes med mine veludviklede instinkter. Han ignorerede mig, men nu er der en lille splint der sidder og irriterer.
Endnu et spark, og endnu et ribben eller to. Måske er de bare bøjede.
Så bliver jeg løftet op, og smidt tilbage i den mørklagte gang. For han har ikke stolet på nogen siden, jeg dolkede ham i ryggen.
***
Hun vender sig mod lyden af støvletramp nede fra det første rum hun gik forbi og det gibber i hende. Det var tomt lige før.
Jessica ser sig hurtigt omkring og forsvinder ind i et mandskabsrum, og lukker døren på klem lige i det en flok uniformer tramper forbi. Og så hører hun en stemme hun kan kende.
”Hvad mente han?”
”Aner det ikke.” Toms stemme.
”Hvor er hans datter nu?”
”I bilen. Rolig.”
”Hvordan ved du det?”
”Jeg bandt hende.”
Hun læner sig længere frem.
”Jeg tror ikke han ved hvor de er,” kommer det fra manden med den raspende stemme.
”Hvad så?”
”Så er han endnu mere ligegyldig. I sidste ende er det jo bare et spørgsmål om hvornår.”
Hun holder vejret.
”Så bliver jeg den sidste der er tilbage.”
”Ja. Og hans datter. Men hun har aldrig vist nogen tegn på evner.”
”Nej.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar